Læsetid: 4 min.

At gøre ondt værre

Teatret tager let – alt for let – på opgaven i Pelle Koppels i øvrigt gode énmandsdrama ’Smitte-Faren’
26. februar 2001

Teater
Er dette et menneske værd? Dét synes at være det ledende spørgsmål for en række nye teaterstykker, der vender voldshandlinger og det der er værre på hovedet, for at vi skal få øje på mennesket bag det hele, voldsmanden, morderen. Ham, der er udstødt af verden. Ikke fordi han er det menneske han er, men fordi han har gjort noget uafvendeligt og utilgiveligt. Og vi får kun syn for sagn gennem ham.
Vi har set det flere gang, bl.a. tidligere på sæsonen i Lars Noréns Drengene i skyggen. Lige nu sker det igen på Aarhus Teater med Pelle Koppels Smitte-Faren.

Så langt så godt
Smitte-Faren er et lille én-mands forestilling med Victor Marcussen i rollen som Den Anklagede, der sidder i noget som på skift er et forhørslokale og en fængselscelle. Han har gjort det værst tænkelige: Dræbt sine forældre og nok også sin egen søn.
Smitte-Faren spilles på Aarhus Teaters historiske og til lejligheden genopdagede intimscene, Sorte Sal. Et lille tæt lokale, hvor man sidder på nakken af hinanden og let fremkalder klaustrofobiske fornemmelser, hvis det er det man vil. Den lille scene er afskåret af en glasvæg ud mod publikum, som i et forhørslokale: Vi kan se Den Anklagede, han kan ikke se os. En virkningsfuld revitalisering af den 4. væg, må man sige.
Sorte Sal et rum er fyldt med surround sound og omvandrende stemmer: Kommissær Sær, retsmedicineren Ad Bad Libitum, journalisten Spade osv. Vi er tæt på radioteatret, men er dog i rummet, og det er vældig virkningsfuldt. Og af og til også befriende morsom i sin omgang med et i grunden tragisk emne.
I Den Anklagedes verden er livet et fængsel og fængselsdommen en barndom, der varer i 18 år (nærmest livstid). Her rimer ord på mord og sproget er fyldt med gags. Højdepunktet er lydscenerne med de andre fanger, »de dér røvshulshuller«, der jammer flerstemmigt på linjen: »hej du dér dig dér, ja da fanme da dig dér!«
Det hele holdes på plads af en fokuseret Victor Marcussen, der med minimal gestik og koncentreret mimik spiller med stor udtryksfuldhed. Så langt så godt.

Det virkeligt utilgivelige
Men, men. Der er et overkill inde i Smitte-Faren, der er til at leve med, men som er et symptom på noget uden om stykket, der ikke overhovedet er til at leve med:
Det er ikke det, at volden bruges som en æstetisk figur. Det er der i sig selv intet galt i. Vold er en realitet på linje med alt andet og kan som sådan gøres til genstand for kunstnerisk bearbejdning. Lad os tage to næsten modsatte eksempler.
Det kan ske ude på ironiseringens overdrev, derude hvor moralisten intet har at gøre, fordi den realitet, han vil forsvare, slet ikke har en plads der – tænk på Pulp Fiction eller flere af Dr. Dantes forestillinger, f.eks. Chief Butterknife. Smitte-Faren er ikke i nærheden af det overdrev.
Vold og drab kan også udsættes for en tæt dokumentar-kunstnerisk bearbejdning, sådan som f.eks. Per
Olov Enquist gjorde med en bestialsk mordhistorie i sit stykke Tupilak. Enquist afprøvede med kunstnerisk alvor det problem, Koppel i ekstrem grad fremhæver, men intet gør for at belyse:
»Man prøver en skyld så langt man kan, så kan man ikke længere. Man må altid regne med muligheden af at der ikke var nogen skyld.«
Hos Koppel bliver det problem til intet i selve forestillingen, andet end at Den Anklagede kan sige ’fra’, men ikke ’far’.
Koppel synes slet ikke at have overvejet de spørgsmål om skyld, omsorg, årsager og symptomer, der må melde sig i enhver sag som denne. Han forudsætter højest slappe sociale klicheer om, at hvis da bare vi havde taget os nok af ham, (selv)morderen, mens tid var osv. Reelle spørgsmål til sagen, som f.eks. hvordan det kan være, at et menneske går amok på symptomerne fremfor på det, der er årsager til hans elendighed, er udeladt.
Måske derfor kaster Koppel sig i reklamen for stykket rundt i misvisende sammenligninger med stadig aktuelle mordsager som Lundin-sagen og den lokale, slet ikke så gamle sag fra Aarhus Universitet, hvor en studerende skød om sig om dræbte to og sig selv til sidst. Hændelser, der har intet at gøre med Smitte-Faren.
Allermest tåbeligt er det, at medierne kolporterer og forstærker det overgreb. Det er virkelig at slå plat på virkelighedens ubegribeligt tragiske hændelser såvel som den kunstneriske omgang med dem. En total, nok så uafvidende despekt over for det menneske der er offer for sig selv, over for et nok så ironisk-alvorligt indstillet teaterpublikum, og først og sidst over for de mennesker, venner og familie, der faktisk må leve med omkostningerne af de hændelser, man taktløst slår til lyd for.

Etisk problem
Alt dette udenomsværk slår uundgåeligt ind i min opfattelse af Smitte-Faren. Stykket bliver et eksempel på et radikalt etisk problem for kunstneren, der inddrager vold og drab i sit værk: Han forholder sig nok modsat til sagen end den traditionelle moralist, der blot vil have vold og drab ud af kunsten. Men han gør faktisk det samme som moralisten: Han glemmer at skelne mellem og bearbejde forskellen på den realitet, vold og mord har i en kunstnerisk sammenhæng, og den realitet, vold har uden for den kunstneriske sammenhæng.
Tænk om Pelle Koppel havde haft kunstnerisk format til bearbejde dét dobbelte problem om æstetiseringens og ytringsfrihedens overdrev og føre det ind i Smitte-Faren, fremfor at smøre det udenpå med stor og ubehjælpsom hånd. Det havde været noget! Ikke mindst i lyset af, at forestillingen skal ud på gymnasierne som debatteater.
Som det er nu, slår Pelle Koppel og Aarhus Teater sig selv for munden – og gør, i alle henseender, ondt værre. Er dét et teater(stykke) værd?

*Smitte-faren. Manuskript og iscenesættelse: Pelle Koppel. Scenografi: Jørn Walsøe. Aarhus Teater, Sorte Sal. Til 3. mar. www.aarhusteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her