Læsetid: 4 min.

Fællesskabet, den nye paradisdrøm

Den polske sociolog Zygmunt Bauman tager fællesskabet under kærlig behandling i ny bog, men visse steder drager han for hurtige slutninger
19. februar 2001

Mandagsbogen
Ordet ’fællesskab’ føles godt. Uanset hvad ordet fællesskab betyder, så er det godt at have et fællesskab, at være i et fællesskab. Hvis en person har en dårlig opførsel, så forklares det ofte med, at ’han er kommet i dårligt selskab’. Hvis en anden er ulykkelig, lider en del og konstant bliver nægtet et værdigt liv, så er vi hurtige til at rette anklagen mod samfundet. Selskab eller samfund kan være dårlig, men det kan fællesskab ikke. Fælleskabet, føler vi, er altid noget godt.
Sådan skriver den kendte polske sociologiprofessor Zygmunt Bauman i ouverturen til sin nye bog Community. Seeking Safety in an Insecure World – fællesskab, at søge sikkerhed/tryghed i en usikker verden. Ordene kan tillægges mange betydninger, men Bauman er ikke nostalgiker og længes ikke tilbage til en paradisisk tryghed i fællesskabets favn.
Vi er som Adam og Eva drevet ud af Eden. Der er ingen vej til bag. Uskylden er gået tabt. Bauman vil til enhver tid benægte eksistensen af en naturtilstand, en essens eller en lukket og rodfæstet identitet, for de er konstant til genforhandling, reformulering og kritisk modsigelse. Noget, der hele tiden må genopfindes, for at sige det Benedict Andersons og Eric Hobsbawms berømte bøger om nationalismen.
Fortsættelsen i Baumans ouverture er i sig selv en modsigelse af den udbredte følelse af ’det gode fællesskab’. Der er en pris at betale for privilegiet af ’at tilhøre et fællesskab’, fastslår han, og »prisen betales i den frihedsvaluta, der kaldes ’autonomi’, ’ret til selvhævdelse’, ’retten til at være dig selv’.«
»Vi kan ikke være menneskelige uden både sikkerhed og frihed; men vi kan ikke have begge på samme tid.«

Rullende kontrakt
Bauman taler om fællesskabet og samfundet som ’en rullende kontrakt’, der periodisk må fornyes og genforhandles. Han tager afstand fra sociologen Ferninand Tönnies, der forstår ’Gemeinschaft’, som noget, der ordløst, intuitivt og naturligt binder dets medlemmer sammen, som var det en kendsgerning.
Selv om mange i dag går rundt og drømmer om fællesskabet – som aldrig før taler om ’identiteten’ – så mener Bauman, at fællesskabet er under opløsning. Det har altid været ’skrøbeligt og sårbart’.
Men »folk, der drømmer om fællesskabet i håb om at finde en langsigtet tryghed, som de savner så stærkt i deres daglige gøremål, eller som ønsker at løsrive sig fra den trættende byrde at skulle tage nye og altid risikable valg, vil blive stærkt skuffet.«
Det reelt eksisterende fællesskab er ikke en ’varm cirkel’ for idealister, men snarere »et belejret fort, der konstant er under beskydning udefra af ofte usynlige fjender, mens det gang på gang rives i stykker indefra af
uenigheder.«
Bauman har mange præcise iagttagelser af, hvordan de succesfulde symbolanalytikere (import fra Robert
Reich) river sig fri (af alt andet end deres e-mail-adresser!) og bliver globale nomader. De er ’multikulturalister’ og hylder den nye herskende ideologi om, at ideologierne er døde, og de er mere optaget af ’forførelsen’ end af at ’besidde’. Som Don Juan.
Med inspiration fra den tjekkiske forfatter Ivan Klima skriver Bauman om, hvordan den bredere befolkning i et stadig mere individualiseret samfund fremmaner en følelse af sikkerhed og samhørighed i æstetiske idolbaserede ’fællesskaber’ – dvs. i reglen ved at glo på celebriteter på tv-skærmen. Han taler – med inspiration fra Pierre Bourdieu – om, at den sociale integration sker via fristelse og forførelse. Overfloden – og begæret efter den – er blevet normen i et ellers normløst samfund.

Har haft for travlt
Mens vi underholdes, sker der, som Bauman ganske rigtig påpeger, »en spektakulær vækst i velstands- og indkomstforskelle, der er helt uden fortilfælde i den moderne æra.«
Der er en del genbrug i denne bog fra Baumans bog om globaliseringen og de menneskelige konsekvenser fra 1998. Og citater af sociologerne Ulrich Beck, Richard Sennett og Pierre Bourdieu repeteres igen. Til tider giver det indtryk af, at Bauman har haft for travlt med at få denne nye bog på gaden. Det er, som om stoffet ikke er arbejdet ordentligt igennem. Visse steder er den for overfladisk, som når han skriver, at ’deregulering’ er byens samtaleemne og det strategiske princip, der lovprises og aktivt anvendes af enhver, der er ved magten.« I stedet for at undersøge virkeligheden, så springer han let videre til et dækcitat af Bourdieu. Nemlig at den permanente tilstand af precarité – usikkerhed om ens sociale placering, usikkerhed om fremtiden og overvældende følelse af ikke at have greb om nutiden – gør folk ude af stand til at lægge planer for fremtiden.
Det er ikke usandt. Også sociologen Richard Sennett har vist, hvordan usikkerhedsfølelsen er permanent på det nye fleksible arbejdsmarked med fyr-og-hyr, individualisering og skarp konkurrence i en stadig mere globaliseret økonomi.
Men problemet er, at Bauman aldrig dokumenterer, at der dereguleres så meget, som han postulerer. Deregulering som princip var meget mere udbredt i 80’ernes thatcherisme. I 90’erne har der i lige så høj grad været re-reguleringer, også i internationale sammenhænge som EU og WTO. Og undersøger man skattetrykket, ser man på antallet af love, som de europæiske nationalstater har produceret, og registrerer man antallet af politifolk, overvågningskameraer og antallet af nye reguleringer i ko- og galskabsbranchen, så vil Baumans påstand ikke holde vand.
Nyliberalismen og dens dereguleringsideologi er – for nu at skære det ud i pap – stærkere i de venstreintellektuelles ideologiske bevidsthed, end den er i virkeligheden. At finanskapitalen er dereguleret, og visse offentlige monopoler er kastet ud i markedskonkurrence, er sandt, men der er stadig mange stærke offentlige institutioner og reguleringer i de europæiske samfund. Den tvetydighed og kompleksitet har Bauman desværre ikke helt blik for.

Sammenhold
*Zygmunt Bauman: »Community: Seeking Safety in an Insecure World«. Polity Press, 2001. 159 sider.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her