Intermetzo
Berlingske Tidendes redaktion forsøger for tiden under nøjsom anvendelse af sin debatredaktion at gøre sig gældende i mediebilledet. Konkurrencen er jo bister i disse år. Alle i branchen kender, og ikke så få benytter effekten af medie-criss-crossing, d.v.s. at få sit produkt fra ét medie overført helt eller delvis til et andet eller helst flere. Dette ser man tydeligt i de usympatiske Big Brother-tv-udsendelser, hvor Ekstra Bladet har arrangeret speciel dækning af de medvirkendes uafvendelige fornedrelse i deres selvpåførte underholdningsisolation. Tv-stationen er henrykt for arrangementets stimulerende virkning på seertalsmålingerne, EB er henrykt for en jævnt flydende stofmængde med historier der så at sige skriver sig selv, og annoncørerne er af gode grunde endnu mere henrykte end alle de andre tilsammen.
Tankegangen i Berlingeren er grundlæggende den samme tilsat et enkelt mere dunkelt sidemotiv eller to. Men avisen formår i nogen grad at hylle bevæggrundene til at føre en regulær kampagne med temmelig grove personangreb i idealismens fagre klædebon.
En lille håndfuld medarbejdere forsikrer i hvert og hvert andet indlæg hinanden og læserne, om at deres projekt nærmest er synonymt med den vigtigste debat siden opfindelsen af alfabetet.
Men debatten drejer sig snarere om de pågældende skribenters behov for at fremhæve sig selv på nogle nanvgivne personers heriblandt mindst én afdøds bekostning.
Disse folk, som skribenterne ikke mener, er blevet behandlet efter fuld fortjeneste i Den Store Danske Encyklopædi, og på en facon som Berlinger-staben kunne tænke sig, fastholdes på deres mere eller mindre stiltiende fortidige accept af Stalin-tidens forbrydelser.
Mere præcist brokker Berlingerens desperadoer sig over den holdning Encyklopædien bevidst skal have lagt for dagen i behandlingen af kommunismens fascinerede danske drabanter. Dette er i og for sig hovedsigtet i kritikken. Modsvar: at alt ikke kan medtages i korte artikler, og at fortiden må betragtes med dennes kyndige iagttageres øjne i respekt for andre også til en vis grad moralske vilkår end nutidens, preller af på korstogsridderne i Pilestræde.
I sig selv er det temmelig tåbeligt at tage debatten op her. Dermed løber man Berlingerens ærinde og giver kunstigt åndedrag til en skrantende for ikke at sige selvdød sag. Det er derfor fint nok, at Informations og Politikens, m.fl.s redaktører ikke er så åndssvage som klummisten, men simpelthen til Ping-klubbens umådelige foragelse har ladet debatten ligge.
Men er man kværulant af fødsel og miljø, er det svært at lade være med blot at give ét lille kvæk igen.
Fordi? Fordi sagen ikke har så meget med danskeres tilslutning til kommunismen og stalinismen at gøre, som med visse metoder i sidstnævnte. Præcis metoder Berlinger-folkenes artikler anvender. Samt en insisterende ahistorisk tilgang til den repeterende forargelse, afleveret i et inkvisitorisk tonefald fuld af falsk patos.
Ét karakteristikum ved totalitær tankegang er kravet om historisk entydighed og deraf udledt retrospektiv syndsbevidsthed hos afvigere.
Et andet er, at såfremt man blot selv har set lyset og bekendt sine synder, så skal kraftlyneme andre også bekende deres, helst så det gør ondt, og man hører de høje skrig.
Et tredje er den hyppige omskrivning af motiver, som formuleres som de ædleste af alle: for debattens skyld, for sandhedens skyld, for fremtidens skyld, for fortidens skyld, for at blive klogere og for fanden og hans pumpestok.
Sidemotivet, eller også er det hovedmotivet dét er ikke godt at vide, når man har fulgt i hvertfald én af skribenternes vandel synes at være trangen til selvhævdelse og synlighed. Disse behov udtrykkes af folk, der af flere grunde ikke er særligt synlige.
Hvor Informations læsere kan være med et stykke af vejen, var da redaktør Bjarke Larsen var på visit her i spalterne og bl.a. demonstrerede sine evner til at læse indenad nogenlunde som Stalin læste Das Kapital.
I sidste uges Intermetzo stod der ikke, som Bj. Larsen tager som udgangspunkt, at Churchill bevarede sin beundring for Stalin, gu gjorde han ej, men derimod at Churchill i øjeblikkets historiske virkelighed hyldede Stalin som en stor og nobel personlighed, og i Jalta, så sent som i Jalta, forærede Den Store Skiderik et sværd (!) på det britiske folks vegne. Og skål og tillykke, min ven.
Dette blev i den udødelige klummetekst for en uge siden anvendt til at illustrere rimeligheden i ovenstående: så vidt muligt at tolke datiden på dennes præmisser. Som Encyklopædiens fagforfattere fortrinsvis har gjort også i deres biografier af danskere med kommunistisk baggrund.
Bjarke Larsen har svært ved at se pointen i sin egen kampagne, måske fordi ærindet er det ubevidst pikante foruden at sælge aviser at eksponere sig selv og fortælle sin egen lille historie. Ih. jo, jeg var skam også med på venstrefløjen i 80´erne omend ikke den dogmatiske. Var altså redaktør Larsen fra Berlingske Tidende, hvor de åbenbart samler på folk fra miljøet. Det skal ikke lægges Bj. Larsen til last, at han var på venstrefløjen, Vorherrebevars! Han har haft sine grunde, tiden var en anden, nu er han ligesom sin chef på Berlingeren, sådan er der så meget, og mange unge havde også dengang svært ved at finde sig selv. Som f. eks også en anden af de nidkære Berlinger-leverandører, Lars Hedegaard Jensen, der i sluthalvfjerdserne udgav Fundamental Historie, som er et trut i det marxistiske båthorn og ulidelig kedelig læsning. Men det skal være Hedegaard tilgivet, tiden var en anden, og ingen kom sikkert ret meget til, fordi han med sit firkantede historiesyn måske bidrog til at forlænge troen på den centralistiske socialisme-med-et- menneskeligt-ansigt hos en læser eller to.
Man kan selvfølgelig mene, at det var lidt sent at fastholde disse idéer, som på den tid ude i Europa var forkastet af eurokommunisterne, der skabte et udoktrinært og differentieret grundlag for tankerne om en senere europæisk union. Men hvad betød det for store ånder.
Eller man kan, som det før er sket på denne plads, undre sig over en Claes Kastholm Hansen hvis transformeringer selv i dansk presse, hvor tilpasningsdueligheden som regel er stor må siges at være bemærkelsesværdige. Men heller ikke denne neonationalistiske hædersmand skal høre ét knubbet ord for sine udskejelser i Ekstra Bladet, der ikke rigtigt var stedet for ham, som han modigt udtalte efter sin ufrivillige afgang. Undskyldninger behøver han heller ikke stikke. Der er ikke noget at undskylde. Tiden var en anden, osv., osv., og han finder såmænd nok også nye ståsteder, hvor tidsånden blæser i vinden. Kort sagt har vi med folk at gøre, der i skiftende intensitet har selvbekendelser behov og andres selvbekendelser på hjernen. Det kan være pudsigt, når disse langes over disken, som hos en Bj. Larsen, for undskyld hvad fanden rager det egentlig nogen, hvad B. Larsen rendte rundt og lavede i 80erne? Er dét vigtigt?
Og er han så blevet klogere? Det mener han jo han er, men den fundamentalistiske og selvgode trang til at få andre også afdøde på plads i sine egne skuffer og skabe tyder på, at den fundamentale tankegang, som var så typisk for venstrefløjens organiserede og ofte uselvstændige, men også ofte rare mennesker dengang, er intakt.
Hvad de har i kog i Berlingeren, er ikke som de hævder, den vigtigste debat i årtier eller nogensinde. Nul putte. Det er ikke en historiedebat, hvor kilder og ophavssituation analyseres anstændigt og for at blive klogere. Det er en selvsmagende, selvpromoverende, humørforladt pressekampagne af værste skuffe. Som Ekstra Bladet i Kastholm Hansens dage.
Pero, no passaran! som de gamle syndere sagde i Spanien.
Slut prut.
