(2. sektion)
Kortprosa
En mand træder ind i en overfyldt bus. I bussen fornærmer en ung fløs, der bærer en pudsig hat, en medpassager, som åbenbart har trådt ham over tæerne. Snart efter finder den fornærmede sig en plads. To timer senere ser manden den samme unge fløs på gaden, hvor en af hans venner råder ham til at få syet en ekstra knap i sin jakke.
Så banal og ligegyldig er dén anekdote, der udgør hele indholdet i bogen Stiløvelser, skrevet i 1949 af den franske forfatter, forlægger og eks-surrealist Raymond Queneau.
Til gengæld fortæller Queneau anekdoten i hele 99 udgaver, hver med sit særlige, stilistiske raffinement. Man får den fornærmede ungersvends tildragelser i en metaforisk version, som en sonet, vulgært, fornærmet, usikkert, søgt, synkoperet, græciseret, med amerikansk accent, olfaktivt, som en mængdelære, med definitioner og i mange, mange andre versioner.
Har intet at sige
Det lyder måske kedeligt, men er det modsatte, og det vil sige fabelagtigt morsomt. Efter endt gennemlæsning er det nemlig ikke blot af anekdotens banalitet, men også varianternes særheder, der bliver siddende i læseren. Her i den taktile udgave, bemærk de let erotiske undertoner.
»Busser er bløde at røre ved, især hvis man holder dem mellem lårene og kærtegner dem med begge hænder, fra hovedet mod halen, fra motoren til bagperronen. Men befinder man sig på denne bagperron, da mærker man noget hårdere og mere ru som er en jernplade eller stangen med stropper, snart noget mere svulmende og spændstigt, som er en endeballe.«
En blød bus mellem benene! Kører man længe nok i den samme rille, ender man åbenbart med aparte resultater.
Som man kan forstå, er Stiløvelser en klart anbefalelsesværdig bog, litteratur af høj kaliber.
Af samme grund er det måske på sin plads med en mindre advarsel. Som børn af romantikken forestiller vi danskere os ofte, at et stort litterært værk skal ville os noget, at det har noget at sige os. Det er ikke tilfældet med Stiløvelser.
Litterært lir
Queneau har ikke fyldt sin bog med eksistentielle, dybdepersonlige eller symbolske kvababbelser. Stiløvelser er en hoben litterære knaldperler, der med hver deres smæld vidner om sprogets legesyge evne til at forvandle sig selv og den beskrevne verden.
Overlegent litterært lir, altså, hverken mere eller mindre.
Ønsker man at blive klogere på livet med videre, må man gå til Kafka, Dostojevskij eller Martin A. Hansen. Her bliver man det ikke, men hvem vil også det, hver gang de læser en bog?
Med bogens karakter in mente er det i øvrigt imponerende, at den danske oversættelse fungerer så godt, som den gør. Ikke kun de normale varianter (telegramstil, fortalt bagfra, som et drama) glider ubesværet på plads.
Også Queneaus mere afsindige genfortællinger får Otto Jul Petersen omdannet til om ikke normale, så i al fald underholdende og velfungerende danske udgaver. Den homofoniske variant er et godt eksempel:
»Enda hen i mod Meta påagter Peron N. af en bush cer jeg en langhal sæd yndling med flet æd Lise om senat. Plus lig hen vente hansej te sin side, man, de, satan, trodse ham over terne med Wille.«
Tilsyneladende volapyk, men det giver mening, hvis man læser det højt et par gange.
Faktisk udkom den danske oversættelse første gang i 1994. Dengang blev oplaget hurtigt udsolgt, bogen har længe været uopdrivelig. Nu har det lille forlag Basilisk genudgivet den i et handy lommeformat. Den kan fås for hundrede kroner: køb den og læs den eventuelt i bussen.
*Raymond Queneau: Stiløvelser. Oversat af Otto Jul Pedersen. 72 sider, 100 kr. Forlaget Basilisk. Udkommer i dag
