Læsetid: 4 min.

Guldrandet fodboldcirkus

Markedsføringsaftale mellem Manchester United og New York Yankees gør europæisk fodbold til global, big business. Næste skridt i kommercialiseringener måske en uroliga
12. februar 2001

Der er Hollywood-glamour ved den aftale. Man tager to unge sportsstjerner på 25 og 26 år – den ene (David Beckham) kører Lamborghini og er gift med Victoria A-dams kendt fra Spice Girls; og den anden (Derek Jeter) er kæreste med Miss Universe, tjener 151 millioner kroner om året og kører Mercedes 600SL – og så smider man dem storsmilende op på storskærmen, bagefter ’merchandiser’ man dem over hele verden, og så opstår en synenergieffekt.
For det er, hvad verdens rigeste fodboldklub, Manchester United, besluttede at gøre i sidste uge, da den anført af selveste Sir Bobby Charlton rejste til New York og underskrev en global markedsføringsaftale med YankeesNets, der bl.a. ejer USA’s førende baseball-hold, New York Yankees.
De to sportslige pengemaskiner vil fremover sælge trøjer og andet mærkevareudstyr for hinanden, og på deres tv-stationer vil de sende hinandens kampe. På Uniteds hjemmebane Old Trafford vil publikum på storskærme kunne se levende billeder af yankeernes stjerner som Derek Jeter og Bernie Williams, mens stjernedyrkelsen på Yankee Stadium vil blive udvidet med røde djævle som David Beckham og Fabien Barthez.

Global forretning
Sportens stjernedyrkelse er blevet ’big business’ i global skala. Aktierne i Manchester United steg straks med fem procent, da aftalen blev offentliggjort i onsdags.
United har en markedsværdi på 11,5 milliarder kroner, mens YankeesNet med en markedsværdi på 4,5 milliarder kroner er lillebror. Yankeerne vil bruge Uniteds varemærke til at rykke frem i Europa og Asien.
Til gengæld er yankeerne et springbræt for United på det amerikanske marked, hvor der allerede siges at være 70 millioner tv-seere til klubbens kampe i Premier League. Soccer – det vil sige fodbold på europæisk – er i hastig fremgang blandt amerikanske børn. Det er denne gryende interesse de røde djævles købmænd vil have kapitaliseret. United har – som er de sportens rockstjerner – planlagt en turné i staterne i 2003, og de vil gentage successen fra Asien, hvor de allerede har millioner af fans, fire butikker og sælger masser af varemærkeudstyr.
I dag giver ’merchandising’ og sponsoraftaler en fjerdedel af Uniteds indtægter, og i kulisserne presser andre varemærker på. Verdens største selskab for mobiltelefoner, Vodafone, betaler 350 millioner kroner om året for at få sit navn klistret på Uniteds trøjer. Og sportstøjfirmaet Nike har indgået en aftale med djævlekøbmændene og betalt 3,5 milliarder kroner for at levere tøjet til United og markedsføre klubben globalt.
Her stopper de røde djævle ikke. Holdet vil hente 290 mio. kroner i tv-indtægter fra sine Premier League kampe, og i Champions League vil klubben mindst skaffe sig 200 mio. kroner i tv-indtægter.

Farvel og tak
I en kommentar til aftalen siger Arsenals bestyrelsesformand, Peter Wood, at »vi skal udkæmpe en kamp op ad bakke, og mange engelske klubber vil føle sig magtesløse, fordi endnu flere penge vil strømme over til United.«
Den tidligere Manchester City-spiller, Rodney Marsh, gik et skridt videre: »Vi kan godt kysse farvel« til at konkurrere med United om det engelske fodboldmesterskab.
Sammenhængen mellem penge og resultater er ikke given, men i Uniteds tilfælde synes den at eksistere.
Holdet er tretten point foran Arsenal, der er nummer to i ligaen. United har vundet seks ud af de sidste otte mesterskaber. Og klubbens årsomsætning er med 1,2 milliarder kroner større end den samlede omsætning i Chelsea og Arsenal, der er nummer to og tre på den økonomiske rangliste.
Manchester United er også i en klasse for sig i Europa. United omsætter flere penge hvert år end Real Madrid og Juventus til sammen!
Klubben udstråler penge og magt i en grad, som ingen kan konkurrere med. 26 procent af de europæiske fodboldfans mener ifølge en undersøgelse af UFA Sports, at United er verdens bedste klub. Det er to en halv gang så mange, som anser Barcelona for at være bedste hold.
Aftalen med yankeerne tvinger de europæiske storklubber til at komme med et modtræk.
Kommercialiseringen er kommet for at blive i europæisk fodbold. Som hos yankeerne vil spillerne begynde at kræve stjernelønninger, og EU’s opgør med UEFA’s transferregler vil også presse lønningerne i vejret. Det er den situation, United ruster sig til. Men ikke kun det.

Euroliga måske på vej
Næste skridt bliver måske – selvom de røde djævle benægter det – at United og de tretten andre europæiske storklubber i G14-gruppen rykker sig definitivt fri af nationalstatens bånd og etablerer deres egen euro-liga. Som det er sket i europæisk basketball. For så kan de slå flere fluer med et smæk.
De kan sætte endnu mere tryk på den globale merchandising, de kan øge tv-indtægterne, og de kan skærpe publikums opmærksomhed, der er vigende i den nationale liga, hvor United savner konkurrence.
Eller som analytiker ved Brewin Dolphin Securities, Stan Lock, sagde forleden:
Aftalen med yankeerne »vil betyde, at Manchester United er med i en europæisk superliga om tre år. De er nødt til at blive taget ud af den engelske liga for at give andre en chance. De kan gå ud og købe, hvilken spiller de ønsker sig, og de andre kan ikke konkurrere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu