Læsetid: 11 min.

De gør os ulovlige

Midt i regnskoven kan man godt leve af landbrug uden at ødelægge jorden og skoven. Karenerne i Thailand ved hvordan. Men regeringen vil have dem væk. »Deres lov forstår ikke vores lov,« siger karenerne
17. februar 2001

Prus Odochao er en ung fyr med hestehale og kondisko. Han går forrest ad den smalle sti gennem regnskoven.
»Se her,« siger han og peger på et kløftet træ med to stammer. »Vi fælder ikke træerne ved roden. Vi skærer dem en meter oppe. Så skyder de igen. Senere kan vi tage den ene stamme og lade den anden blive.«
»Og se her, og der, og den der,« fortsætter han. Hele tiden skal han et svinkeærinde ind i underskoven for at pege og fortælle. Han sætter navn på de mange træer og urter i sin skov. Han ved, hvad de kan bruges til. Og han er tydeligt stolt af sin viden. »Det her træ er til honning, de her blade hjælper, når man har ondt i ryggen.«
Prus er karen, men han har gået i skole nede i dalen og taler flydende thai. En amerikansk pige fra støtteorganisationen NGO-COD oversætter til engelsk. Han tilhører en ny generation af unge karener:
»Før i tiden lærte man alt, hvad man havde brug for, af sine forældre. Senere blev de unge sendt til byerne for at få uddannelse. De lærte at se ned på deres forældre. Men vi er vendt tilbage til vores landsbyer, vi er gået ind i bevægelsen, og vi er stolte af at være karener. Vi vil være med til at styrke vores eget folks værdier og forklare andre, hvordan vi passer på skoven og bevarer diversiteten,« siger de.
Længere inde i skoven standser vi på en lille åben plads. Rundt om en tyk træstamme er der bundet et safran-farvet skærf.
Det er en begravelsesplads, fortæller en af de ældre karener. Træet er indviet under en buat paa-ceremoni.
»At beskytte skoven er en del af vores tro og tradition,« forklarer han. »Vi har vores egne regler. Men nu har regeringen gjort vores lov ulovlig. Den siger, at vi skal flytte. Vi må ikke fælde træer og ikke dyrke vores jord.«
»Vi forhandler med det nye parti. Hvis de vil have vores støtte, så må de anerkende vores måde at leve på og vores tro og vores evne til at passe på skoven.«
Hvorfor klædet omkring træet er
orange?
»De fleste af os er buddhister i dag, selv om vi stadig praktiserer vores egen religion,« forklarer han.

Vi er i Mae Lan Kham. Et landsbysamfund med knap 500 indbyggere langt oppe i bjergene i det nordlige Thailand. Karenerne kæmper, ligesom de andre bjergfolk, Lua, Hmong, Mien, Lahu, Lisu og Akha for deres eksistens og ret til at leve i skoven. Karenerne er indvandret fra Burma (Myanmar).
»Vores folk kom hertil for 200 år siden. Dengang var det luaernes land,« fortæller landsbyens leder.
Der er en aura af opium og guerilla om bjergfolkene her i ’den gyldne trekant’, området mellem Laos, Thailand og Burma. Men her møder vi en gruppe oprindelige folk, der er fanget i den klassiske udviklingsfælde:
»I begyndelsen var det et britisk selskab, der havde koncession her,« fortæller San Thorn Tulu. »Folk fældede træer overalt. Så kom thaiselskaberne. De fortsatte med at rydde skov. Men nu har de gjort vores skov til beskyttet område, og hele vandafløbsområdet styres af myndighederne. Når bønder flytter ud, bliver der plantet træer. De planlægger en totalfredning. De områder, hvor vi har vores marker, vil de definere som beskyttede i klasse 1A. Det betyder, at man hverken må dyrke jorden eller samle noget ind fra skoven. De vil have os væk.«
»Da landsbyen hørte om det, henvendte den sig til min far, som er stammeleder og bor i en anden landsby. Nu er vi i gang med at organisere os, begge steder. Vi har gået i demonstrationsmarch til Bangkok, og vi har fået kontakt til støtteforeningerne og universitetsfolk i Cheng Mai (provinsens hovedby, red.). Der er meget, vi skal tænke over: Hvorfor lever vi her? Hvad gør vi ved jorden og skoven? Hvorfor vil vi ikke flytte? Vi skal finde svar på mange spørgsmål, som vi ikke havde tænkt over før.«
Thailands regnskov er forsvundet i stor fart. I 1961 var mere end halvdelen af landet dækket af skov. I 1992 var tallet nede på 18,4 procent. Skovene skrumper stadig med 0,85 procent om året, ifølge Den Kongelige Skovstyrelse.
Regnskoven er under pres fra illegal hugst, plantager, nye bosættelser, anlæg af dæmninger og turistområder.
Regeringen har sat sig for at udvide skovene igen og beskytte de områder, hvor meget af vandet i Thailands floder kommer fra. Men myndighederne, både dem, der beskytter skoven og vandet, lader hånt om bjergfolkene liv og rettigheder. Tusindvis af landsbyer ligger inden for de afmærkede, beskyttede områder. Mange medlemmer af de etniske mindretal er blevet forfulgt og tvangsforflyttet. Gamle konflikter mellem bjergfolkene og de risdyrkende bønder i dalene er brudt udi lys lue.
Her kommer den danske miljøbistand Danced ind i billedet. Gennem et samarbejde med thailandske støtteorganisationer får befolkningen i Mae Lan Kham hjælp til at kortlægge deres område, dokumentere deres levevis, gøre den mere bæredygtig, organisere sig og kæmpe for deres rettigheder.

Vi dukker ud af skoven og står igen på den stejle, hullede bjergvej, der for 20 år siden åbnede området for færdsel. En ung kvinde, klædt i den traditionelle stærkt røde dragt, fører os lidt længere ned ad vejen og ind på en skråning. Her har en gruppe af landsbyens beboere forberedt en lille plancheudstilling.
Tre af plancherne består af små plasticposer med frø.
»Vi dyrker 32 afgrøder samtidig på denne mark,« siger karenerne og peger op over skråningen bag dem. Jeg tror, det er løgn. Jeg må bede om at få det oversat en gang til. Vist er de høje træer væk på skråningen. Men det, der er tilbage, ligner slet ikke min forestilling om en mark. Bare vildtvoksende græs og spredte buske.
»Den er god nok,« griner souschef Christian Kruse fra Danced, »du står midt på tærskepladsen.« Jeg bukker mig ned og samler et par strå op. Umiskendeligt tærsket halm.
Karenerne rydder sådan en skråning og dyrker den i syv år. Så får den lov at springe i skov igen, mens de starter på et nyt sted. De dyrker ris af den slags, der ikke skal kunstvandes. Og indimellem dyrker de alt muligt andet.
Prus kan udpege hirse og durra, sesam, kommen, chili, citrongræs, bønner og andre bælgfrugter. Der er også majs og forskellige slags nødder.
Karenerne pløjer ikke jorden. Den er hele tiden tilgroet, så man ikke får erosion. Et rotationssystem sikrer, at alle familier får adgang til jorden, og at markerne ligger brak i den tid, det er nødvendigt for at undgå udpining.
De samler selv frø, tørrer dem og sår dem, når de har høstet.
»Her er forskellige slags agurker og meloner, squash og ægplanter,« siger de og udpeger hver enkelt på en af plancherne med små frøposer.
»Vi vil ikke bruge frø udefra. De dur ikke her. Og hvis vi køber de forædlede sorter, bliver vi afhængige af IRRI og genbankerne i USA,« siger de. »Så skal vi også bruge sprøjtemidler og kunstvanding.«
IRRI er det internationale ris-forskningsinstitut med hovedkvarter på Filippinerne, som frembringer den grønne revolutions højtydende rissorter.

Pludselig er det ved at blive mørkt og køligt. Vi går tilbage ad vejen mod landsbyen. Karenernes huse er bygget på høje pæle med en trappe op til et plankegulv og fletværk som vægge. På den bare jord under husene spankulerer høns og småbørn rundt. Og et enkelt sort hængebugsvin ved hver familie. Små hunde varmer sig ved bålene, hvor de farvestrålende kvinder er i gang med at tilberede maden i sorte gryder.
Jeg bliver indkvarteret i et af husene. Familien med alle børnene rykker sammen i det mindste rum og overlader de to større rum til gæsterne. Et til mænd og et til kvinder.
Og så er der festmiddag. I landsbylederens hus kræser karenerne op med de bedste, de har, alt af egen avl. Vi sidder på gulvet med vores lange, stive europæiske ben strittende i alle retninger. Fra ’køkkenet’ nede på jorden rækker kvinderne den ene ret efter den anden op til os.
Stemningen er lidt stiv og genert. De ser os an. Og det er ikke nemt at sludre med al den tolkning fra engelsk til thai og fra thai til karen og tilbage igen.
Men så går de i gang med deres velforberedte foredrag. De fortæller om landsbyens organisering, om regeringens planer, som de intet havde hørt om, før man pludselig havde udpeget skoven til totalfredning. Om demonstrationsmarchen til Bangkok og mødet med distriktchefen, der ikke kunne forstå, at de ikke ville flytte ned i dalen og samles i en ny landsby, hulter til bulter med andre etniske minoriteter.
»Vi vil gerne arbejde sammen med dem om at beskytte skoven,« siger Sun Thorn Tulu. »Sammen med støtteforeningen prøver vi også at finde ud af, hvordan vi kan udvikle vores landbrugsmetoder og beskytte skoven bedre, f.eks. mod brande.«
De slæber et stort kort over området ind og holder det op på væggen i stearinlysenes skær. Og en planche, hvor deres regler er skrevet ned:
Skoven er delt op i fællesskov og fredskov. Det er forbudt at fælde træer og jage i fredskoven. Det er forbudt at ødelægge brandbælter. Det er forbudt at sælge jord og huse til folk udefra. Det er forbudt at bruge kædesav, undtagen hvis landsbyrådet har vedtaget, at man skal bruge tømmer til at bygge, f.eks. et skolebyggeri. Det er forbudt at sælge narkotika, og det er forbudt at smide affald i skoven.

