Læsetid: 6 min.

Estland klamrer sig til Vesten

Esterne er meget usikre på, hvad Rusland og Putin vil, og de rykker stadig tættere på den vestlige alliance
12. februar 2001

TALLINN – »Russerne ligner os, men de er ikke som os. Forudsigeligheden er der altid. Vi kan håbe, at Putin er pragmatisk. Men vi kan ikke vide det.«
Det siger Harri Tiido, og han ved, hvad han taler om. Han har 20 år bag sig som politisk kommentator og er i dag viceudenrigsminister i det nye, frie Estland, der ligger meget udsat som en lille klat ved Den Finske Bugt og med Rusland som den tunge - og mystiske – skygge mod øst.
Esterne, også Harri Tiido, taler meget gerne om Estlands kommende medlemskab af EU og, forhåbentlig, også NATO. Det falder dem helt naturligt at opfatte sig som boende i et land, der hører til Norden og dermed er orienteret vestover. Og nogen aktuel trussel mod selvstændigheden er der ikke fra Rusland.

Storebror Rusland
Afgørende, for om Estland lukkes helt ind i NATO-varmen, er, hvad der sker i og omkring Rusland.
I Rusland, fordi stormagtsdrømme på ny kan sætte dagsordenen, demokratiet kan blive fejet til side, eller kæmpe-staten kan falde fra hinanden i kaos.
Og omkring Rusland fordi NATO-landene, specielt Tyskland, hele tiden vil vurdere, hvor meget man taber i et godt forhold til Kreml ved at sige ok til Estland i NATO.
Det er officiel dansk politik, at de baltiske lande hurtigst muligt skal med i NATO (og EU). Og Danmark hjælper årligt Estland med militært udstyr og uddannelse for 30 millioner kroner.
I slutningen af november modtog esterne med stor begejstring den danske flådes tidligere fiskeriinspektionsskib Beskytteren, der nu, som Admiral Pitka og med en enkelt, håndstyret 76 mm kanon ombord, suverænt indtager pladsen som det største marinefartøj i det nye Baltikum. Og siden i fjor har Tartu været hjemsted for det dansk ledede Baltic Defense College, hvor den fremtidige elite i Estlands, Letlands og Litauens officerskorps kommer på intensiv uddannelse gennem et år.

NATO-standarder
Forsvaret i Estland indrettes konsekvent, så det arbejder med NATO-standarder. Det kommunikerer på engelsk udadtil og arbejder sammen med NATO og neutrale lande i øvelser, FN-operationer og i overvågning af luft og hav.
Havne og flybaser gøres parat til at tage imod forstærkning fra NATO. Og soldaterne kører rundt i danske køretøjer og på svenske militærcykler og skyder med finske kanoner og amerikanske geværer.
På samme tid afsætter Estland en stadig større del af sit beskedne nationalbudget til forsvaret, så man kommer op på to procent af bruttonationalproduktet i 2002. Men endnu er hverken flåden eller luftvåbnet nået over en halv snes enheder, og hæren er på under 5.000 infanterister. Kampfly har man ikke, og den eneste kampvogn er en sovjetisk T-34, der for nylig blev fundet i et sumpområde, hvor den åbenbart var sunket ned under Anden Verdenskrig. Men den skal estere nok få til at køre – på museum.
Harri Tiido håber, at Vladimir Putin, Ruslands præsident, er pragmatiker og handler rationelt. For så vil han kunne indse, at det ikke er i Ruslands interesse at have sikkerhedspolitiske gråzoner som Baltikum liggende mellem sig og det Vesteuropa, man arbejder stadig mere sammen med. Men sikker er han ikke.
»Hvis man ser på historien, har Rusland altid, når det er blevet stærkt, villet udvide sit magtområde. Om det vil ske igen, ved ingen,« siger han.
Steen Hartov, den danske militærattaché i Tallinn, mener, at Estland vil være NATO-klar omkring 2005. Så vil man have forsvarsmæssige, økonomiske og demokratiske forudsætninger på linje med de centraleuropæiske lande, Polen, Tjekkiet og Ungarn, der kom ind i NATO 1999.
»Det er en langt mere politisk beslutning endfor vort medlemskab af EU,« vurderer Harri Tiido.
»Vi gør vort hjemmearbejde. Selv de fleste unge russere her i landet går ind for, at vi kommer med i NATO. Den seneste NATO-årsrapport om Estland giver os gode karakterer. Men lige nu venter alle på den nye amerikanske administration. Derefter vil de vesteuropæiske medlemmer af NATO spille ud.«

