Ny bog
Konflikten findes overalt i de vestlige demokratier: Er forholdet til udlandet så ømtåleligt, at det ikke er egnet til at styres af den folkevalgte forsamling? De fleste forfatninger rummer arven fra den tid, hvor udenrigspolitik først og fremmest var balancen på kanten af krig og derfor en strategisk-hemmelig sag.
I den danske grundlovs §19 hedder det, at kongen som her betyder regeringen »handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender«. Folketinget har selvsagt det drastiske magtmiddel at vælte regeringen, men i den løbende udenrigspolitik ligger Tingets indflydelse i at vælge et Udenrigspolitisk Nævn »med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde«. Rådfører sig. Ikke noget med, at regeringen skal lade sig koste rundt.
Bred erfaring
Den rollefordeling vil Jørgen Estrup have lavet om. Han har en bred erfaring at bygge sit krav på. Inden han for et år siden trådte til som cheføkonom for FNs Organisation for Industriel Udvikling, var han i 12 år radikalt medlem af Udenrigspolitisk Nævn.
Estrup mener, at »det demokratiske underskud« gør Danmark ude af stand til at udnytte de internationale manøvremuligheder, der er opstået efter Den Kolde Krigs ophør. Uden folkelig opbakning går det ikke, påpeger han og henviser til Danmarks fastlåste stilling i forhold til EU.
Estrup er realistisk nok til ikke at forvente en snarlig grundlovsrevision. Men vi kan også klare os uden. Folketinget kan bare kalkere den model, der allerede findes med Europa-udvalget, hvor regeringen inden forhandlinger i EU skal forelægge sagerne og skaffe sig et mandat at forhandle ud fra.
Folketingets Udenrigsudvalg vil ifølge Estrup være egnet til på tilsvarende måde at styre den brede udenrigspolitik, for Udenrigspolitisk Nævn bør reserveres til sine kerneopgaver: »Højspændte situationer, hvor landets sikkerhed er truet, danske soldaters liv står på spil eller hensynet til fremmede magter kræver særlige forholdsregler.«
Inden Estrup når til sine konkrete forslag, beretter han dramatiske scener fra Udenrigspolitisk Nævns møder og opruller dansk udenrigspolitik fra Dannevirke-tilbagetoget i 1864 og frem til vore dages diplomatiske fremstød mod Baltikum.
Nato mest interessant
Fremstillingen af forholdet til NATO er bogens mest interessante. At de radikale i 1949 stemte imod Danmarks medlemskab, vedgår Estrup uden begejstring. Den omstridte fodnotepolitik i 1980erne genfortæller han skånsomt mod sit eget parti. Det var socialdemokraterne, der havde skiftet holdning, skriver han og undlader overvejelser om, at De Radikale, der indtil da havde kørt på frihjul i forsvarspolitikken, måske skulle have benyttet lejligheden til et selvopgør. U-radikalt-populistisk lyder det, når Estrup forsvarer fodnotepolitikken med, at den havde flertal i meningsmålinger.
I nutidig politik er Estrup svoren tilhænger af Nato og USA. Hør blot:
»USAs tilstedeværelse i europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik spiller en vigtig rolle for den europæiske samling. USA giver processen vægt og kritisk masse. Men USA er også de små EU-landes bedste kort i kampen for at begrænse de europæiske stormagters dominans. USA giver mulighed for balance i et ellers ulige europæisk spil om magten.«
En veloplagt debatbog, der spejler radikale overvejelser bag den overraskende vandring mod at være dansk politiks varmeste tilhængere af Nato og EU i den nævnte rækkefølge.
*Jørgen Estrup: Uden kompas dansk udenrigspolitik efter 1945. 156 s., 150 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
