Læsetid: 4 min.

Farlige cocktails

Horisont slog alt andet tv af banen
23. februar 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
I den lille landsby Ørslev nord for Slagelse boede engang en præst, der af sin kone Nina blev opfattet som jordens kærligste ægtemand, af sine mange børn som deres elskede, milde og omsorgsfulde fader, og af sine venner som deres mest trofaste, hjælpsomme og gæstfrie ven, charmerende og sjov på det private plan.
Den samme mand var frygtet af bævende menigheder i det ganske land, hvor han tordnede mod syndige sjæle og fortabte guds lam. En dobbelt personlighed a la dr. Jekyll og mr. Hyde, en nøgle- og magtperson i den danske Indremission i sidste halvdel af det 19. århundrede, denne pastor Vilhelm Beck (1829-1901), som forfatteren Egon Clausen har foreviget i en ny biografi. Bogen er opkaldt efter Jeppe Aakjærs øgenavn til samme Beck, nemlig Guds knaldepisk, og om den talte forfatteren med Jesper Beinov i Bogladen på dk4 torsdag, fulgt af fjorten genudsendelser i de næste uger (mere på www.dk4-tv.dk).
»Man er naiv, hvis man tror, at kirkelige ledere ikke er grebet af begær efter magt og opfører sig intrigante og hensynsløse for at opnå den«, sagde Egon Clausen og forklarede om Vilhelm Beck, at han afskyede tanken om demokrati og drømte om at vende tilbage til den enevælde, hvorunder han var født.
»Da Gud sendte sin søn for at frelse menneskene, sendte han en enevældskonge, ikke et parlament!« skal Beck have udtalt, ikke uden humor. Selv stræbte han med alle midler efter at få magt også i den danske Ydremission og i den københavnske missionskreds. Og havde det stået til ham selv, havde denne demagog fået magten over hele Danmark, mente Clausen, der hos de gamle indremissionærer finder lighedspunkter med de politiske ledere i det gamle DDR.

God samtale
Det var en god samtale, og uden at det blev sagt direkte med de ord, erindrede den os om, at religion, politik og magtbegær er en farlig cocktail, der nemt fører til fundamentalisme, den isme, hvor målet helliger midlet.
Skifter man religion ud med nationalisme, får man samme resultat, og det er netop en sådan cocktail, der for nylig har beruset de unge ledere af Dansk Folkepartis juniorer og fået dem til at tro, at man – når blot man påstår, at det er til nationens bedste – kan udtrykke sig som man vil i skrift og tale. Da den gamle demokrat fra centrum Arne Melchior, der har gode personlige grunde til en vis etnisk fingerspitzgefühl, rykkede ud med en politianmeldelse, stillede seniorer fra det piatistiske parti op til forsvar for det multietniske skrækscenarium, de unge havde udpenslet i deres annonce.
Men hvem fra det samlede Folketing vovede at stille op til blot en smule sympatiopbakning af den fortørnede Melchior? Ingen! I hvert fald ikke før min deadline. Andre partiers ungdomsafdelinger har ytret deres mishag. Men de etablerede politikere skal ikke have fingrene i indvandrermaskinen. Ikke så længe der hænger et folketingsvalg i luften.

Kloge ord
I Tv-avisen havde man et ganske kort indslag med en ung andengenerationsindvandrer, der med kloge ord forklarede, at annoncer som den, de unge højrefolk har fremstillet, kun skaber splid og had i et fremtidigt samfund, der ved lidt god vilje ellers godt kunne komme til at fungere. Det var meget kort, jeg fangede ikke hans navn, og hverken indslaget eller den unge mand figurerer i DR-onlines oversigt over den pågældende dags tv-avis.
Til gengæld inviterede man formanden for de unge danske folkepartister, Kenneth Nielsen, til at være gæst i Profilen med al den opmærksomhed, det nu indebærer. Det kunne godt vække min bekymring, indtil jeg blev mindet om, hvor god en studievært, Naja Nielsen er. Med let hånd fik hun den lille demagog i svøb til at udlevere sig selv, sine snævre ideer og sit flossede moderparti.
Horisonts redaktion skriver i sin online-lancering af sig selv, at man »arbejder på at give seerne oplevelser og overraskelser i sine reportager«. I forhold til denne uges Horisont kunne man måske kalde denne introduktion for noget af et understatement, eller måske bedre for lidt af en malplacering. For det må sikkert have været redaktionens grummeste udsendelse nogen sinde, denne »Wonderland Club« om nogle mennesker (eller hvad det nu var), der kaldte sig »eliten blandt verdens pædofile«.
Adgangsgebyret for at blive medlem af dette eksklusive internetselskab var at præstere 10.000 nye børnepornografiske billeder. Da politiet ved et imponerende internationalt samarbejde slog til mod klubberne i 12 lande, fandt man i medlemmernes computere 750.000 billeder og 1.800 videoer med seksuelt mishandlede børn helt ned til babystadiet.

Ingen ord
De betjente, der havde været med i optrevlingen af banden, kunne – eller ville – ikke finde ord for, hvad de havde set. For os, der bare har været tilskuere, er det også umuligt at finde ord for, hvad man skal mene om dette. Eller måske har vi det som betjentene, der ikke ville finde ord for noget, der i al sin kompliserede nederdrægtighed er så uoverskueligt ubehageligt at skulle mene noget om. Det virker ude af proportioner at tale om noget så enkelt som forargelse. Men det er også på grænsen til det banale bare at slå fast, at de mennesker må være grænseoverskridende afstumpede.
Det var ikke nogen speciel kreativ præstation af Horisont, al den stund programmet var produceret i udlandet. Men det var prisværdigt at bringe det. Prisen var bare, at stort set alt andet tv-stof, nyheder, andre dokumentarudsendelser, film og ikke mindst underholdning på samtlige kanaler forekom småt og ligegyldigt resten af ugen. Så: undskyld, alle mine favoritter.
Skal sandheden for en dag, så så jeg udsendelsen om Indremission og Vilhelm Beck på en video, dagen før jeg så Horisont.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her