Læsetid: 9 min.

Fred over jord

16. februar 2001

(2. sektion)

Den 20. februar har den russiske rumstation Mir 15-års fødselsdag. Hvis alt går efter planen, vil den få uger senere blive sænket i Stillehavet. Den tyske
astronaut Thomas Reiter og den danske rummediciner Peter Norsk fra Rigshospitalet fortæller om deres oplevelser med rumstationen

Rumskrot
Mandag den 29. januar 2001, efter tre dages stædig forfølgelse, dokkede forsyningsskibet Progress M1-5 på den russiske rumstation Mirs skrog. Små iskrystaller sprængtes løs fra Kvant-1 modulets portkapsel og svævede langsomt bort i det tomme rum.
Klokken var 06.34 dansk tid. For femte gang denne dag stod solen op over Stillehavet og badede de to drabanter i et hvidt lys. Trykventilerne på stationens tekandelignende luge hvislede under den automatiske sammenkobling. Det var en rutinepræget og hurtigt overstået manøvre, hvis eneste særpræg bestod i, at der denne gang hverken blev overført ilt, vand eller mad til rumstationen. Progress M1-5 raketmodulet nøjedes med at have tilpas meget brændstof i sin tank for at sikre, at den kunne lede stationen og sig selv sikkert igennem deres sidste fælles rejse.
Efter 87.000 solopgange og 15 års trofast tjeneste for mere end hundrede kosmonauter og astronauter blev rumstationen Mir dermed gjort endelig klar til at vende næsen hjemad. Om tre-fire uger, omkring den 12. marts, vil Mir brænde op i atmosfæren og dykke ned i det stille ocean som stjerneskud. Det vil blive en trist dag for mange.

Allerede i marts sidste år skulle Mir (der betyder ’fred’) have været sænket i Stillehavet. Mange aviser, deriblandt også Information, skrev lange nekrologer om Mir, fortalte om dens bedrifter og uheld og troede, at det så var gjort med det. Men de, som bliver erklæret døde for tidligt, lever ofte længere. Den 3. marts år 2000 deklamerede Vladimir Putin således, at man ville sætte alle segl for fortsat at holde gang i Mir. Lige til det sidste havde private lobbyister kæmpet mod begravelsen, og et nydannet firma ved navn MirCorp lovede højt og helligt at skaffe de mange hundrede millioner dollars, som var nødvendige for reparation og vedligeholdelse af rumstationen. Det var MirCorps plan at omdanne stationen til et rumhotel, hvor rige levemænd kunne udleve deres drengedrømme.
Til den russiske nationalsjæl hører også egenskaber som stolthed og nostalgisk patos. Den nyvalgte russiske præsident handlede derfor i takt med en ruineret og såret befolknings hjerte, da han gav grønt lys for et fortsat selvstændigt russisk engagement i rummet. Godt nok var Mir en dyr fornøjelse, men den havde også været indbegrebet af national storhed og magt, ikke nogen nem følelse at skille sig af med.
Også i år foregår den endelige begravelse ikke uden kamp. I en online afstemning sidste uge ønskede 67 procent, at stationen forblev i rummet. Den offentlige debat i de russiske aviser bliver stadig mere intens, efterhånden som Mir nærmer sig atmosfæren. Rumstationen taber 600 meter om dagen på grund af den svage luftmodstand, og for hver dag der går, vil et boost op i et højere kredsløb blive sværere og dyrere. Desuden vil Progress M1-5 kun kunne løfte Mir 60 kilometer, så problemet vil i givet fald kun blive udskudt et halv år. Hvis de sidste oplysninger holder stik, vil Mir træde ind i atmosfæren omkring den 12. marts plus minus fire dage alt efter den uforudsigelige solaktivitet, der får sammensætningen i den ydre jordatmosfære til at skifte og på den måde trække med forskellig kraft i stationen.

Nu er det ikke uden grund, at russerne kan prale over deres rumprogram. De har langt den største erfaring i at overleve i rummet. Godt nok tabte Sovjetunionen kapløbet om at komme først til Månen, men til gengæld skulle Mars være deres, og derfor gik man i begyndelsen af 1970’erne i gang med at konstruere holdbare rumstationer og uddanne seje kosmonauter, så de en skønne dag kunne klare den mindst 400 dage lange tur til broderplaneten. Lægen Valery Polyakov har rekorden på 438 dage for det længste ophold i rummet i ét stræk.
Rumfartsingeniøren Sergei Krikalev var heller ikke fri for smertelige erfaringer. Da han den 19. maj 1991 tog afsted i en Soyuz TM-12 for at arbejde på Mir i fem måneder, var Rusland stadig en stormagt. I løbet af sommeren gik landet konkurs og rumcentret i Baikonur blev flyttet til Kazakhstan. Der manglede bemanding til at hente ham hjem, og først godt et år efter, den 25. marts 1992, fik man taget sig sammen til at hente Krikalev ned.

Økonomiske og politiske omvæltninger i 90’erne gjorde, at Mir også fik besøg af astronauter fra Vesten. Den europæiske astronaut, der har været længst tid på Mir, er den 42-årige tysker Thomas Reiter. I årene 1995-96 var han 179 dage på den russiske rumstation, halvanden måned længere end planlagt, fordi der var tekniske problemer med en Soyuz-bæreraket. I dag sidder Thomas Reiter i det europæiske rumagentur ESA og arbejder primært som jægerpilot.
»Det er hårdt arbejde at være om bord på en rumstation,« siger Thomas Reiter i en samtale med Information om sine oplevelser.
»I løbet af de normale ugedage har vi kun få minutters fritid, og i weekenden har vi måske et par timer. Jeg har brugt en del af tiden til at kigge ud af lugerne og betragte jorden, lave fotos eller videooptagelser. Udsigten på Mir er desværre ikke synderlig god. Det er ikke ligesom på en Space Shuttle, hvor der i cockpittet er en kæmpe panoramaudsigt. I taget er der to store vinduer og også bagi i laderummet. I forhold til Mir føles det i en Space Shuttle, som om man er kommet ind i et glashus.«
Til spørgsmålet om, hvad en astronaut må tage med op af privat bagage, siger Reiter: »Vi måtte kun have 1,5 kilo med, og derfor tog jeg ikke nogen bøger med. De er for tunge. Jeg nøjedes med noget musik, skrivegrej og billeder af familien.« Blandt sine cd’er lyttede Reiter meget til Pink Floyds Wish You Were Here.

Vinduerne er måske små på Mir, men udsigten ned til jorden er helt fantastisk. Om natten kan man genkende konturerne af kontinenterne, fordi der overalt er små og store byer eller veje, som er belyst. Europas omrids ses meget smukt, men der findes selvfølgelig også områder som for eksempel Afrika, hvor man ikke kan se særlig meget. På den anden side er det også fascinerende engang i mellem at se de små lyspunkter i Sahara-ørknen eller i andre ubeboede områder. Det kommer også an på, hvordan Månen står. Månelyset kan undertiden tegne svage konturer af de ellers mørke kystlinjer.«
Nogle gange kunne det også være en smule uhyggeligt, fortæller Reiter. Han var oppe i Mir i 1995, og på det tidspunkt hærgede krigen i Jugoslavien.
»Da vi fløj over Jugoslavien, var der hele mørkt. Først kom Italien, og det var vidunderligt let at se støvlen lyse hele vejen rundt. Så kom Adriaterhavet, og så var der måske lys enkelte steder ved kysten, men i landets indre var det fuldstændig mørkt. Med viden om, hvad der skete i det land og på det tidspunkt, kunne man godt få gåsehud. Sådan var det selvfølgelig også i Tjetjenien på den russiske side.«
Store dele af Australien og USA er også mørke om natten. Men det er nemt at se storbyerne. Især Belgien lyser op, fordi det er det eneste land, der har belyst alle sine motorveje. Moskva træder også meget tydeligt frem, fordi en belyst motorvejsring afgrænser byen stærkt fra den omkringliggende tundra.
På spørgsmålet om det er rigtigt, at mange astronauter er blevet emotionelt overvældede og nærmest religiøse af at se jordkloden udefra, svarer Reiter: »Det afhænger selvfølgelig af den enkelte, om man bliver religiøst berørt eller ej, men det er rigtigt, at ingen kan sige sig fri for at blive overvældet af synet, især ikke hvis man er på en rumvandring. Åbenbaringen inspirerer så meget, at man uvilkårligt begynder at filosofere. Man bliver begejstret og imponeret over skaberværket. Det er bestemt rigtigt, og sådan har jeg også oplevet det.«

