Læsetid 3.22 min.

Eventyrlysten, folkens?

formation var ude og holde mikrofonen for springbønnen med hatten og hornbrillerne – alias T.S. Høeg
21. februar 2001

In

Showmanship
Anne-Marie Helger og Jesper Klein havde engang et show i fjernsynet, hvor T.S. Høeg fik lov at give 20-30 sekunder på saxofonen, før man af hensyn til seernes sindshelbred var nødt til at afbryde manden, eftersom han rullede sig ud i al sin rovfugleagtige vælde: Amokomanisk og beserkoid fri ’jazz’.
Men selv 20 korte sekunder af den slags gør indtryk, især på unge sjæle som undertegnedes, som genkendte manden med hatten og hornbrillerne fra en koncert med Cockpit Music.
Men tidspunktet, hvor jeg endegyldigt blev fan af T.S. Høeg, var ved et højskoleforedrag, hvor han tampede på et præpareret klaver og tyrede singleplader op i loftet, så de splintredes ud over publikum, der ganske sigende blev bekymrede for deres legemssikkerhed.
Dengang kom han ind af døren råbende remsen ’Kimen kalder kommer’, selvakkompagneret på johannesbrød.
Det er blandt andet denne råberemse, som nu er udkommet på den voldroste cd Det talte ord og raske råberemser, og i den anledning var jeg ude og stikke en mikrofon op i snotten på den gamle helt.

Showmanship
– Hvad skal til for at levere et godt show?
»Hvis folk sidder og venter, så er jeg der ikke. Jeg kommer altid ind et andet sted fra. Det første minut er helt afgørende.«
– Andre regler for good showmanship?
»Forberedelse, selvfølgelig. Man skal øve sig. Tilstedeværelse og overskud er også vigtigt. Og masser af energi, og inden i energien skal der være en timing. Desuden skal man have en symfonisk fornemmelse for hele
showet. Det er, som når man laver en set-liste til en koncert, hvor man sørger for, at der er en kurve af opadgående og nedadtrækkende energier. Man bygger en dynamik op.«
– Så et rigtigt journalist-spørgsmål: Ville det være forkert at kalde råberemsen ’Erigeret langemand’ for et punk-manifest?
»Nej, sådan set ikke. Normalt hedder det, at man ikke må bryde ting ned. Det siges, at man ikke må lave om på musikken, før man kender al musikken; man skal vide, hvad man bryder ned. Dér har jeg altid tænkt: Man når jo aldrig frem til at bryde ned, hvis man først skal lære det hele.«
»Jeg mener, at det skal nedbrydes, samtidig med at man tillærer sig en viden. Det, som den tekst manifesterer, er, at der ikke er tid til at vente på nogen. I de tidlige 80’ere gjaldt det om at gøre det selv, simpelthen. Man lavede selv sine job, satte selv sig selv i scene og havde ikke tid til at vente på at bogforlag og pladeselskaber skulle fatte, hvad der foregik.«
– Tænkte du dig selv som punker på det tidspunkt?
»Mange af os mente, at man skulle være punket i hovedet og ikke i klædedragten, som hurtigt blev en uniformering. Men punkens grundtanke, ideen om at tage de forhåndenværende midler og gøre det selv og uden frygt, den holder.«
– Er Danmark et lille land?
»Ja, ’lille, fladt og sendrægtigt’, som nationalsangen på cd’en siger (Hertillands er snart dertilvands, red.). Vi er et velfærdsland, og det betyder, at vi er enormt mange om biddet. Der er mange kunstnere og småt med pladsen. Men der er megen leflen for mainstream. Man ligger i slipstrømmen af det store udland, især USA. Det er sjældent, at nogen herhjemme tager den helt store tête.«
– Du takker en række kolleger på cd’en, fra Burroughs til Øverste Kirurgiske?
»Ja, der er en slags familiefølelse. Jeg er opdraget af en ældre saxofonist og er dermed forpligtet til at give det videre til en yngre. Jeg forestiller mig, at Albert Dam er min bedstefar, og så går linjen gennem Arena-folkene til Laugesen, Turèll og min generation og videre til en
15-årig gut, der spiller i et punkband, der hedder Hul, som gav mig sin fotokopierede samling opråbsdigte. Der kører en slags familie.«
»Jeg kan lide den hybride måde at opfatte tingene på. Musikalsk har jeg slet ingen genreopdelinger.«
– Hybriderne er jo blevet moderne, kan man se i de landsdækkende dagblade. Alting skal jo være poly-altmuligt nutildags?
»Ja, tingene indhenter en. Jeg har altid sigtet på at være genreløs. Det gør det måske også vanskeligt at bryde afgørende igennem. Jeg laver for mange ting i for forskellige genrer, så folk kan ikke regne med, at et produkt er en opfølger til et tidligere produkt.«

Hjerterytmen
– Hvad er rytme egentlig for en størrelse?
»I den vestlige verden går man efter hjerteslaget. Enten er det valsetakt eller også er det benhårde firefjerdedele. Men der findes jo et utal af rytmiske variationer. Polyrytmik kan i øvrigt også overføres til det rent sproglige. Der findes afrikanske kulturer, som spiller uden om rytmen. Alle musikerne har et beat, som ingen markerer, og sådan kan man ende med at høre, hvad der ikke kan høres. Det er blevet sagt, at hvor andre kulturer har rytmen inden i kroppen et eller andet sted, så har vi i den vestlige verden en stilhed. Derfor er vi nødt til at opfinde en rytme og tager således den nærmeste, hjertets. Vi er noget tunge, rytmisk set. Niels Viggo Bentzon sagde engang: ’Når hele ramasjanget kører, så gør det ikke noget, at man mister et par toner her og der, men hvis rytmen ikke er god, så bliver jeg ked af det’. Fedt sagt.«
– Du arbejder meget?
»Det er lidt imod min natur at slappe af. De eneste måder er med venner på værtshus eller på rejse. Så går jeg og lader op til mere arbejde.«
– Men når du står ved baren, kører det så i knolden på dig: ’Så skal der være en dim-akkord der og så...’?
»Ja, konsekvent. Faktisk også i drømme. Hvis det er helt hysterisk, så kan jeg tvinge mig selv til en slags resultat. Jeg venter og tvinger, så kommer det.«
– Schönberg sagde, at tolvtonemusikken ville være populærmusik om 100 år ...
»Ja, men han tog jo grumme fejl. Jeg syntes sgu også at publikum kunne tage og oppe sig. Nu har vi haft 100 år til at lære den nye kompositionsmusik at kende, 100 år til at læse hård litteratur som Joyce eller Gertrude Stein, men stadigvæk er publikum ikke med. De har haft alle muligheder for at være eventyrlystne, men hvad gør man: Interesserer sig ikke for en skid. Med al den tid, man
har haft, synes jeg, at det er vildt tyndt af folk, at min musik stadigvæk skal lyde som en nyhed. Det er sgu for sløvt.«

KIMEN KALDER KOMMER
Kimen kalder kommer
job tid åger aften krop
bluff bord bøf tv skærm

atter trappe mørk stiv
morgen gade ånde trin
endelig fri og væk i

lys ferie flaske nat
kæbe væg daner snork
fiks og færdig op i

seng søvn slå mur så igen
charter strand sol brændt
disco danse evig måne

men kimen kalder kommer
hjemad hjem blomst tomt
øje blind mund luk

atter job tid åger
fyr krop knyt avis
klø med hud og hår

drøm sød himmel fart
fest farver flora fuser
kimen kalder kommer

for for for
fra fra fra

T.S. Høeg

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu