Læsetid: 8 min.

Fortiden er utidig

Interessen for fortiden er både berettiget og sund. Men hvorfor vise finfølelse over for den Hitler-begejstrede Kaj Munk, hvis man samtidig gerne må påstå, at hele venstrefløjen gik ind for Sovjet, GULAG og nakkeskud?
12. februar 2001

Historisk set
Den 29. januar havde Martin Kierulff-Jørgensen en kronik i Information om fortidens nutid i Polen. Her skrev han bl.a.: »Joschka Fischer, Daniel
Cohn-Bendit, Frank Aaen og Søren Søndergaard har det til fælles, at de var aktive på den politiske venstrefløj, mens Den Kolde Krig var virkelighed. I kappestriden mellem den sovjetkommunistiske østblok og det liberaldemokratiske Vesteuropa valgte de ovennævnte side imod Vesten.«
Nu er skribenten ph.d.-studerende ved Østeuropainstituttet ved Københavns Universitet og véd – forhåbentlig – at det ikke kun er en tilsnigelse, men lodret forkert hvad han skriver. Men han har vel sine grunde. Men for andre kan det måske være af en vis betydning at gøre opmærksom på, at udsagnet kun er rigtigt, når det gælder den gamle sovjet-elsker og DKP-funktionær Frank Aaen.
Joschka Fischer og Cohn-Bendit var, hvad man i Tyskland kaldte spontis, og Søren Søndergaard var og er trotskist. For spontierne, trotskisterne og for stort set alle på den vesteuropæiske venstrefløj som ikke var organiserede kommunister, var ’sovjetkommunismen’ og ’det liberaldemokratiske Vesteuropa’ to alen af samme dårlige stykke.
Arbejdertugthusene i øst blev Østeuropa kaldt i VS en overgang. Og det liberaldemokratiske system var set med deres øjne først og fremmest kapitalistisk.

Nu skulle man jo tro, at det hørte med til almindelig politisk dannelse at kunne kende forskel på en nazist og en konservativ, selvom begge er placeret på højrefløjen. Men i dagens debat herhjemme er det blevet en almindelig accepteret sprogbrug at sige: Når folk var en del af venstrefløjen, gik de alle sammen ind for Sovjet, for GULAG og for nakkeskud til anderledes tænkende.
Per Stig Møller har netop skrevet en tyk bog om Kaj Munk, hvis pointe er, at selv med højrefløjsfolk, som var vilde med Hitler, må man udfolde finfølelse og forståelse for kompleksiteten i deres holdninger. Og jeg er fuldstændig enig. Dét er netop et anstændigt synspunkt. At han så snyder, når han kommer til venstrefløjen er en anden sag.
Bertel Haarder har også udgivet en bog. Den skal retfærdiggøre efterretningsvæsnets udspionering af venstrefløjen i 70’erne (Bertel Haarder (red.): Hvem holdt de med? En debatbog om hvorfor politisk aktive på den yderste venstre-fløj var i PET’s søgelys under Den Kolde Krig, Kbh. 1999).
Man skulle jo tro, at det var en enkel juridisk sag at undersøge, om PET har overtrådt sine beføjelser. Men Haarder har ment, at man, inden kommissionen barslede, burde fastslå Hvem holdt de med? Bogen er en antologi om »hvorfor politisk aktive på den yderste venstrefløj var i PET’s søgelys under Den Kolde Krig. Denne »yderste venstrefløj« er ifølge bogen især DKP. Det er
DKP’s forhold til østlandene som står i centrum. Måske 80 procent af teksten handler om dette, men man finder intetsteds nogen modifikation af begrebet »venstre-fløj". Man må få det indtryk, at hele »den yderste venstrefløj« støttede østlandene. Det indtryk er formentlig tilsigtet. Og præcis dette indtryk er en forfalskning af historien.

I Berlingske Tidende har der de sidste par måneder raset et angreb mod Encyklopædien, hvor den produktive læserbrevsskribent og eksterne filosof Henrik Gade Jensen har ment, at jeg ikke var habil til at skrive om kommunisme. Gade Jensen mener hermed, at på grund af min fortid på venstrefløjen skulle jeg være inhabil på samme måde, som man ved besættelse af stillinger ikke må have f.eks. familieinteresser fælles med en ansøger. Heraf må man altså udlede, at jeg har været
DKP’er.
Jeg tror, der er mange DKP’ere, som i stedet vil mene, at jeg har levet af at angribe deres parti. Hvorom alting er: Hvis Gade Jensen havde læst bare fem stavelser af, hvad jeg havde skrevet i min forskning om DKP, ville han have indset hvilket vildspor, han var på. Helt bortset fra det, så vidner det om en forbløffende mangel på indsigt i kommunismeforskningen, hvis store værker netop er skrevet af tidligere kommunister (Koestler, Draper, Borkenau, Erik Ib Schmidt, Anne Kriegel).
(Måske skal jeg i parentes gøre opmærksom på, at Gade Jensen havde ét argument udover min formodede pro-sovjetiske fortid, nemlig at jeg i Encyklopædien hævder, at sovjetregimet ingen træk havde tilfælles med Marx’ forestillinger om kommunisme. Man kan undre sig over, at netop en filosof kan mene, at Marx’ radikal-demokratiske paradis med fællesejendom og uden stat skulle have foregrebet det stalinistiske diktatur. Men i disse diskussioner er de aprioriske antagelser vigtigere en evnen til at læse indenad.)
Forfaldet i den politiske kultur er blevet institutionaliseret i Berlingske Tidende og Weekend-
avisen. Forfaldet består ikke i, at man kræver folk til regnskab, for hvad de har gjort og sagt. Nej, forfaldet består i, at man prøver at lave en række antagelser, som man anser for så selvfølgelige, at de ikke kan diskuteres. Som f.eks. at Søren Søndergaard skulle have forsvaret Sovjet. Eller Joschka
Fischer og Cohn-Bendit! Kilderne er ellers åbne og tilgængelige. Alle, der gider at læse, kan undersøge, hvad vi mente.
Den almindelige antagelse er, at ’venstrefløjen’ var en størrelse, som man kan henvise til, en gruppe mennesker, som stort set mente det samme. Men det er helt forkert. Venstrefløjen var ikke et analytisk begreb, men en topografisk betegnelse. På en række områder gik der nogle helt grundlæggende skel. Et vigtigt skel gik f.eks. mellem dem, der støttede den ’virkeliggjorte socialisme’, og dem som ikke gjorde. DKP, KFML/KAP, KAML og andre tilhængergrupper var indbyrdes meget uenige, men stod i spørgsmålet om socialismeopfattelse i modsætning til den største, men diffuse gruppe af strømninger og grupper som kaldte sig ’det udogmatiske venstre’. For hele denne gruppe – VS inklusive – var kritikken af sovjetsocialismen politisk identitetsdannen-de.

Venstrefløjen var, hvis vi ser den fra den socialpsykologiske synsvinkel naturligvis mere end en topografisk sammenfatning. Den var også en ungdomskultur og et netværk af netværk. Det betyder, at grupper som ikke havde meget tilfælles politisk, i praksis mødte hinanden i nogle sammenhænge. Det kunne være til koncerter i Thy-lejren, i Kvindehuset eller på bestemte værtshuse. Det kunne også være til demonstrationer eller i tidsmæssigt begrænsede grupper som Vietnamkomiteerne, Chilekomiteen osv.
Dog gælder det, at DKP gennemgående havde sin egen kultur som næsten ikke interfererede med vores. De splittede f.eks. Vietnamkomiteerne og Chilekomiteen for at få organisationer, de kunne kontrollere (Vietnam 69 og Salvador Allende Komitee).
Vore kritikere må nødvendigvis akceptere denne virkelighed, hvis de altså ønsker en diskussion. En diskussion må nødvendigvis basere sig på en holdbar opfattelse af fortiden. En holdbar opfattelse af fortiden må forholde sig til fortidens modsætninger.
Jeg er af den opfattelse, at interessen for fortiden er både berettiget og sund. Det er nødvendigvis en del af et lands politiske identitet at tilegne sig sin fortid. I den sammenhæng er også perioden fra 1965-89 vigtig. Det var en tid, hvor danske politikere bakkede betingelsesløst op bag USA’s krig i Vietnam.
Bortset fra ganske enkelte socialdemokrater og radikale var der ingen, som sagde fra overfor en krigsførelse, som kostede mellem tre og fire millioner vietnamesere livet. Ingen sagde fra overfor napalm og fragmentationsbomber og agent orange. Og ingen sagde mig bekendt fra overfor de amerikanske bombninger af digerne omkring Hanoi og Haiphong, som et forsøg på at drukne storbyers befolkninger en masse. Og hvorfor var det, at krigen blev ført? Var det for at indførte et liberalt demokrati? Næ, da man havde chancen i Sydvietnam indførte man en diktator, som ikke adskilte sig fra styret i Nord. Den handlede om den rå magt, som den gjorde det, da USA finansierede og støttede, at den demokratisk valgte Salvador Allende blev væltet og erstattet af et ikke særlig liberal-demokratisk regime.

Jeg har engang i en radioudsendelse, hvor jeg diskuterede med Per Stig Møller hørt ham sige, at det måske var på tide, at politikere som han selv, der dengang støttede USA betingelsesløst, tog det op til nyovervejelse. Det, syntes jeg, kunne være en fin idé, Møller. Bedre sent end aldrig. Men hvad med Bertel Haarder? Ville det ikke være en god idé for ham også? Og alle de andre gamle hardlinere, som stadig er live?
De vil rimeligvis til forsvar for deres forsvar for folkemordet henvise til os. De vil sige, at venstre-fløjen vidste jo, hvilken fare, der var på færde: Det handlede om selve det politiske systems be-ståen. Jeg vil mene, at det er at overdrive vores betydning, men der er den rigtige betragtning i det, at man kan ikke forstå datidens synspunkter, hvis man ikke ser dem i den kontekst, hvori de blev til.
Det er ikke, nok når Peter Due-toft og Anne Birgitte Lundholdt for nylig i den koldkrigsudsendelse, hvor Berlingske Tidendes debatredaktør, Bent Blüdnikow, fik trukket bukserne af, bedyrede at de gjorde alt, hvad de gjorde på grund af os andre. De må også forholde sig til sig selv, hvis ikke vi skal gå i ring: Vi kan heller ikke nøjes med at henvise til koldkrigsklimaet. Selv under sådanne forhold kompenseres der ikke for det moralske ansvar.
Jeg tager gerne ansvaret for min handlinger, og hvad jeg har skrevet. Jeg har naturligvis som alle andre gjort og skrevet ting, som jeg i dag ikke længere går ind for. Men i hovedsagen står jeg inde for synspunkterne i min fortid.
Men jeg tager ikke ansvaret for, hvad andre har gjort og sagt, og da slet ikke for de fantasmer vi er blevet præsenteret for ved hjælp af Bent Blüdnikows udklipsservice.
Hvad DKP’ere, KAP’ere,
KAML’ere, Korea-elskere har sagt og skrevet, må man diskutere med dem. Og fremfor alt: Man kan ikke abstrahere sig til en ’venstrefløj’ og bagefter projicere den ud må alle enkeltmedlemmerne. Lad os stå til regnskab, men ikke overfor dækningsløse fordringer. Og lad os altså se Per Stig Møller og Bertel Haarder på banen tage stilling til deres moralske medløberi for folkemordet i Vietnam. Det er på tide.

For de interesserede har jeg i en artikel i tidsskriftet Arbejderhistorie (nr. 3/1999, s. 67-75) set på min egen fortid som redaktør af politisk revy med kritiske øjne. Jeg drager bl.a. den konklusion, at vi på bladet for længe støttede Kina; men også at vi faktisk ændrede holdning i løbet af 1970’erne. Begge dele er vigtige. I dag er alle imod nazismen og vi glemmer måske, at store del af det konservative parti og Venstre i 1930’erne var for nazismen.
I dag er alle parate til at bekæmpe antisemitismen. Og det er godt. Men vi glemmer, at antisemitismen var meget udbredt på højre-fløjen i 1930’erne. Og begge dele skal huskes. Det er jo fint, at folk er blevet fornuftige – også på højre-fløjen. I dag er alle imod apart-
heid. Men sådan var det ikke i Danmark i 1960’erne! Og vi husker endnu, da Erhard Jakobsen kom hjem fra Sydafrika og nærmest var en forsvarer. I dag vil de fleste have Barak (og nu Sharon) til at tage hensyn til verdens største flygtningeproblem, palæstinenserne. Men sådan var det ikke i 1970’erne, da Pundik, og de fleste på højre-fløjen kaldte dem, som sagde sådan for antisemitter. Slå efter og læs selv. Af hensyn til den politiske kultur her i landet er det vigtigt at huske disse bevægelser. Også Pundik blev klogere.

*Morten Thing er dr.phil. på en afhandling om kommunismens kultur, forskningsbibliotekar på RUC og bidrag-yder til Danmarks Nationalleksikon.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her