Læsetid: 6 min.

Eliteuddannelser ville være et gode

Der finder i øjeblikket en ny fordeling af viden sted, og det er i sig selv hverken godt eller skidt, mener Carsten Madsen, lektor ved Nordisk i Århus. Men det er skidt, hvis resultatet er nivellering
8. februar 2001

Humaniora på skrump
»Universitetet, især Nordisk, er i de senere år blevet bedt om at optage stadig flere studenter samtidig med, at der ikke bliver flere stillinger. Konsekvensen er evident: Lærerne må undervise mere, og det går ud over kvaliteten af deres forskning,« siger Carsten Madsen
»Dette starter et internt lavineskred,« fortsætter han. »Bevillingerne afhænger af, hvor mange studerende, der køres gennem studieforløbet, den såkaldte taxameterordning. Når undervisnings-betingelserne forringes, så man ikke kan tage sig af den enkelte studerende, så må man tabe flere. Det er en Ouroboros: Slangen, der bider sig selv i halen.«
»Når man skal tage flere studerende, kan man kun gøre det ved at sænke kravene til optagelse. Derved kommer der nødvendigvis studerende ind, som ikke er bedst tjent med en universitetsuddannelse. Men parkering af folk som studerende er en let samfundsinvestering, studerende er billige samfundsindivider. For så vidt folk ikke er motiverede, medvirker det imidlertid til forringelsen af studierne.«
– Hvilken virkning har masseuniversitetet på undervisning og forskning?
»Sagen har mange aspekter: Undervisningen bliver i højere grad baseret på paratviden, der bliver mindre tid til eksperimenter.«
– Mener du så, at de studerende, der klager over, at alle laver de samme ting og skriver de samme opgaver, har ret i deres utilfredshed?
»Det vil jeg mene. Der opstår let en jargon, som fungerer fint på universitetet, men som ikke er synderlig relevant udenfor. De tendenser kan nemt blive styrket.«
»Men det er vanskeligt at sige, hvad der er godt, og hvad der er skidt. Der finder en ny fordeling af viden sted, og det er i sig selv hverken godt eller dårligt.«

Aktualiseres på ny
»Men jo hurtigere, man ændrer på videns-fordelingen, jo vanskeligere bliver det at få den til at fungere i forhold til samfundet. Jeg vil helst kun se skredet som en ny videns-fordeling, men jeg fornemmer, at tendensen i ændringerne går i retning af en nivellering. Det bliver standardblokke af viden, de studerende skal forholde sig til, og som de bliver bedt om at forholde sig til. Altså en kvalitativ forandring.
»Den anderledes fordeling af viden hænger sammen måden at tænke historiske forløb på. Eksempelvis Jean-Francois Lyotard gør sig til talsmand for en anderledes måde at tænke historie på. Ikke som et lineært forløb, snarere som et rum, hvor elementer aktualiseres på nye måder.«
»Postmodernismen er nok en mere krævende måde at tænke på end den lineære, som ligger dybt indpodet i os, og under de nuværende belastninger bliver der måske mindre overskud til at følge sådan en vision op. Tiltagene står i fare for at forhærde i retraditionalisering. Man vender tilbage til dyder og synspunkter, som har været knæsatte.«
– Eksempelvis?
»Eksempelvis accept af tidligere periodiseringer, kategoriseringer fra det 20. århundredes arvegods i stedet for nye, skæve synsvinkler.«
»Det kriterium, man må anlægge, er imidlertid, hvad universitetet skal. Der er ikke blevet ekspliciteret nye kriterier, og så må man jo gå ud fra, at man skal forsøge at leve op til de eksisterende. Men der har ikke været tale om nogen lettelse af presset på universiteterne, kun om en vis opbremsning i udsultningen.«
»Det ville ideelt være godt, hvis vi havde eliteuddannelser, fordi det er et generelt problem, at man ikke kan tage sig af de dygtige studerende. Vi er i forvejen dårlige, det vil sige ikke tilbøjelige, til at tage os ekstra af de utroligt mange intellektuelle ressourcer, der findes. Det er klart, at eliteuddannelser ville være møntet på dette potentiale.«

Fagets identitet
»Man måtte naturligvis etablere differentierede kriterier afhængigt af, hvor hovedopgaverne ligger. Man ville kunne uddanne dem, der skal ud i forskellige erhverv mere målrettet, mens eliten ville kunne styrke forskningen og dermed også sammenhængen mellem forskning og undervisning.«
»Det ville tvinge den enkelte lærer til at tænke sin forskning ind i en større sammenhæng og et større uddannelsesforløb, fordi de skulle undervise elitestuderende. Som det er nu, er forskning noget, man bedriver for sig selv, når man endelig har en dag, hvor man ikke har andre forpligtelser. Der er en tendens til at målrette sin undervisning efter egne tilskyndelser, og den bliver styrket, når der ikke er bevillinger til forskningsprogrammer.«
»Det er interessant, når forskningstraditionerne brager sammen. Tidligere gik de studerende til omstridte forelæsere. I Århus kunne de høre Johannes Sløk, K.E. Løgstrup, Jes Bertelsen, Jørgen Bukdahl og Hans-Jürgen Schanz. Man var med til at sammensætte sin egen uddannelse på tværs af institutionelle skel, noget jeg kunne ønske mig var muligt for de studerende i dag. Men det er der ikke mulighed for inden for et dansk studieforløb. Tværtimod er tendensen på nogle institutter, at de vender sig indad og lukker sig omkring det, de kalder ’fagets identitet’.«
»Men der er heller ikke tid til det. Og de studerende skal desuden skubbes ud i det. Måden at være studerende på er forandret. De studerende er lige så dygtige som altid, i hvert fald nogle af dem, men de er selv meget orienterede mod paratviden, klare svar, sandheder og absolutter. Man skal bruge energi på at lære dem at tænke. For der er jo ikke meget i denne verden, der består af absolutter. Der ligger en tendens til ’skolificering’ i studieplanerne, men de studerende bestyrker den også selv.«
– Burde universitetet ikke møde de studerende dér, hvor de er?
»Måske. Men dér hvor de er, sådan som de er blevet forberedt til universitetet, typisk i gymnasiet, dér ved de ikke så meget. Man kan have fornemmelsen af, at gymnasiet allerede har været med til at fremme karakterræset og deres søgen efter sikker viden.«

Dialogen presses
»Men universitetets krav er ikke nødvendigvis afstemt efter de studerendes hidtidige uddannelsesforløb.«
»Dertil kommer, at det er vigtigt at tænke langsigtet. Det, vi lærer de studerende nu, sætter sig igennem de næste 30-40 år. Men megen politik er pragmatisk og afgjort af her og nu behov. Den er meget kortsigtet.«
– Kunne man alligevel ikke tænke sig en højere grad af integration i studieforløbet af praktiske færdigheder og formidlingsfærdigheder?
»Jo, det ville være rimeligt. I Århus har vi i højere grad kørt med hold på ca. 20 og i tre-timers-moduler. Den undervisningsform er blevet meget hårdt ramt, så vi har været nødt til at lave stadig større hold – helt op til 40 studerende. Det vil sige, at dialogen er blevet presset tilbage, og vi bliver tvunget over i en forelæsningsform. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men de studerende står dårligt rustet til den. De ejer ikke diktatteknik.«
»Men man kunne godt i højere grad sætte ind over for dialogen mellem lærer og studerende.«
– De studerende klager over, at de ikke får brug for det, de lærer på universitetet?
»De får brug for de generelle kvalifikationer. Inden for litteratur giver det dem for eksempel selvtillid at opdage, at de generelle kvalifikationer er meget værd.«
– Men hvis hele samfundet ændrer sig, så må universitetet vel også ændre sig?
»Rigtigt. Vores universiteter ligger stadig i Humboldt-Kant-traditionen. De bygger stadig på Oplysningstidens grundidé, dens idealer i pædagogik og videnstilegnelse. Nogle er begyndt at spørge, om universitetets idé er tidssvarende. Det er en stor diskussion, som man kunne ønske taget fra politisk hold. Men den kræver grundige overvejelser, og politikere er vanemennesker, deres eneste nye krav er, at man skal uddanne flere med færre midler. Der er ingen kvalitativ diskussion i forhold til undervisningen.«
– Hvordan kunne man tænke sig universiteterne anderledes?
»Differentiering af elite og masse, som vi har talt om. Gøre det optimale for forskningstalenterne. Og det optimale for dem, der stræber mod formidling: gymnasielærere, de skulle have mere specifik undervisning.«
»Set fra mit hjørne er det først og fremmest de meget dygtige, der bliver ladt i stikken. «
– Men I ved ikke, hvordan de studerende tænker?
»Rigtigt. Men de ved heller ikke, hvad vi tænker. Det skal de lære, det vil sige, de skal have midlerne til at forstå det. For ligesom os skulle de helst ikke blive.«

Serie
Humanioras krise
Hvorfor klager alle? Hvad er problemerne? Kan de løses? Information har talt med en række universitetsstuderende og -lærere på humaniora. De første artikler i serien blev bragt 6. og 7. februar. Serien fortsætter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her