Læsetid: 9 min.

Da hadet kom til Holmlia

Nynazisters knivdrab på en tilfældig mørklødet dreng har ramt Oslo-bydelen Holmlia som et chok og sat selvransagelse og hverdagsracisme på dagsordenen i hele Norge
3. februar 2001

Blot en enkelt lang, rød rose har holdt sig oprejst i den stride, kolde vind. Med tilløb ude fra den brede og åbne Oslo-fjord har blæsten let ved at trænge gennem grantræerne. Nemt ved at smyge sig rundt om klipperne og ind på parkeringspladsen ved rundkørslen.
De andre blomster er væltet ned over bamserne og brevene i den lille halvcirkel af sne. Cirklen danner et mindested for 15-årige Benjamin Hermansen, der for en uge siden blev jagtet af nynazister og dræbt her på pladsen. Skolekammeraterne har udtrykt deres sorg her hele ugen. Nu brænder lysene ikke længere omkring billederne af den mørklødede norsk-ghaneser, men blå, grønne og røde stearinrester sidder stadig fast i sneen, ligesom bilernes udstødning.
Bortset fra vinden og en enkelt forbipasserende langrendsløber, så er her dødstille – surrealistisk mennesketomt – her på Åsbråten-vejen, 20 minutters gang fra Holmlia-centret, det store, ikke-overdækkede butikskompleks, der er det naturlige omdrejningspunkt for Oslo-bydelens 32.000 indbyggeres færden i hverdagen.
»Der har været stille hele ugen. Jeg tror, folk har forsøgt at bearbejde deres sorg og frygt indendøre,« siger Mette Helland, bibliotekar på det Deichmannske Bibliotek i Holmlia.
I mandags besluttede personalet på biblioteket i spontan fortvivlelse at sætte en underskriftsindsamling igang. Ved siden af scanneren, der registrerer ind- og udlån på disken, står der nu et hvidt stearinlys og en bog, hvor man med sin underskrift støtter Kulturminister Ellen Horns forslag om at forbyde nazistiske organisationer. Et forslag, som er ministerens egen holdning, ikke regeringspolitik. Indtil videre har 400 skrevet under, hvilket ifølge Helland er »greit« i betragtning af utrygheden i området og det lave aktivitetsniveau i bydelen efter mordet.
»Vi er lamslåede. Vi havde ikke troet, at det skulle ramme os. Der er selvfølgelig mange voldsepisoder i Oslo, men et racistisk motiveret mord er bare for meget. Det gør alle utroligt utrygge at se den tilfældighed, der lå bag,« siger Mette Helland.
Utrygheden har gjort, at stemningen på biblioteket er blevet »dæmpet«. Normalt er støjniveauet højt, for her kommer mange unge, især mange med indvandrerbaggrund, som betragter biblioteket som et fristed. 40 procent af indbyggerne i Holmlia har indvandrerbaggrund, og 40 procent af bydelens beboere er mellem otte og 19 år. En cocktail, der normalt borger for højrøstet aktivitet. Men i dag råbes der ikke højt mellem boghylderne.

