Læsetid: 6 min.

Fint og grufuldt

Der er stof til både til hjerne og hjerte på den københavnske galleriscene p.t.
15. februar 2001

Rundt i kunsten
At gå på opdagelse i galleriernes forunderlige verden er som at få nøglen udleveret til en etageejendom med lejligheder, hvori der leves ganske forskellige liv. Om den gode litteratur siges det, at den spejler hele verden som en vanddråbe. Og med det rige, litterære billede forholder det sig sådan, at fortætningsgraden principielt er uendelig, hvorved fortolkningerne bliver så mangfoldige, at man aldrig bliver færdig med at aflede nye betydninger af det – akkurat som i drømmenes surreelle symbolunivers.
Sådan forholder det sig også med det gode billedkunstværk. Det kan blive ved med at kaste ny betydning af sig, det beriger betragteren hver dag og genererer forundring, hver gang man passerer det. Det er et bevidsthedsudvidende stof, som man kan blive svært afhængig af...
Kunstscenen er i disse år aldeles heterogen. Der hersker en vild og befriende pluralisme, selv om man må sige, at det i højere grad end nogen sinde sker på markedsmekanismerne og institutionernes præmisser.
Men de rammer, disse sætter, er gudskelov vide; der lukkes også op for skæve og mærkeligt uforudsigelige ting, som finder vej fra
atelierne til de hvide kuber. Men generelt er værkerne ikke båret af de store visioner og utopier, nej det er det konkrete og nære, som kunstnerne er optaget af for tiden. Men makromosmos opstår som bekendt af mikrokosmos, og en ny stor fortælling kan måske formuleres på et ærligere grundlag ad denne sansenære vej.
Universet kan ses fra en kaffekop f.eks., som det sker i Galleri Tommy Lund, hvor en herlig video af den unge brite Tobias Collier kan opleves. Her behandles afstandene i universet, så man bliver helt rundtosset af det. At det lys, vi f.eks. får fra solene i Mælkekevejen, dvs. stjernerne, kommer med op til 100.000 års forsinkelse. At universet med andre ord er historie, når det når os. Disse svimlende dimensioner illustreres af strømmene i en kaffekop.

En provo på 62 år
Men med den uregerlige provo Oda Knudsen (tidligere Christiansen, f. 1938) i Clausens Kunsthandel er vi atter tilbage på jorden. Hun sampler så mange universer i sine tegnvrimlende billeder, at de næsten eksploderer eller måske snarere imploderer derved.
Det er Eros og Thanatos i forening med påskeliljer og lokkeænder som mediatorer. Der er himmelvid forskel på hendes abstrakte kompositioner, der alligevel nærmer sig det figurative, f.eks. maleriet Kastanietræet, der ikke ligner noget i dansk kunst, og som er holdt i en knaldrød palet, og så hendes lidt mere stille og afdæmpede figurative malerier som Sabelkat sluger månen eller En spids vinkel eller det orangeblå Udsigt over Sejrøbugten med kistesøm.
Oda Knudsen er ikke for fastholdere. Hverken koloristisk eller stilmæssigt eller for den sags skyld i emnevalgene, hvor hun bevæger sig frit fra Tordenskjold til frugter, eller fra gamle plovmænd (500-kronesedler) til løver, der har fået forpoten i klemme. Alt kan lade sig gøre. Det er en uregerlig og dermed også befriende kunst, der gør det usandsynlige sandsynligt.
Hendes nye udstilling forholder sig muntert-kritisk til det faktum, at der var flertal imod euroen den 28. september sidste år. Deraf titlen Credit i flammer.
Anderledes cool og ordnet fremstår Nils Erik Gjerdeviks udstilling, der udgør en decideret installation med malerier malet direkte på væggene og med en række oliemalerier i store og små formater, hvoraf nogle har været vist omkring årsskiftet på hans store soloudstilling i Rostock.
Det er orientalsk inspirerede ornamenter, der slynger sig ind imellem mosaiklignende mønstre og tunger af andre farver kiler sig ind og bryder den monokrome baggrund. Det er fortrinsvis stærke spektralfarver, og det er mærkeligt roligt og samtidig psykedelisk, men også meget dekorativt, ja næsten meditativt i anslaget.

Jeg vil ha’ en blå ballon
I den anden ende af bygningen i Njalsgade, nemlig hos Nicolai Wallner, residerer p.t. de to briter Jonathan Monk og Douglas Gordon, der har skabt en Gesamt-udstilling betående af mange elementer og medier. Vi er tilbage i 1960’ernes æstetiske univers med Arne Jacobsens berømte myrestol, nr. 7, som en call-girl – en mørkhåret skønhed – sidder på i Thau og Vindums store bog om arkitekten, der ligger fremme i rummet.
Dette billede har en speciel historie i Storbritannien, idet kvinden stod i forhold til den daværende forsvarsminister, der måtte gå af på grund af skandalen. Man hævdede, at hun var en såkaldt ’honningfælde’, sat ud af KGB. Nu står stolen i galerirummet, men der er tilføjet noget: Der er savet et hul i ryglænet lige netop der, hvor hendes køn befinder sig på billedet.
En video om en kop te, der står og bliver kold i en vindueskarm (tilgiv mig, kære læser, jeg så den ikke færdig. Den varer en time!) må henregnes til begrebet langsom kunst. Hurtigere er til gengæld installationen, hvor en mørkhåret pinup-model kun iklædt netstrømper står med en blå ballon og tilbyder det store knald: You’ll get a Bang Out of This” hedder det, og hele rummet er fyldt med blå balloner med denne indskrift.
I det tredje rum vises morfede dias med en kvindekrop, som der zoomes stadig tættere ind på, så konturerne sløres, og det nærmer sig abstrakte, tågede pletter. Monk og Douglas har tidligere benyttet allerede indspillet materiale, og her undersøger de tressernes lidt forsigtige erotiske æstetik på en udstilling, der peger i lovlig mange retninger.

Maleri efter maleri
Både Michael Kvium og Kehnet Nielsen, der udstiller i henholdsvis Galleri Faurschou og Susanne Ottesen, maler suverænt, men skønt de er rundet af den samme tid, ligger deres malede universer så langt fra hinanden, som tænkes kan. Kvium er fortsat den virtuose skildrer af mareridt, dystopier og menneskets sorte samvittighed. Han er så god som altid i sine nye malerier, som han sætter sammen til små maleri-installationer.
Det er stadig kønnenes kamp, der optager ham, men der er føjet et nyt tema til: Race-forskelle, sikkert inspireret af hans rejser til Latinamerika, hvor alle menneskeracer lever dør om dør. Kvium mixer flere associative universer og lader dem støde sammen i værker, der på en og samme tid er er dragende og stærkt frastødende. Som at falde ned i Helvede midt i Store Strandstræde.
Et ekstrakt af den unikke præsentation af Kehnet Nielsen, som Lunds Kunsthal viste frem til årsskiftet, kan nu ses hos Susanne Ottesen. Det er fortabelsesbilleder, forstået som store, kosmiske malerier, som man ligesom må give fortabt overfor. Hertil kommer nogle meget smukke træsnit med motiver, der ligesom splintrer som glas eller iskrystaller.
Hans meget store ’Emigrations’-malerier i forskellige douce, brækkede nuancer forekommer at være fyldt med krakeleringer, som var det en skal, der er ved at sprænges og noget nyt er ved at vokse frem fra lærredets mange, bemalede underlag. Kehnet
Nielsens nye værker skal ganske enkelt ses. En forelskelse har ført med sig, at han har fået åbnet nye døre til sit sind. Værkerne er svale som sommernatten, dragende som tusmørket og fine og skøre som glasklokker, der spiller i vinden.

*Nils Erik Gjerdevik: Recent Works og Tobias Collier: Coffee/Cosmology. Galleri Tommy Lund, Njalsg. 21 bygn. 15, Kbh. S. Til 3. mar.
*Douglas Gordon og Jonathan Monk: You’ll Get a Bang out of This. Galleri Nicolai Wallner, Njalsg. 21, bygn. 15, Kbh.S. Til 3. mar.
*Oda Knudsen: Credit i flammer. En fuga i h-mol og s-dur. Clausens Kunsthandel, Toldbodg. 9, Kbh. Til 3. mar.
*Michael Kvium: Gifted
Paintings. Galleri Faurschou, St. Strandstr. 21, Kbh. Til 24. mar.
*Kehnet Nielsen, malerier og træsnit. Galleri Susanne Ottesen, Gothersg. 49, Kbh. Til 10. mar.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her