(2. sektion)
Interview
De er tre forskellige forfattere: Bent Vinn Nielsen skriver en nedtonet, mundret, præcis og realistisk prosa, Tomas Lagermand skriver vildt og aggressivt. Man kan sige, at han sviner til. De to herrer er blevet kaldt samfundsrevsere og kritikere.
Det har man ikke sagt om Christina Hesselholdt. Hun er til gengæld blevet rost for sin eksperimenterende, minimale prosa, hvor eksistentielle motiver kommer til syne ved skrifttematiserende manøvrer.
De tre forskellige forfattere repræsenterer hver sin generation: Nielsen er sidst i fyrrerne, Hesselholdt sidst i trediverne og Lagermand er 27. Men de er enige om, at ATTAC er nødvendigt. Først og fremmest fordi der er behov for kritik, og der er behov for modstand. Der skal være et alternativ til det bestående. Og de fremhæver alle tre, at der har været meget stille i alt for lang tid. Så jeg ringede til dem for at høre mere.
Altid kritisere
»Jeg har en dyb mistillid til det samfund, vi lever i. Jeg har hørt, at en særlig overvågningsmikrofon bliver aktiveret, hvis man siger ord som diktatur, politi eller terrorisme i telefonen. Ligegyldigt hvilken telefon.«
For lige at markere en provokation siger vi de forbudte ord i røret, inden Tomas Lagermand går videre:
»Jeg kritiserer altid. Jeg har svært ved at lave noget uden at kritisere. Det kommer af sig selv. Også fordi jeg mener, vi lever i et samfund, hvor vi bliver overvåget og registreret. Et samfund, som man i mange år ikke har kritiseret. Jeg er 27 og har ofte undret mig over, hvor mange i generationen før mig, der aldrig har tænkt en kritisk tanke. Det er en generation, der har gået og sagt: Måske, måske og så måske, mens de har opbygget materiel velstand. Derfor er ATTAC så utroligt vigtig: Nu er der et sted, hvor folk har mulighed for at komme ud og sparke til de store ting, som ellers er blevet urørlige: hele globaliseringen og det ulækre privatforbrug. Og man kan komme til at kritisere i fællesskab, så man ikke står alene på scenen altid. Jeg får trusselsbreve for de ting, jeg skriver. ATTAC kan måske skabe et bedre debatklima. «
Du antyder, at ATTAC kan være med til at sætte en anden dagsorden?
»Det håber jeg. For mens vores såkaldte velfærdssamfund går under, er vores aviser fulde af Big Brother og Robinson. Og så kommer der noget Carsten Jensen over de intellektuelle: Man skal hele tiden retfærdiggøre, at man gider beskæftige sig med Big Brother, og undskylde på de mest åndssvage måder. For man ved godt, det er lidt flovt. Men ATTAC giver mulighed for at prikke politikerne på deres æggeskaller og sige hør lige her: Hvad er det for noget lort, det her det er ved at blive?«
Man kan jo også nu se en vis effekt: Både den danske og den svenske statsminister har talt om Tobin-skatten. Hvordan vurderer du ATTAC som kritisk instrument?
»Det er vigtigt, at der nu er flere, der kan lave aktioner uden konfrontationer mellem de der gamle fraktioner som f.eks. Rebel over for DSU. Jeg hørte om et ATTAC-møde på Nørrebro den anden dag, hvor der kom en masse, forskellige unge mennesker, som var blevet vækket fra den dvale og apati, de har gået i. Men det er også på tide, for jorden går sgu under, hvis der ikke bliver gjort noget. Tror du ikke? Jeg mener: Hvor længe kan den holde til det her overforbrug?«
Vi voksne
Bent Vinn Nielsen taler roligere end Tomas Lagermand. Det lyder ikke, som om han mener, jorden går under:
»ATTAC er ganske glimrende. Os, der har været voksne i mange år, har jo gået og ventet på, at de unge lod være med at gøre, som de voksne ville have. Man har savnet, at de ville brokke sig, og det er præcis det, der er utroligt oplivende ved ATTAC: Endelig er der nogle, der brokker sig over tingene. Og jeg synes, det er fint, der bliver arrangeret et stormøde, hvor den kritiske ventrefløj blandt de unge bliver mobiliseret. Der er behov for den modstand. «
Skal du selv til stormøde den 24. februar?
»Nej, det skal jeg ikke. Jeg ved ikke så meget om det, men det ligner et problem for ATTAC, at der er for meget voksenstyring. Så vidt jeg har forstået, er det opstået omkring nogle nytænkende mennesker i Frankrig, som ikke tilhørte nogen bestemt generation. Men det er en fare, at ATTAC allerede nu er blevet lidt for pænt, og der er lidt for mange rigtige meninger.«
Hvordan ser du det konkret?
»Det virker en lille smule ført eller lidt instrueret. I 60erne var der selvfølgelig også en masse voksne, der hægtede sig på, men da var det allerede i gang. Og så blev de voksne bare medløbere. ATTAC-folkene virker på mig, som om de allerede handler, sådan som man burde. På den måde minder de lidt om en type, man kender: den velmenende og progressive leder af et fritidshjem.«
Men det er vel nærmest en succeserklæring for ATTAC, når du som selvbestaltet voksen er utilfreds med stilen. Det er vel, fordi du bruger din egen generation som målestok?
» Joda. Det er, fordi jeg er et gammelt, surt røvhul. «
En politisk indsats
Som den eneste af de tre, jeg talte med, har Christina Hesselholdt tilmeldt sig stormødet den 24. februar:
»Det var i lang tid sådan, at de fleste gik og følte, det var umuligt at gennemskue de politiske magtstrukturer. At de politiske og administrative sammenhænge var blevet for komplekse. Det var en form for postmodernistisk resignation, som florerede i mange år. Folk gik og sukkede. Men ATTAC viser, at der også var et element af dovenskab i den forestilling. Det er lidt som et slør, der bliver revet fra folks øjne: Nu indser mange, at man faktisk kan gøre modstand mod de store transnationale selskaber og mod udviklingen.«
»Jeg tror, mange gerne har villet gøre en politisk indsats. Sådan har jeg i hvert fald selv haft det. Men jeg har ikke haft tillid til det politiske system og de politiske partier, så jeg har ikke løftet en finger. Ud over at jeg har haft barn i Afrika, som jeg sendte penge til hver måned, og det hjælper jo ikke særlig meget. «
Hvordan ser du forskellen mellem ATTAC og det etablerede politiske system?
»Selvfølgelig er det vanskeligt at sige alt for meget om ATTAC på nuværende tidspunkt. Vi bliver klogere efter stormødet. Men for mig at se har de etablerede politikere mistet troværdighed. Der er noget reelt i snakken om politikerlede. Svenskeren Bim Clinell har skrevet en bog, der hedder Attac græsrøddernes revolte mod markedet. Den udkommer i næste uge på dansk. I bogen afslører hun, hvordan politikerne vidste chokerende lidt om MAI-traktaten, som var et forsøg fra OECD på at gennemføre drastiske nedskæringer i de offentlige sektorer i alle OECD-landene. Det er derfor også centralt for ATTACs troværdighed, at organisationen nægter at stå til rådighed for politiske partier som reklamespots i kampen om vælgere. ATTAC skal holde sig uden for den politiske inerti, hvor alting drejer sig om at få eller fastholde magten.«
Hvor ser du behovet for et politisk alternativ i den aktuelle virkelighed?
»Man ser jo en himmelråbende uretfærdighed i det samfund, som vi har indrettet. Der er stadig enorme kløfter mellem rig og fattig. Gennem ATTAC kan man måske nå til en erkendelse af, at vi har nogle af de samme problemer over hele verden. Og det tiltaler mig ved ATTAC, at der kommer en vilje til kamp. Der er nogle værdier, som man vil kæmpe for.«
ATTAC startede jo egentlig som en reaktion på MAI-traktaten og dermed på OECD. OECDs rene liberalisme synes at have bidraget til at sætte velfærdsstaten under pres. Kan ATTAC medvirke til at redde velfærdsstaten?
»Man bliver forhåbentligt bedre til at kæmpe for velfærdssamfundet nu. Og man kan jo tage et helt konkret eksempel. ATTAC sigter mod at forhindre de store pensionsselskaber i at søge økonomisk profit ved at investere sine værdier på det fri marked. Altså at holde pensioner uden for spillet om økonomisk gevinst. Det er noget af det, man kan og skal sætte ind overfor.«