Baltiske musketerer
Tiido siger, at alle de central- og østeuropæiske ansøgerlandene til NATO (Vilnius-gruppen) vil holde sammen. For det skulle nødigt ende som en skønhedskonkurrence. Og det vil være bedst at få alle tre baltiske lande ind på én gang, fordi bøvlet med Rusland så er overstået, og Rusland ikke kan lægge ekstra pres på det eller de lande, der ikke blev accepteret.
Men hvis kun ét land får chancen i første runde, og det bliver Estland, synes han på den anden side, at det er bedre at sige ja tak, end at ingen lukkes ind.
NATO, ikke mindst USA, presser på, for at de baltiske lande, på musketérvis, arbejder sammen militært. Og det sker allerede i en fælles minestryger-flåde, BALTRON, som Admiral Pitka bliver kommandoskib for, i luftovervågningen, i udsendelsen af soldater til Bosnien – i øvrigt under den danske bataljon – og i fællesskabet om officer-akademiet i Estland.
»Det er helt naturligt for os, at så små lande samler deres ressourcer,« siger Tiido.
»Vi estere er nok de mest nordiske, letterne de mest baltiske, litauerne de mest centraleuropæiske af os. Men vi forstår alle, at det er vigtigt, vi står sammen.«
Estland siger konsekvent, at man ikke kan se nogen aktuel militær trussel fra Rusland, og at Rusland også må være interesseret i et stabilt naboområde.
»Men spørgsmålet er, om den russiske imperietænkning vil overleve,« mener Harri Tiido.
»Dette er et land, som russiske soldater har erobret. Mange russere har svært ved at acceptere, at Estland og Baltikum er tabt for evigt. Andre vil måske gerne beholde det som en del af en neutral buffer. Så længe vi ikke er forankret i NATO, udgør vi en fristelse for nogle kredse i Rusland. Vi skal derfor hurtigst muligt ud af gråzonen.«
I Estland er man klar over, at NATO’s eventuelle sikkerhedsgaranti kan være af tvivlsom værdi over for en isoleret russisk angreb. Også derfor opbygger man landets eget forsvar, så et angreb bliver så dyrt og kostbart som muligt. Og Estland kan faktisk, til en vis grænse, forsvares, fordi det har geografien med sig: Over halvdelen er landet er dækket af skov, og der er meget store fugtige områder og veje, som det er nemt at gøre ubrugelige. Alt det lægger op til guerillakrig, hvor forsvaret har gode chancer.

Tyskland afgørende
For dr. Andres Kasekamp, direktør for det nystiftede Estonian Foreign Policy Institute, hænger Estlands EU- og NATO-ambitioner tæt sammen. Den Europæiske Union giver en vis, blød sikkerhed. Estisk medlemsskab her vil gøre det klart, at landet orienterer sig vestpå, og Rusland vil have sværere ved at modsætte sig medlemskabet af NATO. Estland vil samtidig få en stemme i EU over for aftaler, som Rusland økonomisk er interesseret i. Men Tysklands stilling vil være meget afgørende mener Kasekamp og siger:
»På den ene side er Tyskland en vigtig advokat for vort medlemskab af NATO. Og vi er meget glade for, at kansler Gerhard Schröder i år har besøgt Estland – det gjorde Helmut Kohl aldrig. På den anden side har tyskerne meget store interesser i det enorme russiske marked, og de interesser vil man nødigt lægge gift for.«
Fra russisk side oplever han færre trusler, men stadig en del krigerisk retorik, der mest bruges for at gøre russerne i Estland og nationalisterne hjemme glade.
»Putin er ekstremt pragmatisk og mere rationel end Jeltsin. Det er beroligende for os,« siger Andres Kasekamp.

*Dette er den første artikel i en serie fra Estland

*Karl Jack er freelancejournalist

FAKTA
Vestlig hjælp
Estland, med knap 1,5 million indbyggere, har i dag 4.700 soldater i hæren, 350 aktive i flåden og 130 i flyvevåbnet. Landet råder endnu ikke over kampfly eller antiluftskyts.
Den officielle estiske linje er, at Estland ikke i dag trues af Rusland – eller nogen anden. På den anden side bygger man på den forudsætning, at et totalforsvar også mod russerne, er muligt, fordi landet er tæt dækket med skov og har store vådområder, som gør en invasion østfra vanskelig.
Medlemskab af EU vil øge landets »bløde sikkerhed,« men den »hårde sikkerhed« opnås kun gennem medlemskab af NATO, mener regeringen i Tallinn.
Fra Danmark har Estland fået bl. a. to mindre flådefartøjer, militære lastbiler, undervisningsmateriel, FN-træning, uniformer og radarudstyr.
Alle nordiske lande er med til at støtte Baltic Defense College, officersskolen i Tartu.
Estland modtager også militær hjælp fra Tyskland, Schweiz, England og USA.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her