Landsbyen har også sine egne straffe. Første trin er udelukkelse fra fællesskabet, f.eks. at man ikke kan komme med til bryllupper. Næste trin er bøder, f.eks. to høns eller i værre tilfælde konfiskation af jord. I allerværste fald kan man blive udleveret til regeringens myndigheder, thai-politiet.
»Vi bør selv tage hånd om det, hvis nogen bryder reglerne. Vi må hjælpe hinanden og forstå, at det går ud over alle, hvis skoven tager skade.«
»Det er hårdt at leve, når vi ikke kan tage del i beslutningerne om vores eget liv. Deres lov gør vores lov ulovlig. De anklager os for at fælde træerne.«
– Hvor vil regeringen flytte jer hen?
»Vi ved det jo ikke præcist. Der er så mange forskellige myndigheder. Nogle af dem vil bare have os ud. Ansvaret for genhusning hører under nogle andre. Måske vil de bare lægge pres på os. Men i en af de andre dale har vi hørt, at man ville flytte karenerne ned i dalen, hvor der er alt for varmt, sammen med folk, der har en anden kultur. Det er altsammen meget uklart. De vil have fisk til at leve på land.«
I thaiernes skoler lærer man ikke om karenernes egen viden og kultur. Man lærer at se ned på sin egen stamme. De unge, der arbejder i byerne, får en masse problemer: arbejdsløshed, prostitution, lavtlønnet arbejde i restauranter og væverier.
Efterhånden kommer nogle af kvinderne op og deltager. En af dem siger: »Jeg er stolt af at være karen, men alt, hvad vi gør, er ulovligt, selv om det ikke er forkert. Vi ødelægger jo ingenting. Der er så mange, der ikke forstår vores liv. Måske synes de ikke, vi er rigtige mennesker. Men de vil gerne have vores stemmer.«
Før i tiden var det almindeligt, at kandidaterne på valg udleverede en konvolut med penge og deres billede, når der var valg. »De sagde også, at vi ville miste vores ret til at komme på hospital, hvis ikke vi stemte på dem.«

Thailands nye forfatning fra 1997 anerkender de lokale samfunds traditioner og rettigheder. Den fastslår også deres ret til at deltage i forvaltningen af naturens ressourcer og øve indflydelse på planlægningen og lovgivningen.
»Den gamle skovlov ser kun på naturens ressourcer som en indkomstkilde. Vi arbejder sammen med andre NGO’er for at få vedtaget en ny lov om fællesskabsejet skov,« fortæller Ravadee Prasertcharoensuk. Hun er aktiv i arbejdet for at støtte truede lokalsamfund både her i norden og blandt fiskerne i syden og bønderne i nordøst. Og hun er sekretær for programkommiteen i de Danced-finansierede støtteprogrammer. Her i Nordthailand omfatter programmet 134 landsbyer, hvoraf de 107 ligesom Mae Lan Kham ligger inde i de områder, regeringen har afmærket som beskyttede. I alt er ca. 2.000 landsbyer berørt af regeringens politik.
I Bangkok arbejder Ravadee for at få lovliggjort og anerkendt karenernes traditionelle livsform. Men kernen i projektet er at hjælpe dem til at udvikle deres egen organisation og deres viden om sig selv – og forbedre deres metoder, så de ikke bliver økonomisk afhængige af støtte udefra.
Selv om karenernes traditionelle levevis og landbrug er smukt i overensstemmelse med regnskovens økologi, så er udbyttet ikke helt tilstrækkeligt til at dække deres behov, erkender Ravadee. Heldigvis kan skoven, skråningerne og vandløbene godt bære, at man også dyrker ris på terrasser med overrisling, blot man ikke overdriver det.

Nattekulden sniger sig ind på os. Benene bliver stive. Men nu kommer flaskerne med risvin frem, og stemningen bliver mere løssluppen.
»Vi vil synge en sang for vores gæster,« siger karenerne. Men først skal den lige oversættes. Fra karen til thai. Fra thai til engelsk.
»Moders hjerte er fuld som en agurk«
Eller er det en melon?
»Hvis ikke bjerget var der, ville vi mødes«.
Eller er det floden? Vild diskussion, fnis og latter.
»Hvis ikke floden..., var din bror min bror og din søster min søster.«
»Ikke nogen forhindring, ikke noget problem.«
Undtagen oversættelsen. Den går fuldstændig i kage. Men meningen er god nok. Og sangen.
»Vi er allesammen børn i den samme familie.« Eller sådan noget lignende.
Forresten må kvinder kun synge ude i marken. Ikke inde i huset, undtagen til begravelser. Det gør de nu alligevel. Det lyder vemodigt.
Godnat og mange tak. Og held og lykke.
Jeg varmer mig ved bålet med et krus Nescafé. Hundene kryber også sammen på den varme aske. Skoven er fuld af mærkelige lyde. Stjernerne tindrer på den kulsorte himmel. Der står Orion med sit bælte. Gad vide, hvad han hedder her.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu