Læsetid: 7 min.

Fjerne stemmer – stille liv

I Sarajevo ved ingen mere noget om noget. Her hviler en konspiratorisk tavshed over en fuldstændigt forhekset by – forfatteren Jens-Martin Eriksen har besøgt eks-Jugoslavien
2. februar 2001

(2. sektion)

Sarajevo
Noget af det første, der slår mig, da jeg ankommer til Sarajevo, er den stilhed, der hersker i byen. Er det en ganske normal stilhed i en provinsby, eller er det reminiscensen af det chok, som samfundet har været ude for igennem belejringen?
Eftervirkningerne af et gigantisk forræderi og en glemsel fra det øvrige Europas side. Mens byen dag efter dag blev beskudt med granater, og dens beboere blev skudt ned af snigskytter, så Europa og dets politikere til i afmagt og lammelse. Men man optog folkemordet, man transmitterede fra byen, alt var transparent, ingen voldshandlinger blev begået i det skjulte. Det kommenterede en rasende udenrigsminister Haris Silajdzic ind i kameraerne, nærmest skreg ind i folks ansigter: »I optager et folkemord, men I gør ingen ting.«
I desperation, i frustration og afmagt refererede man til de europæiske politikere som creeps.
Jeg formoder dette afsindige stykke tv-historie hos de fleste borgere i Europa frembragte en følelse af medskyld.
Den serbiske journalist Dusan Velickovic beskriver i sin bog Amor Mundi, der handler om belejringen af de civile borgere i et totalitært samfund som Milosevic’ Serbien, hvordan totalitarismen ufrivilligt inddrager den enkelte i handlinger, som man ikke kan identificere sig med. Dette skaber for ham at se en magtesløshed og en smertende følelse af medskyld i barbariet. Man må spørge sig selv, om ikke også denne magtesløshed og følelse af medskyld, denne underlige politiske ensomhed, ikke også udstrækkes til de demokratiske samfund i Europa, når samfundenes institutioner ikke er i stand til at reagere på den uhæmmede vold.
Vi så det hele, men vores samfund gjorde intet, vi var selv afmægtige.
Måske er det et samfund i chok jeg ankommer til den dag, en by som er fuldstændigt forandret af terroren. Overalt i byen ser jeg gravsteder, i parker, på fodboldbanerne, hvor der er en stump jord. De fleste melder om unge døde. På Marskal Tito gaden sent i skumringen ser jeg en gammel mand, som mærkeligt fjernt i blikket går for sig selv og græder. Men han kan selvfølgelig have sine helt egne private sorger og bekymringer, der ikke nødvendigvis hidrører fra belejringen.

Klaudia Kuljah fra Office of the High Representative, der er en international organisation skabt af USA og en række europæiske lande, har arrangeret det sådan, at jeg kan komme med hende for at se det identifikationsarbejde, de foretager. Den næste morgen møder jeg op sammen med min chauffør og tolk, Mirsad Efendic, en 21-årig ingeniørstuderende fra Tuzla.
Vi starter ude foran OHR-bygningen nede ved floden klokken fire og kører ned mod Mostar ledsaget af en bevæbnet gendarm fra KFOR-styrkerne. Der mødes vi med den lokale komité, der forestår organiseringen af udgravninger af massegrave. Syd for Mostar, nær en landsby, Nevestinje, inde i Republika Srpskas område, har man via KFOR-styrkernes efterretningsvæsen fået oplysninger om, at der skal være 70 lig skjult under en losseplads. I den tekniske betegnelse et såkaldt seccondary site, et sted, hvor man har forsøgt at skjule de dræbte efter at have skudt dem andetsteds.
På spørgsmål om hvorfra man har denne viden, bliver jeg mødt med en selvfølgelig afvisning fra Klaudia Kuljah. Det kan hverken hun eller nogen anden fortælle, da et sådant opklaringsarbejde i sagens natur foregår fortroligt.
Som jeg kan se, da vi ankommer til lossepladsen, så er vi omgivet af bevæbnede gendarmer.
Vi befinder os i det serbiske samfund, hvor de selv udøver myndighed. Det er forbundet med livsfare at begynde at rippe op i forbrydelserne.
Til stede er også et par lokale politifolk fra den nærliggende landsby Nevestinje, den by i hvis yderkant de dræbte oprindeligt formodes at være blevet skudt. På en lokalitet kaldet Lipovace.

Da jeg sludrer med disse serbiske politifolk lader de til, at det hele er en normal forretning. Ingen af dem aner naturligvis noget som helst om nogen mord.
Jasmina fra den bosniske undersøgelseskommission fortæller mig sin historie, og hvorfor hun er engageret i arbejdet. Det er ikke nogen abstrakt forpligtelse for hende, men bogstaveligt talt livet om at gøre. Hun er der på lossepladsen som repræsentant for det bosniske samfund, men også fordi hun ikke kan få fred i sit liv, før hun finder ligene af sine to børn, som hun ved blev myrdet de dage i 1992, i nærheden af landsbyen.
Hun siger, det er svært for hende at leve hver dag, at overleve fortiden.
Men det går, når hun tager medicin, og så længe hun kan lede efter sine myrdede børn. Når de er fundet, så ved hun ikke. Hun kan ikke forestille sig en ro, eller en glemsel. Hvem kan hele hendes sår?
På et tidspunkt i 1992 rejste hun sammen med sin mand og sine to børn fra Mostar for at undgå forfølgelse. De havde hørt, at det nede ved Nevestinje hos hendes svigermor stadigvæk var muligt at opholde sig for muslimer.
Det var på det tidspunkt, hvor nationalismens ’fantastiske politik’ også ramte Mostar. Området skulle deles mellem serbiske og kroatiske ledere med en linje langs Neretva-floden. På spørgsmålet fra muslimerne om, hvor de så skulle leve, kom svaret: I kan hoppe i Neretva!

PÅ dette tidspunkt er der endnu ikke dannet nogen bosnisk hær, og da forfølgelsen sætter ind fra den jugoslaviske forbundshærs side, støttet af lokale militser, er der derfor ingen tvivl om, at det er civile, man er ude efter. Terroren når i løbet af kort tid til området, og Jasmina og hendes familie strejfer sammen med en stor gruppe rundt i skovene og bjergområderne. Gruppen deler sig, men efter et et par dage bliver alle pågrebet af en specialenhed fra Nis.
Det første, der sker, er, at kvinder og børn adskilles fra deres mænd og fædre. På spørgsmålet om, hvad der skal ske med mændene, får de svaret, at det vil blive afgjort, når kommandanten ankommer.
Efter nogen tid bliver mændene afhentet i lastbiler. Det er den sidste gang, Jasmina ser sin mand.
Jasmina bliver sammen med sine to små børn og den øvrige gruppe af kvinder og deres børn ført til et varmeværk, hvor de interneres i nogle dage.
En nat kommer der nogle maskerede soldater ind rummet, hvor de opholder sig, og lyser i mørket med stavlygter. De udser sig et par kvinder, én af dem Jasmina. Med en kniv på halsen får hun at vide, at hun må følge med »til afhøring« ellers vil hendes børn blive dræbt. Hun vælger, som hun siger, ét af de to onder og følger med dem.
Der er naturligvis ikke tale om nogen afhøring. Kvinderne bliver bortført til »et sted ved floden« og voldtaget af soldaterne. Efter nogen dage får hun at vide, at hendes børn er blevet dræbt – efter ordrer fra kommandanten.
Midt i dette uhyrlige inferno kommer der også en slags lindring, selv om hendes smerte er ubærlig. Ved en overflytning til et fængsel får hun hjælp fra en serbisk soldat til at slippe væk.
Forvirret, kuldslået, chokeret vender hun i sin fortvivlelse tilbage dertil, hvor det hele startede. Til hendes hjem i Mostar. Hun venter i dagevis. Men ingen dukker op, ingen vender hjem.

I dag er hun 39 år og arbejder med identifikation af de døde og forsvundne i den bosniske undersøgelseskommission i Mostar. Da jeg spørger om hendes alder, får hun i et øjeblik et indadvendt blik, som om hun pludselig genkalder sig, at noget er blevet stjålet fra hende. Vi står ude på en losseplads, hvor man leder efter ligene af hendes børn. De blev myrdet derinde, følg vejen til Nevestnije, så kommer du til Lipovace. Derinde blev de myrdet og smidt ned i en hule i klippen.
Jeg kører med Mirsad Efendic i hans bil ind til landsbyen. Men hvad vil vi se? Der er jo ingen ting at se. Måske forestiller vi os en stor, skrigende folkemængde, som er forsamlet på torvet derinde, og som inkarnerer ondskaben i et højtideligt ritual. Måske forestiller vi os, at vi kan sniffe lidt ved helvedes porte. Det kan måske foresvæve os, at vi kan få adgang til det sataniske. Hvem ville ikke tage med os, hvis de kunne? Man er så helt igennem jomfruelig over for rædslen.
Lipovace er en så ubetydelig lokalitet, at den ikke er afmærket på vores kort. Så da vi har købt benzin på tanken i Nevestinje, spørger Mirsad tankpasseren om stedets beliggenhed. Han stirrer bare dødt og fjendtligt frem for sig med blikket, der siger: Hvad fanden rager det dig! Selv bedyrer han, at han aldrig har hørt om stedet. Vi kører lidt rundt og spørger andre, men lokaliteten er som sunket i jorden eller forsvundet fra alles erindring. En kvinde, vi spørger, løber bort fra os uden at svare.
Scenen minder mig om filmen Mississippi Burning, hvor ingen vover at sige et ord om de tre myrdede borgerrettighedsaktivister.
Her ved ingen, at 70 mennesker, voksne og børn, blev skudt og kulet ned på en losseplads. Det har ingen hørt om. Er det et antiklimaks, vi kunne have forventet? En konspiratorisk tavshed, en fuldstændigt forhekset by.

*Dette er den første af tre artikler fra Bosnien af forfatteren Jens-Martin Eriksen. De to næste bringes på Informations kroniksider lørdag og mandag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her