Rumstationen har aldrig haft besøg fra Danmark. Det nærmeste landet er kommet Mir er at undersøge de russiske kosmonauters helbredstilstand før og efter en opsendelse. Rummediciner Peter Norsk fra Damec Research på Rigshospitalet har i lang tid arbejdet med kosmonauter fra Mir, og han siger: »Man må jo nok sige, at russerne er meget hårdføre.«
»De er vant til ensformig kost fra det gamle styre. Det er ikke særlig hårdt for dem at spise det samme hver dag. På det punkt er europæerne og amerikanerne meget mere tøsede.«
Norsk har undersøgt, hvordan astronauternes vandbalance ændrer sig i vægtløshed. Tyngdekraften på jorden påvirker menneskekroppen hele tiden. Men i rummet på Mir findes der kun en mikroskopisk gravitet, hvilket gør, at man har den ideelle kontrol over mange slags forsøg. På den måde kan man få en idé om, hvad tyngdekraften betyder for en række funktioner såsom blodtryk, ligevægtsfølelse og væskebalance.
Peter Norsk fandt ud af, at kosmonauter har sværere ved at udskille vand i vægtløshed end tidligere antaget, og resultaterne blev offentliggjort i fagbladet The Lancet sidste år.
»Vi undersøgte astronauterne før og efter flyvningen. For at kunne sammenligne resultaterne skulle de spise og drikke det samme, og gerne have den samme døgnrytme,« fortæller Peter Norsk.
»En betingelse var, at de ikke røg. Officielt er det forbudt at ryge eller drikke i rummet. De vestlige er alle ikke-rygere, men russerne ryger og drikker normalt alle sammen.«
»Det, der undrede mig, var, at en kosmonaut begyndte at ryge lige efter, jeg havde undersøgt ham. Efter jeg gik hen og sagde, at han ikke skulle ryge, fordi det gik ud over forsøget, sagde han, at det kunne han ikke forstå, og så forklarede jeg, at det var for at sammenligne det, der sker på jorden med det, der sker på Mir, og at have så ens betingelser som muligt.
»Jamen, det er også derfor jeg ryger,« sagde kosmonauten med sit mangelfulde engelsk, og lavede en viftende bevægelse med sin smøg – som for at efterligne sin praksis på Mir. Når der ikke er nogen tyngdekraft må man nemlig konstant bevæge gløden i luften, for at den ikke går ud.

Episoder og anekdoter af den type findes der rigtig mange af. Og der findes endnu flere om de mange uheld, om kosmonauternes forglemmelser og bedrifter, og især om rumstationens mange succeser.
Alt det vil være slut nu. De to sidste kosmonauter forlod rumstationen den 16. juni sidste år. Siden da har Mir kredset ubemandet omkring kloden. Progress M1-5 modulets dokning den 29. januar var nødvendig for at undgå et ukontrolleret havari, der under uheldige omstændigheder kunne koste menneskeliv. Forskere beregnede, at en ukontrolleret nedstigning ville udsætte hele 85 procent af verden befolkning for fare. Selv byer som Paris, New York eller Tokyo kunne blive ramt.
Men med Progress-rakettens brændstof vil rumstationen bremses stille og roligt i en serie af seks drivværksmanøvre i løbet af de næste uger. De to første pulser nedsætter Mirs hastighed med syv meter i sekundet, og den tredje med 14 meter per sekund. Hvis der skulle gå noget galt i mellemtiden, står to kosmonauter klar på basen i Baikonur for til nøds at udføre operationerne manuelt.
Det russiske rumfartsagentur har dog udelukket at kosmonauterne også vil være til stede ved den sidste »killer-puls«, der vil sænke Mir til under 250 kilometer over vandoverfladen. I givet fald ville kosmonauterne kun have få minutter til at hoppe ud i Soyuz-modulet og flygte bort, inden rumskibet rammer atmosfæren for straks at blive ædt op i et flammehav.q

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her