»Jamen, er det ikke utroligt. Her står denne mand, som er en kultfigur, en guru, en af verdens mægtigste mænd, og det, der interesserer ham mest, er, hvordan man får folk vænnet fra at læse bøger«.
Kvinden slog ud med armene som for at sige: »Det er absurd«.
Hun havde rødlakerede negle og en lilla dragt, som stod i skrigende kontrast til de mange jakkesæt, der i minutterne efter Bill Gates´ tale havde samlet sig i foyeren på Scandic Hotel i København omkring kaffemaskinerne og appelsinjuicen.
Hun var sammen med en af Jyllands absolut førende erhvervsmænd.
Forretningsfolk eller rettere deres firmaer havde betalt et net beløb 10.000 kr. pr. adgangskort, hed det sig for at komme tæt på deres store forbillede og idol, manden fra Microsoft. Og Bill Gates havde beredvilligt fortalt om den vidunderlige, trådløse fremtid, der venter os, men så var et smerteligt drag ganske rigtigt gået over hans ansigt, da han ud i salen spurgte: »Vil folk læse på pc eller papir?«
Da ingen svarede, svarede han selv: » De vil læse på papir«.
Et øjeblik blev der stille i salen, som om folk pludselig forstod det rette omfang af konstateringen. Her var noget, som ikke var lykkedes for den store Bill Gates. Noget, som ærgrer ham. Noget, som han vil arbejde videre på. Men et lille håb er der.
»Ja«, siger han. »Der er et dokument, folk aflæser direkte fra skærmen. Encyklopædien. Den opdateres nemlig løbende«..
Der er rift om at være i nærheden af Gates. Ikke at han er nogen stor taler, tværtimod. Nogen sprudlende humorist er han på ingen måde. Det er langt mere spændende at høre, når Thomas Rørdam folder sig ud, forsvarsadvokaten fra Plejebosagen, som Gates i det ydre har en ganske slående lighed med.
Men bare det at kunne sige, at man har været i samme lokale som verdens mest succesrige business-mand, som også skulle være verdens rigeste mand (en oplysning, man egentlig burde dobbelttjekke med Sultanen af Brunei)... det er virkelig noget.
Forklædt som fotograf
Der var så mange tilmeldinger, at Deres udsendte fik skammeligt afslag på deltagelse, idet Den mindst Ringe allerede havde meldt videnskabsredaktøren til. Men man kan vel sin Günther Walraff. Forklædt som pressefotograf med en fiks, men fyldig Nikon med blitz lykkedes det uden besvær at få adgang til Hotel Scandics sal, og som videnskabsredaktøren tørt konstaterede: Man kunne mageligt have haft en lille kanon med i håndtasken.
Jeg levede mig totalt ind i rollen og stillede mig op foran talerstolen i den fyldte sal. Dagbladet Børsen havde arrangeret seancen, og chefredaktør Leif Beck Fallesen, kendt fra tv, stod afventende ved siden af. Han skulle være ordstyrer. For at sige noget sagde jeg:
»Hvornår skal han rejse i dag?«
»Jeg ved det ikke, og jeg har ikke villet spørge«.
»Har han sovet her på hotellet i nat?«
»Det ved jeg heller ikke, men der står nogle fotografer og venter på ham uden for hotellet. De tror, han har sovet på et andet hotel, men faktisk tror jeg, han har sovet her.«
Det var, forstod man, et led i sikkerhedsforanstaltningerne, at man ikke skulle vide for meget.
I kulden udenfor
Men før vi kom ind i hotelvarmen, var Gates-dagen for vort vedkommende startet frysende foran hotellet, hvor en gruppe på 12-15 meget unge, ATTAC-inspirerede demonstranter havde taget opstilling på en vold over for hotelindgangen med et protestbanner. Noget skolemesteragtigt testede jeg deres viden:
»Nu har Bill Gates jo ikke ligefrem opfundet Internettet«, sagde jeg. »Ved I, hvad det er, han står for?«
»Ja«, svarede den hurtigste af drengene: »Han mødte en mand på en bar og købte MS-DOS af ham«.
En pige bagved trængte sig frem og lagde til:
»Han kunne godt give nogle flere af sine penge væk«.
En af drenge tilføjede:
»Han prøver også på at købe alle andre op og få kontrol med det hele. Det er alt det, han står for, vi er imod«.
»Beundrer i ham lidt alligevel?«, spurgte jeg, fordi jeg mente at ane en undertone i den retning, men svaret faldte prompte og entydigt:
»Nej!«
To styrker
I Bella Center var sikkerhedstjekket anderledes grundigt. Videnskabsmedarbejderen blev antastet af en muskelsvær mand i noget der var tæt på en kropsvisitation.
»Hvor mange vagter er I«, ville vi vide.
»Nok«, svarede han. Ikke uvenligt, men lakonisk.
»Vi ser intet politiopbud«, undrede vi.
»De er her«, sagde han - og tilføjede af sig selv:
» Vi er to styrker«.
»Har han deciderede bodyguards?«
»Ja«.
»Tja«, sagde jeg. »Sådan må det vel være«.
I Bella Center kom flere hundrede gæster fra firmaer som A.P. Møller, Nokia, Shell, Alcatel, Dell, Danske Bank, Egmont, Ericsson, Telenor, Lego, Novo Nordisk, men også Muskelsvindfonden, ATP og Specialarbejderforbundet og fra mindre firmaer.
Sonofon havde sendt en hær på ca. 40 personer, og Socialdemokratiet havde revet sig og sendt den unge næstformand Lene Jensen.
Multi-generationen
Mens vi ventede på Gates, som i parentes bemærket lod sig transportere i en ydmyg, lille bus, langt fra limousinernes strømlinede elegance, hørte vi et par foredrag. Søren B. Henriksen fra Dansk Handel & Service sagde bl.a., at efterkrigsgenerationen (1945-60) var blevet afløst af X-generationen (1961-76), som så igen var blevet afløst af snabel a-generationen eller @-generationen.
Modsat, hvad mange tror, er sidstnævnte generation ikke fascineret af den nye teknologi. Den er der bare.
Karakteristisk for @-generationen er også, at de unge er ligeglade med autoriteter. De ved mere end læreren.
Caroline Søeborg Ohlsen, tidl. Mouse House, nu Cell Network, kunne opdele genrationen i endnu flere underafdelinger: Commodore 64-, Nitendo-, playstation-, Pokemon- og Xbox-generationen.
Hun afspillede iøvrigt sound-tracket til filmen 2001, og havde trendy bon-mot´er i ærmet som Dont build a company, tell us stories og None of us is as smart as all of us. Hun talte også om noget, hun kaldte en ægte win-win-situation, og mødet mindede i det hele taget ikke meget om et forfattertræf på Louisiana.
På det tidspunkt måtte jeg af naturlige årsager forlader salen. Uden for i lobbyen ventede et syn som taget ud af en Tati-film: En 15-20 mænd stod, gik eller lænede sig op ad søjler, alle med en hånd oppe ved det ene øre. De telefonerede.
Uheld med filmen
Jeg stillede igen op i det lille community af pressefotografer og virkede ganske overbevisende, tror jeg, da Gates ankom. I det hele taget havde jeg haft en tydelig oplevelse af, at døre åbner sig for en, hvis man har et kamera på maven, og at folk smiler venligt. Pressefotograf er højstatus, journalist er lavstatus .
Jeg var ganske tæt på Gates ansigt og tog også et par billeder af hans fødder. Også den anden talers, Michael Dells fødder fik jeg taget (Dell fra Dell Computers). Ambitionen var at blive anerkendt som fodfotograf, idet der er ansigtsfotografer nok.
Men da jeg lidt efter trak filmen ud af Nikon for at sætte en ny i, hang noget af den fast et sted inde i kameraet. Jeg forsøgte at rive den fri og var lidt efter viklet ind i filmstrimlen. Videnskabsredaktøren mente, at filmen var blevet overbelyst. Jeg tænkte på, hvad Bill Gates havde sagt, at vi var i gang med en vigtig, teknologisk udvikling. Lige nu havde jeg en fornemmelse af, at jeg stod midt i den.
