Analyse
Læsetid: 5 min.

Det frygtsomme EU

EU siger, at man ikke vil lave et Fort Europa. Men på Stockholm-mødet var EU mere interesseret i at stoppe illegal indvandring frem for at skabe en fælles asyl- og indvandrerpolitik
10. februar 2001

Når EU-landenes suverænitet er på spil, skal der ofte mirakler til for at skabe enstemmighed. Således lød den tørre konstatering fra Antonio Vitorino, EU’s ambitiøse kommissær for retspolitik, asyl og indvandring, på EU’s netop overståede møde i Stockholm om disse emner. For siden EU-topmødet i Tampere i oktober 1999 er det ikke ligefrem gået fremad med syvmileskridt med den storstilede plan om at skabe det proklamerede »område af fred, frihed og sikkerhed« med bl.a. fælles procedurer for asyl og indvandring. Ikke at nogen i alvor havde ventet turbo på et område, hvor hvert land, som Vitorino påpeger, nidkært vogter om sin vetoret.
Stockholm-mødet var et såkaldt uformelt EU-ministermøde med deltagelse af justits- og indenrigsministre, og der var derfor ikke lagt op til konkrete vedtagelser. Ikke desto mindre tegner der sig ofte linier på disse uformelle EU-møder, der peger fremad og tegner den kommende debat og politik.
Der var ikke meget at juble over bortset fra målet om forstærket kamp mod trafficking. Det mest interessante var, at netop det emne, der vakte størst furore på det forrige uformelle justits- og indenrigsministermøde i Marseille i juli 2000, glimrede ved sit fravær på dagsordenen i Stockholm. I Marseille forsøgte det daværende franske EU-formandskab at sætte immigrationsspørgsmål på dagsordenen på en ny måde. Det skete ikke ved atter at tale om den illegale immigration, men om EU’s behov for at importere store mængder af arbejdskraft, for at pensionbomben ikke skal eksplodere om få år. Den diskussion har siden bølget frem og tilbage med særligt fokus på high tech og IT job.
Den konkrete diskussion om behovet for anden immigration af for eksempel lavt uddannet arbejdskraft er derimod forstummet. Göran Persson, Sveriges statsminister, lagde låg på den allerede i december, hvor han bemærkede, at man jo også kunne lave nye små europæere. Højere EU-fødselstal kan med andre ord overflødiggøre de indenrigspolitisk kontroversielle planer om øget immigration.
Denne ikke særligt realistiske strategi, om at EU så at sige skal kopulere sig ud af pensionsbomben, har tilsyneladende vundet et vist gehør. Selv om emnet ventes at dukke op igen på EU’s jobtopmøde i Stockholm i marts, gav dets totale fravær på denne uges mødes en trist, defensiv tone.
For trods alle deklarationer fra den velmende svenske justitsminster Maj-Inger Klingvall, om at det ikke er Fort Europa, der arbejdes på, og at EU skal skabe en fælles asylpolitik med højt beskyttelsesniveau, så lå det reelle fokus i Stockholm på kampen mod illegal immigration.

Det er karakteristisk, at når ministrene mødes næste gang 15.-16. marts til formelt møde i Bruxelles, så er de 12 EU-kandidatlande i Øst- og Centraleuropa inviteret med. Og det er ikke for hyggens skyld. Udvidelsen af EU inden for få år med lande som Polen, Ungarn og Tjekkiet vil give helt nye og store udfordringer med illegal immigration via lande som Ukraine, Rusland og Hviderusland. Derfor skal der tales tungt om opbygning af bedre grænsekontrol og strengere asylprocedurer med de 12 kandidatlande. Ellers frygter EU, at EU’s ydre grænser, der i dag er utætte, vil blive til en dør, der står på klem.
I Stockholm forsøgte FN’s flygtningehøjkommissær, hollænderen Ruud Lubbers, ellers at give EU-ministrene en saltvandsindsprøjtning af humanisme og realisme: »Ikke en nok så høj mur kan afholde folk fra at komme ind i EU,« sagde Lubbers, der også talte for en præventiv aktion ved at hjælpe de lande, hvor flest immigranter kommer fra. Og ikke mindst et kvotesystem til fordel for flygtninge EU-landene imellem. Han erkendte dog, at det ikke er lige om hjørnet. Spørg kommissær Vitorino hvorfor. Lubbers satte også vigtige nuancer på et af de sværeste emner i aylproblematikken, nemlig om hvilke lande, der kan kaldes »sikre«. Deres borgere – og vigtigere endnu – flygtninge fra andre lande, der banker på EU’s dør, efter at have stoppet i et sikkert land, har ikke ret til asyl. »I nogle lande er 95 procent af befolkningen sikker, men fem procent er i fare. Man kan ikke karakterisere hele lande som sådan. Forholdene er forskellige for forskellige mennesker. Når jeg læser aviser, får jeg det indtryk, at det er valgår. Vi er rige, vi burde ikke se flygtninge som en trussel,« lød Lubbers nedslåede kommentar.

Hans ord var ikke mindst hæftet på Storbritannien, der med 76.000 asylansøgere i 2000 pludselig er blevet det mest søgte land i EU. Landets indenrigsminister Jack Straw førte sig frem som strammer på mødet med krav om, at EU kun skal tage imod folk fra usikre lande. Han opfordrede til generøsitet mod »ægte flygtninge« men hårdere kurs mod de, der møder op med udokumenterede krav og udnytter »de komplicerede og meget modsatrettede praksiser« i de enkelte EU-lande.
Straw var dårligt nok færdig i Stockholm, før han sammen med Tony Blair skulle til Cahors i Frankrig for at tale videre om disse sager. Briterne mener, at slap fransk kontrol med illegale indvandrere har medvirket til boomet i asylansøgere i Storbritannien. Ifølge Straw tager mange af dem simpelthen toget under den engelske kanal og styrer direkte til Waterloo station i London. Han vil derfor have et tættere samarbejde og automatisk returbillet uden sagsbehandling til Frankrig af de illegale, der findes på toget. Men det havde Frankrig på forhånd gjort klart, at der ikke bliver tale om. Regeringskilder i Paris langede i stedet ud efter »den britiske ekstremt liberale praksis med tildeling af arbejds- og opholdstilladelser.«

Behovet for en fælles EU-politik er til at få øje på. Men i Stockholm gjorde de fremmødte ministre ikke meget andet end at bekræfte hinanden i behovet for, at der skal og bør gøres noget. Sporene fra Tampere i 1999 skræmmer dog en anelse. Siden da er det mest markante fremskridt mod en fælles politik, at EU har fået etableret en fælles flygtningefond, der råder over det uanselige beløb på 75 millioner kroner. Det skal bistå lande, der pludselig modtager særlig mange flygtninge. Oveni det kommer et EU-fingeraftrykregister, der skal sikre, at asylansøgere ikke bliver kastebold mellem forskellige lande. Men også at de ikke kan prøve igen i et andet EU-land, blot fordi de har smidt deres pas og ID-papirer ud. Eller simpelthen ikke har det med, fordi de er flygtet over hals og hoved.
Næste topmøde i Stockholm vil vise, om EU tør tage livtag med det store underliggende spørgsmål med at formulere en ægte position for en immigrationspolitik mod pensionbomben.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her