Læsetid: 2 min.

En forbier, en træffer

Tim Rushtons nyeste balletværk ’Nomade’ er en skønhedsåbenbaring, som lyser op i Den Kongelige Ballets program
21. februar 2001

Ballet
George Balanchine er den mest sofistikerede koreograf, der nogen sinde har levet, men det er svært at se det i den seneste opsætning på Det Kongelige Teater. Der har ellers været en fin tradition for at danse Balanchines brillante moderne klassikere her i landet, men nu er ånden pist væk.
I et langt makkerskab med Igor Stravinskij sammensmeltedes musikken og dansen på en radikalt ny facon, legende, ironisk, intelligent og formskøn. Det kræver derfor en stærk stilfornemmelse at sætte Balanchine på scenen og en høj grad af virtuos musikalitet.
Mesteren selv har nu været død længe, og Colleen Neary, som står for iscenesættelsen af Violin Concerto, har ikke været i stand til at gøre danserne begribeligt, hvad pointerne er hos Balanchine.

Ungt korps
Det er et meget ungt og uprøvet korps, der er sat til at gennemlyse denne Stravinskij-ballet i sort og hvidt, og med enkelte undtagelser kommer de til kort over for den svære opgave. Den upræcise, jappede optakt vidner om utilstrækkelig prøvetid, og de mange bud på armbevægelser, der flagrer som brevduer i storm, signalerer en tåget stilfornemmelse.
Instruktionen af de to hovedpar (Gitte Lindstrøm-Francesco Nappa og Christina McDermott-Jean Lucien Massot) er heller ikke overbevisende. Balanchine skal danses med suveræn finesse, mindre kan ligesom ikke gøre det. Når trinene engang er på plads, mangler stadigvæk den mentale identifikation med ballettens intentioner.

En født klassiker
Hvor herligt det er, når begavede dansere møder den gode koreograf, viste Tim Rushtons seneste ballet, Nomade.
Rummet er uden dekorationer, blot en himmel omkring et kildevæld af skønhed i en mands- og en kvindekrop. Tim Rushton har klædt Marie-Pierre Greve og
Alexei Ratmansky i uhørt enkle, lange vide skørter, der signalerer ørken og uendelighed, og til et universelt partitur af Arvo Pärt drives de frem i en sanselig strøm af glidende, rullende bevægelser.
Tim Rushton har aldrig skabt noget så rent og smukt som denne ballet, og det er livsaligt at se de to dansekunstnere give sig hen til pulsen i det krystallinske musikstykke. Der er en næsten schubertsk fremdrift i de løb og spring, Rushton har givet dem at boltre sig i, og en betagende lethed i de fine løft. Den store scene fyldes glimrende ud af lange, krydsende linjer. Hvor må vi være taknemmelige for, at Rushton findes som målestok for, hvad der kan skabes med Den
Kongelige Ballets bedste kræfter.

To humoresker
Premiereaftenens to øvrige stykker, Neumeiers Yesterday og Robbins The Concert, er elskværdige humoresker.
Begge stykker blev givet med overbevisning af Silja Schandorff/Bendixen og et stilsikkert Robbins-hold.

*Det Kongelige Teater: Balletaften. Balanchine/Stravinskij: Violin Concerto. Rushton/Pärt: Nomade. Neumeier/Beatles: 1963: Yesterday. Robbins/Chopin: The Concert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu