Læsetid: 4 min.

Gift dig eller gift dig ikke – du vil fortryde begge dele

Mens brudepar i USA får sponsorer til at finansiere bryllupsfestlighederne, ender det herhjemme ofte med en Lilly-model
13. februar 2001

Romantik
Vi danskere har et kongehus, der er oppe på beat’et. Når HKH Frederik vælger at gøre en respektabel kvinde af Bettina – eller indgår registreret partnerskab – vil begivenheden bliver sponseret af det danske folk. Ingen nævnt, ingen glemt.
I USA kniber det med blåt blod. Derfor har de giftelystne hittet på at få private firmaer til at finansiere udgifterne til festen. Når brudgommen rejser sig op, så takker han ikke alene svigerforældrene, men også sponsorerne, som har gjort netop denne hellige alliance mulig.
Sponsorerne skal derudover have annoncer på de omdelte sange, de skal have lov til at lægge brochurer ud under brylluppet eller måske endda vareprøver. Nogle brudepar opretter også hjemmesider på nettet, hvor de takker de glade givere. I USA er der en samlet omsætning på 600 milliarder kr. om året på bryllupper, hvilket ifølge New York Times er en tredobling i forhold til starten af 80’erne.

Brudgomme på skinner
For at få en forestilling om det omfang, et sponsorat skal have for at dække udgifterne, besøgte jeg forleden den århusianske udgave af Odd Fellow-palæet, Varna, da der var bryllupsmesse.
Ved indgangen var der udlagt metalskinner, så rullestole også kunne forcere trappen. Jeg tænkte, at det nok var for at give vordende brudgomme, der var blevet invalideret under de stadigt voldsommere polterabends, en chance for at komme ind. Men mens jeg stod der, var det kun barnevogne, der benyttede faciliteten. Kvinder behøver altså ikke længere at være uberørt af menneskehånd, når de gifter sig.
En kvinde i fuldt brudeudstyr inklusive langt slæb går rundt med en stak Lilly-kataloger i favnen.
»Det er dig det ender med?« spørger jeg modellen. Hun fniser. Men jeg får hverken et katalog eller et visitkort. Svale-Hale butikken i Rønde udlejer kjole og hvidt til omkring 500 kroner, en guldsmed laver vielsesringe on the spot for de værdigt trængende, adskillige fotografer udstiller deres bedste bryllupsbilleder og en konditor fremviser overdådige kransekager af form som overflødigshorn. Og flere vognmænd udbyder limousinekørsel.
»Bryllupskørsel er en branche i vækst,« siger Flemming Rasmussen, der har ansat 23 freelance-chauffører for at imødekomme behovet. Han har to af afdøde rejsekonge Spies’ biler i sin stald, heriblandt en syv meter lang Cadillac Fleetwood Limousine, der var Formandens yndlingsbil. Det er ikke for økologisk bevidste brudepar at lade sig befordre i den slags benzinslugende monstre. Selv om bilen er så lang at man sikkert sagtens kan holde generalprøve på bryllupsnatten bagi uden at chaufføren opdager noget. Hvis man kan komme til for stof.

Andre end Lilly
Inde i Varna-salen står en hel hoben brude i centrum med hver deres stak kataloger i hånden. Der er andre på markedet end Lilly, så måske ender det slet ikke med hende alligevel. Og små brudepiger myldrer rundt blandt det talrigt fremmødte publikum. Alle de udstillede hunkøn er i det hvide snit, der ser ud til at være det eneste gangbare for kvinder, der vil smedes i hymens lænker.
Samtidig kan bryllupsmusikeren Massimo Vitali høres for fuldt udtræk, en Dario Campeotto-klon uden sidstnævntes charme. Hans kone deler prislister og visitkort ud, mens sønnen er gået i dækning bag en højttaler.
Restauratører udstiller dækkede borde, og tjenere i kjole og hvidt står klar til at lyde det mindste vink. Det ser ud til, at den omkostning på 100.000 kroner, som et bryllup ifølge en af de udstillende påfører brudens far – for det er traditionelt ham, der slipper af med en byrde og brudgommens familie, der skyder en papegøje – ikke er en øre for højt sat. Så er det bare med at skynde sig hen til Fona – de er så flinke.

Ikke et ord om særeje
Jeg spørger ved indgangen efter den juridiske rådgivning. Der må da være advokater til stede? Hvad med etablering af særeje og mandens udnyttelse af den hjemmearbejdende kvindes skattefradrag? For slet ikke at tale om en afklaring af den indbyrdes retstilling mellem folk, der indgår registreret partnerskab? Og når parret går hver til sit og skal finde ud af, hvad sit er værd – hvad så?
Men nej, der er ikke skyggen af en vinkelskriver til stede: »Vi fokuserer på det glædelige i den begivenhed, som et bryllup nu engang er,« siger damen med billetterne og det megatunge bryllupskatalog.
Jeg brokker mig over, at jeg ikke må deltage i konkurrencen om at vinde brudeudstyr for en formue, bare fordi min bedre halvdel nægtede at gå med, og da det ikke hjælper beslutter jeg at boykotte opvisningen i brudevals kl. 15.30. På bryllupsmessen så jeg ikke en sjæl af anden etnisk oprindelse end dansk. Måske var det selve danskheden jeg så materialisere sig? Følg den fortsatte udvikling inden for giftermålsudstyr på www .bryllup.dk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer