Læsetid: 3 min.

Den gale sanger

Frankrigs evige teenager, troubaduren Charles Trenet er død, 87 år
23. februar 2001

Nekrolog
I dag begraver Frankrig sangeren Charles Trenet, der døde 87 år gammel natten mellem søndag og mandag. Han var kendt verden over for ikke mindre end 4.000 versioner af den romantiske sjæler i fox-trotrytme, »La Mer« fra efterkrigstiden. ’Den gale sanger’, som en hotelejer allerede i 30’erne satte ham på plakaten som, eller ’Sangens solkonge’ som han ved sin død i overskrifterne i den franske presse er blevet udnævnt til, var født i Narbonne.
Han blev som 6-årig modvilligt sendt på kostskole, var en tur over en kunstskole i Berlin, inden han med sin første roman under armen i 1936 drog til Paris og sluttede sig til den surrealistiske, homoseksuelle kreds bestående af folk som digterne Max Jacob, Cocteau og Maurice Rostand.
I Paris begyndte han efter en kort flirt med filmbranchen med musikken. I første omgang i en duo med den svejtsiske pianist Johny Hess, senere solo med sit lyse hår, de blå øjne, der spærredes jublende op, en blød hat skubbet bagud på krøllerne og et umiskendeligt ’swing’, som han var den første, der bragte ind i fransk musik. Han skrev i sin over 60 år lange karriere over 1.000 sange, hvoraf godt halvdelen blev hits og en snes stykker forbliver dybt prentet i den franske kollektive bevidsthed, fra »Y a de la joie« over »Douce France« skrevet i 1947 og brugt under Mitterands præsidentkampagne i 87, til »Fidele« fra 1971. Skønt teenagere i dag synger andre sange og har glemt navnet Trenet, så behøver man blot at slå de første toner og strofer an, så synger hele landet med. Som da rai-gruppen af andengenerationsindvandrere Carte de Sejour (Opholdstilladelse) i midten af 90’erne gav sangen »Douce France« et helt nyt og noget mere ’farvet’ aspekt.
I 1975 trak Charles Trenet sig tilbage fra scenen, men på opfordring af en quebecansk producer fik han i 1987 et come-back, og forblev musikalsk aktiv til kort før sin død.
Det kan være svært, hvis man kun kender den tilsyneladende sukkersøde »La Mer« at forstå rækkevidden af Trenets poetiske og ikke mindst totalt surrealistiske talent. En sygeplejerske på det hospital, hvor han i april 2000 var indlagt for sin første hjerneblødning, fortalte bekymret en ven, der var på besøg, at nu var den helt galt med Trenet. Hun havde konstateret, at han så fjernsyn uden lyd og spurgte monsieur Trenet, om hun ikke skulle skrue op for lyden. »Nej nej, endelig ikke, jeg ser altid fjernsyn med lukkede øjne.«
Trenet var den poetiske klovn, der bag den evindelige glæde, skjulte sin forpinte sjæl – det er ingen hemmelighed, hvor bidende, spydig og umulig han kunne være uden for rampelyset.
Når hans sange stadig synges, er det ikke mindst på grund af deres dobbelttydighed, og på én gang musikalske og poetiske dybde bag den så fængende og letløbende overflade. Som eksempel kan blot nævnes den refrænjubellykkelige »Je Chante«, som enhver blikkenslager med respekt for sig selv har fløjtet fra morgen til aften. Men sangens hovedperson – hvis man nu lytter til lidt mere end refrænet – synger så lykkeligt fordi... han har begået selvmord.
I dag begraver Frankrig sin syngende galning, samtlige aviser har bragt ikke to-, men 10-sidede tillæg om ham, og mandag var samtlige store tv-kanaler ryddet, med Trenet sat ind i stedet for føljetoner og film. En bittersød hævn for den trobadour, som Brel og Ferré refererede til, men som det franske akademi ikke ville vide af. Men i modsætning til det franske akademis medlemmer, der ofte går i døden mere døde end levende, er det en evindelig teenager, der fulgt af et helt land i ugelang nynnende sorg, i dag stedes til hvile.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her