Læsetid 4 min.

’Der er en gæld at indfri’

Den gamle anti-atomkraft-aktivist Birte Weiss mener, at udgifterne til deponering af dansk atomaffald endnu er ’gætteværk’
16. februar 2001

»Fortidens synder? Ja, det er det.«
Sådan siger den minister, der nu er ansvarlig for rydningen efter Risøs 50-årige omgang med kernekraft på dansk jord.
Men ministeren – forskningsminister Birte Weiss – tilføjer hurtigt:
»Men spørgsmålet er: Hvor syndefuldt? Det har ligget i kortene, siden Folketinget i 1985 besluttede, at vi ikke skulle have a-kraft, at dekommissionering, altså afvikling, af Risøs anlæg skulle man først tage stilling til ved begravelsen. Det stod klart, at der var en gæld, der skulle indfries.«
Begravelsen kom til at indfinde sig hurtigere, end nogen havde regnet med:
»Vi blev overhalet af udviklingen,« siger Birte Weiss. »I september måned sidste år besluttede Risøs bestyrelse, at det ikke kunne betale sig at reparere på den sidste igangværende reaktor, hvor der var en lækage. Og dermed var afviklingen en nødvendighed at tage fat på nu.«
Birte Weiss fremhæver, at Danmark er anderledes stillet end de lande, der valgte at satse på atomkraften:
»Vi har kun dette ene reaktoranlæg. De andre dekommissionerer jo anlæg på løbende bånd.«
– Burde staten ikke have sparet op siden beslutningen i 1985?
»Det ville have været praktisk, men det ville have været et brud på tænkningen med fire-års-budgetter. Staten sparer ikke op.«

Fordoblede udgifter
Når Risø nu anslår udgifterne bare til rydning til 1,2 milliarder – mere end en fordobling på bare syv måneder – erklærer ministeren sig »overrasket«, men hun tilføjer:
»De internationale eksperter, der i disse dage vurderer Risøs nye rapport, mener i hvert fald ikke, at man har skudt under med det nye tal. Her går Risø med både livrem og seler – og lidt mere.«
En rydning vil indebære fjernelse af Risøs kernekraftanlæg »helt ned til den bare mark, den pure mark,« som ministeren udtrykker det.
Risø anslår selv, at omkostningerne vil være de samme, uanset om rydningen gennemføres efter det hurtigste scenarie, med bar mark omkring år 2030.
Forskningsministeren foretrækker det hurtige scenarie, men forberedelsen af en beslutning vil tage tid, fremhæver hun:
»Det er vigtigt, at vi lader os kigge over skulderen. Risøs rapport er under vurdering af internationale eksperter. Dernæst skal den behandles af en tværministeriel styregruppe. Og i Forskningsministeriet er vi i gang med at finde en international rådgiver, som kan give os en vurdering af den endelige rapport. Det er måske overflødigt, men jeg tror, det er klogt.«
Ministeren regner med, at der vil gå endnu et års tid, inden et beslutningsforslag om afviklingen vil være klar til at blive forelagt for Folketinget.

Gæt om deponering
– Udgifterne til deponering af det radioaktive materiale var i maj anslået til 200 millioner. Hvad skønner du nu?
»På nuværende tidspunkt mener jeg, at det er det rene gætteværk. Vi taler om en proces over flere tiår, hvor vi hele tiden skal have internationale eksperter med.«
»Og hvilken form for deponi, der er den rigtige, afhænger af, hvad der sker med de 233 kilo, der er højradioaktivt materiale.«
Ministeren indrømmer, at Danmark her er i enklemme:
»På den ene side hylder vi princippet om, at det enkelte land selv skal tage sig af sit affald. På den anden side er der mange andre lande, hvor det kun vil være en meget lille del af det højradioaktive affald, de har i forvejen.«
»Måske bliver der i første omgang kun tale om et ’mellemdeponi’ og ikke et ’slutdeponi’, lufter ministeren som mulighed: »Men i containere, der også er egnet til slutdeponeringen.«
– Mellemdeponier har det med at blive langvarige, når det drejer sig om nukleart affald?
»Det er jeg godt klar over. Men det kommer også til at afhænge af, om det højradioaktive affald bliver her i landet, eller det kommer andre steder hen.«
– Hvornår er det højradioaktive affalds skæbne afklaret? Om ti år?
»Nrjah. Det er for tidligt at sige. Det er i hvert fald ikke et spørgsmål, der kan afklares på en studs.«

Afviklingen udskilt
I ministerens tidsplan indgår også en fuld udrustning af det nystiftede statslige aktieselskab Dansk Dekommissionering, der har Forskningsministeriets tidligere departementschef Knud Larsen som direktør. Alle opgaver omkring afvikling og deponering kommer til at henhøre under det nye selskab.
– Risø må være blevet lettet, da den utaknemmelige afviklingsopgave blev overladt til Dansk Dekommissionering?
»Jeg var ikke i tvivl om, at det var vigtigt at skille opgaven ud. Det ville være et næsten umenneskeligt krav, at Risø både skulle afvikle atomanlæggene og samtidig være frontløbere på nye spændende forskningsfelter. Afviklingsopgaven må ikke spærre for ’det nye Risø’ med de højt kvalificerede opgaver, de har.«
Ministeren oplyser, at et halvt hundrede af Risøs ansatte er ført over til det dekommissioneringsselskabet.
– Er der ikke en risiko for, at de hurtigt flygter til job med mere fremtid i?
»Jeg har drøftet det grundigt med dem. De synes, det er den rigtige måde. Det kan da godt være, at en og en anden af dem går på pension, inden opgaven er færdig. Men vi er også inspireret af, at man har gjort det på den måde i udlandet.«
– Er Risøs overleven med nye opgaver ikke et eksempel på institutioners selvopholdelsesdrift? Burde Risø ikke have været afviklet med a-kraftanlægget?
»Det er en principrytterisk tankegang. Der er tale om en internationalt højt estimeret forskningsinstitution. De har lavet et oplæg til en ny strategi, og det ser meget rigtigt ud: Vindenergien fylder meget, ligesådan forskningen i nye materialer og bioproduktion. Jeg ser det tværtimod som en succeshistorie, hvor Risø har formået at omstille sig til det, der nu er samfundets behov.«
Birte Weiss advarer på forhånd mod forslag om, at Folketinget skulle nedsætte
Risøs bevillinger med det beløb, det kommer til at koste at drive dekommissioneringsselskabet.
»Det ville være urimeligt, hvis Risø skulle betale af sine midler til andre forskningsprojekter,« siger hun.
– Mener du ligefrem, at tiden er inde til at sætte Risøs bevillinger op?
»Jeg vil nødigt kvantificere,« lyder det diplomatiske svar.
Birte Weiss oplyser, at hun i 1970’erne selv var blandt de aktivister, der i anti-atomkraftbevægelsen OOA overtalte politikerne til at bortvælge denne energiform.
»Historien om, hvordan vi ikke fik a-kraft, er en smuk historie,« siger hun.
– Så må du også som politiker kunne lære noget af vore dages ’uansvarlige aktivister’?
»Jo, jo,« ler ministeren. »OOA var en god case på græsrodsarbejde.«
– Også at de nedlagde sig selv?
»Ja, da opgaven var løst. Det lykkedes at levere fantastisk meget godt til debatten.«
– Som Risøs ansatte søgte at miskreditere på alle måder?
»Det ironiserede jeg også over ved mit første møde med Risø,« lyder ministersvaret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu