Mulighederne for en fredelig løsning på i det mindste en af de væbnede konflikter i Colombia syntes fredag at rykke nærmere, efter at præsident Andrés Pastrana og lederen af den største oprørsbevægelse, FARC, veteranen Manuel Marulanda havde haft et daglangt møde for at genoptage den dialog, FARC afbrød i november.
Mødet skete ifølge regeringens communiqué »ved varmen fra en cigar og flere kopper kaffe« i den fjerne, lille landsby Los Pozos i det sydøstlige lavland i et afsides og utilgængeligt område, der kontrolleres af FARC.
Både Pastrana og Marulanda udtrykte på et afsluttende pressemøde forsigtig optimisme med henblik på en genoptagelse af de forhandlinger, der skal føre til en fredsaftale.
Men langtfra alle er optimister eller tilfredse. César Jerez, sekretær for Sammenslutningen af Bønder i Cimitarra-floddalen i det nordlige Colombia, mener, det er udmærket, at der finder en dialog sted, men »så længe de paramilitære grupper ikke bliver standset, vil volden fortsætte,« siger han til Information.
Jerez er sammen med to andre bondeledere på rundrejse til en række europæiske lande for at fortælle om situationen i det voldsplagede land, hvor over én million mennesker er tvunget på flugt af især de paramilitære organisationers dødspatruljers systematiske vold, deriblandt utallige massakrer.
Plan Colombia
Jerez er stærkt kritisk over for den højt besungne Plan Colombia, et kostbart projekt, som med militær og økonomisk støtte fra USA sigter på at udrydde produktionen af narkotika i Colombia.
»Plan Colombia er ikke andet end et dårligt skalkeskjul for USA til at intervenere i Colombia og fra Colombia i andre latinamerikanske lande. Bekæmpelsen af narkotrafikken er begrundelsen, det som skal retfærdiggøre det amerikanske militærs tilstedeværelse, men det, de i virkeligheden vil, er at fremme elitens og de store jordejeres sag,« siger Jerez.
Han underbygger sit udsagn ved at pege på, at Plan Colombia reelt bliver brugt til at bekæmpe de to store guerillabevægelser, FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia Colombias Væbnede Revolutionære Styrker), Latinamerikas ældste og største med 15-16.000 mænd og kvinder under våben, og ELN (Ejército de Liberación Nacional Den Nationale Befrielseshær), fordi de står i vejen for de store landbrugeres og kvægavleres ekspansion på bøndernes bekostning.
Paramilitære beskyttes
Han peger desuden på, at de paramilitære gruppers sammenslutning AUC (Autodefensas Unidas de Colombia Colombias Forenede Selvforsvarsgrupper) har en tættere forbindelse til narkotrafikken end FARC og ELN.
AUC, som i dag tæller omkring 8.000 mand under våben, har sin oprindelse i de bevæbnede grupper, som især det berygtede Medellín-kartel under Pablo Escobars ledelse dannede i løbet af 80erne, og i kvægavlernes bevæbnede vagtkorps.
De blev dannet i det frugtbare Magdalena Medio nord for hovedstaden Bogotá i samme periode for at presse besværlige bønder og landarbejdere bort og overtage deres jord. Siden fandt de sammen og blev en landsomfattende sammenslutning under Fabio Castaño, der tidligere var kendt som narkosmugler og livvagt for narkobosser.
Jerez kommer fra Magdalena Medio. Han bliver skarp i stemmen, når han taler om de mange overgreb, de paramilitære grupper begår uden at hæren griber ind.
»Militæret holder hånden over dem, ja, nogle steder er de i ledtog med hinanden. Hvordan kan vi så stole på, at regeringen opfylder de mange smukke løfter om fred og udvikling, når den ikke engang vil gribe ind over for sit eget militærs medansvar for massakrerne,« siger han sarkastisk.
»Vi har ikke større tiltro til, hvad der kan komme ud af, at dialogen mellem regeringen og guerillaen er genoptaget. For politikerne er det led i en evig valgkamp, som de ikke fører over for den brede befolkning, men over for eliten og byernes middelklasse. Bønderne og landarbejderne er der ingen, der interesserer sig for. Der, hvor de stemmer, er deres stemmer allerede bundet til en lokal caudillo.«
Han fortsætter: »Så længe regeringen ikke i handling viser, at den vil standse de paramilitære gruppers massakrer, skride ind over for hærens støtte til de paramilitære, indlede en effektiv landbrugsreform og standse den massive sprøjtning af coca- og valmue-marker, så tvivler vi stærkt på, at freden vil rykke nærmere.«
Jerez har meget at have sin skepsis i. I de seneste fem år er flere tusinde bønder og deres familier blevet massakreret af paramilitære grupper, især i det nordlige Colombia. Titusinder er blevet fordrevet fra deres jord til gavn for de store jordejere, mens over én million (ud af en befolkning på 40 millioner) befinder sig på flugt i deres eget land.
Samtidig sprøjter colombianske og nordamerikanske specialister systematisk med det farlige kemikalium glyfosfat mod coca- og valmuemarker i syd.
Siden den 19. december har de ifølge ugemagasinet Cambio sprøjtet 28.328 hektarer beplantet med cocabuske i det sydlige Putumayo departement fra luften med brug af 662.000 gallon (2.515.600 kg) glyfosfat uden hensyn til andre, legale afgrøder og bebyggelse.
I et forsøg på at rette omverdenen opmærksomhed på de overgreb, landbefolkningen bliver udsat for, organiserer de colombianske bondeorganisationer et storstilet internationalt møde i den venezuelanske by San Cristóbal 25-27. juni i år. »I Venezuela, fordi det er for farligt at holde mødet i Colombia,« siger César Jerez med et skævt smil.