Mordet har ikke blot chokeret i Holmlia. Det har rystet hele det norske samfund. Det er første gang, at nynazistisk vold er gået så vidt. Og hele Norge diskuterer, hvad der er galt med samfundet, lovene, politikerne og nordmændene selv, når sådan noget kan forekomme.
Aviserne går som varmt brød i kiosken henne ved Holmlia station. Folk, der skal ind til centrum, er opslugte af artikler om Benjamin-mordet, diskussionen om hverdagsracisme og aftenens store fakkeltog i Oslo.
»Jeg har ikke tid til at deltage,« siger Tayyab Skarjeel Akram, 22. Han bor i Holmlia, har pakistanske forældre, men er født og opvokset i Norge.
»Jeg har 25 dage til at tjene penge, inden jeg skal begynde på studiet igen,« siger Tayyab Skarjeel Akram, der arbejder som taxichauffør, når medicinstudiet ikke optager al hans tid.
Han var lidt rystet over mordet på Benjamin Hermansen, men han er ikke bange.
»Jeg har aldrig mødt racisme, mens jeg har boet her,« siger han over en kop kaffe i Holmlia-centerets konditori.
»Kun sådan noget for sjov, som at de kalder mig stornæse eller lignende. Det er bare normal mobning, det er ikke ondt ment, og det er ikke racisme på den måde.«
Tayyab Skarjeel Akram mener, at det er forældrenes ansvar at sørge for, at deres børn ikke ryger ud i nynazistiske grupperinger. Han har ikke meget til overs for de forældre til nynazister, som i aviserne har givet udtryk for deres afmagt over for, hvad deres sønner og døtre havde af synspunkter og aktiviteter.
»Forældrene må tage konflikten med deres sønner, hvad enten de er over eller under 18 år. De må give dem noget modspil, helst så tidligt som muligt, når fremmedfjendske synspunkter kommer frem. Kun på den måde har de unge et reelt valg. Flere af de, der kommer ind i et nazistisk miljø, har ikke fået opstillet nogle modargumenter, så de har ingen dømmekraft,« siger Tayyab Skarjeel Akram.
En norsk kvinde, mor til to sønner på henholdsvis otte og 17 år blander sig i samtalen. Hun har siddet og lyttet, mens hun over en cigaret har læst tabloidavisen Verdens Gangs dækning af sagen.
»Mange gange ved man jo som forælder ikke, hvad ens børn laver uden for hjemmet. Det er jo ikke sikkert, at forældrene har vidst, hvad deres drenge har snakket om med deres kammerater,« siger kvinden, der ikke ønsker sit navn i avisen.
»Hvis min søn kom og sagde noget fremmedfjendsk, så ville jeg måske sige, at ’sådan noget må du ikke sige’ og så ville samtalen nok slutte der, fordi vi begge havde for travlt med hver vores ting,« siger hun og understreger, at det har hendes søn altså ikke gjort.
Hun mener, at det i lige så høj grad bør være i skolen og ungdomsklubberne, at man tager hånd om problemerne tidligt. De har fingeren på pulsen og kan reagere.
»Men hvad så med Carl I. Hagen (lederen af Fremskrittspartiet i Norge, red.), han pisker da en stemning op mod indvandrere. Det påvirker da både voksne og børn?« afbryder Tayyab Skarjeel Akram.
Kvinden tøver en kende. Hun sympatiserer overhovedet ikke med Hagen, og er bange for, at det skal fremstå sådan. Så siger hun forsigtigt:
»Jeg tror ikke, man kan skabe en parallel mellem, hvad Hagen siger, og så hvad nogle voldelige nynazister gør. De følger slet ikke med i den politiske diskussion. De befinder sig i et miljø, hvor de gejler hinanden op på en helt anden måde. De er jo direkte racister. Ofte er der en stærk leder og så en række svage medløbere. Det har intet at gøre med, hvad den ene eller den anden politiker siger.«
Tayyab Skarjeel Akram er uenig.
»Det betyder noget, hvilket signal politikerne sender ud. Det påvirker alle. Hvis ikke de siger noget mod racisme, så bliver det noget, der er acceptabelt,« siger han.
»Det med hverdagsracismen er noget helt andet, og den må vi virkelig tage fat om hver især efter det her. På den måde kan det måske sætte noget godt igang. Men det mærkelige er, at hadet er slået ned her, for der er normalt ikke meget racisme her i Holmlia. Folk fra alle kulturer lever sammen uden problemer,« siger kvinden, mens Tayyab Skarjeel Akram nikker.

Selv om nynazisternes ugerning trods alt ses af de fleste som en ekstrem undtagelse, så har mordet vækket nordmændene til selvransagelse.
For det første ved, at hverdagsracismen er kommet på dagsordenen. Et af de stærkeste indlæg i den debat er kommet fra Dagbladets nyhedsredaktør, John Arne Markussen, der vendte hjem til Norge efter seks år i USA i 90’erne. En af de mest påfaldende forandringer, han kom hjem til, var den påtrængende hverdagsracisme.
»Det er typisk norsk, ikke bare at være bedst, men også at tro, at det er fint i 2001 at diskutere om, det er lovligt at bruge ordet neger. Historien om Benjamin begynder egentlig her,« skriver han.
»Men hvad mere kan man vente af et land, hvor selve folkehumoren nu er baseret på mennesker med en anden hudfarve en hvid? Hvad mere kan man vente af et folk, som i bund og grund synes det er i orden at sorte bliver afvist i restaurantkøer? Vi er måske ikke enige i, at det sker, men vi accepterer det, fordi vi fortsætter med at gå på disse cafeer. Historien om Benjamin begynder egentlig der,« skriver John Arne Markussen.
Selvransagelsens andet punkt er, at der blevet sat spørgsmålstegn ved samfundets og systemets vilje til at holde de anti-diskriminerende principper i hævd.
I løbet af ugen er der blevet tegnet et billede af politi og domstole, som er lidet flatterende. En somalisk drengebande blev således idømt en strengere straf for nogle overfald med den begrundelse, at deres »udenlandske baggrund har medført øget fremmedfrygt.« Dommen faldt få uger efter, at Oslo byret afviste at bruge racismeparagraffen i forbindelse med nynazisters ildspåsættelse af to kebabforretinger, drevet af indvandrere.
Dertil kommer, at sager om racisme henlægges i stor stil, og at varetægtsfængsling bruges inkonsekvent. Mere, når der er tale om indvandrere, der begår vold. Og mindre, når der er tale om nordmænd, og kun i sjældne tilfælde, når der er tale om nynazistisk vold.
Nu har justitsminister Hanne Harlem bedt Rigsadvokaten sende et brev rundt til alle statsadvokater, som bliver pålagt at prioritere racismesager.
En sag om den indisk-fødte Arve Beheim Karlsen, der blev fundet død i en elv, efter at to andre unge havde jagtet ham og råbt »dræb negeren, dræb negeren« bliver nu taget op igen. De to var ikke tiltalt for drab, men for vold og trusler. Racismeparagraffen var heller ikke med i tiltalen.
Regeringen har endvidere besluttet at sende en ekspertgruppe til Sverige og Tyskland for at undersøge muligheden for at forbyde nynazistiske organisationer og finde ud af, hvordan myndighederne i disse to lande har grebet problemet an.
Den norske regerings holdning er grundlæggende skeptisk over for et forbud. Dels på grund af princippet om ytringsfrihed, og dels fordi det ikke skønnes at ville hjælpe. Nazisterne kan bare genopstå under et andet navn.
Under alle omstændigheder er der brug for forebyggelse.

Mette Helland fra biblioteket er helt enig. Forebyggelsen kan dels foregå i skolerne og dels i ungdomsklubberne. Hun fremhæver en ungdomsbog, der hedder Vi var fem. Den handler om, hvor nemt det er at blive draget ind i et nyt flok-miljø, hvis man selv er uden for i det miljø, hvor man er. Det kan være tilfældet for mange af dem, der ryger ind i nynazistiske grupperinger, mener hun.
»Det vigtigste er dog forældrenes ansvar,« siger Mette Helland. »Det gælder sådan set både i forhold til stoffer og til holdninger. Man må lytte til, hvad det er for noget musik, de hører, og man må holde øje med ethvert tegn på uniformering. Det gælder om at være opmærksom i tide.«
Efter mordet på Benjamin vil den særlige Natteravn-ordning, også kendt fra danske byer, hvor forældre går rundt i gaderne om natten, blive styrket i Holmlia.
Det er de udmærket tilfredse med, henne på Holmlia skole, hvor eleverne er ved at gøre klar til at gå i front i aftenens store fakkeltog. De har sendt et brev til nordmændene, som statsminister Jens Stoltenberg vil læse op på Youngstorget i forbindelse med sin tale.
»Det er bare synd, at der skal et drab til, før politikerne reagerer,« siger en af drengene med tyrkisk baggrund. Han vil ikke have sit navn i avisen.
Han siger, at han er bange for at gå ud om aftenen, men i aften vil han godt, fordi hele skolen tager afsted.
Alle de unge har lidt travlt, og har egentlig ikke lyst til at snakke. Vi går forbi et stort vægmaleri, som er blevet skabt af en kunstner i løbet af ugen.
Maleriet forestiller Benjamin Hermansen ved siden af et norsk flag med lyseblå baggrundsfarve og en blå himmel med enkelte hvide skyer på. Som et minde og samtidig et varsel mod racisme.
»Er du fra Danmark?,« spørger den tyrkiske dreng, der er 14 år.
»Dér er det meget værre, ikke?.«

FAKTA
Mordet på Benjamin Hermansen
*Sidste fredag ved 23-tiden var den 15-årige Benjamin Hermansen, der er mørk i huden, fordi han har en ghanesisk far og en norsk mor, ude at gå i Oslo-bydelen Holmlia sammen med en kammerat, da de stødte ind i en gruppe nynazister. To af nynazisterne løb efter de to for at skræmme dem, Hermansen snublede, og en af nynazisterne dræbte ham med en kniv.
Om natten blev tre mænd og to unge i alderen 17 og 21 år anholdt, da politiet stormede en lejlighed. Politiet er tidligere stødt på alle i det nynazistiske miljø i Norge. Tre af dem er tidligere blevet sigtet for at have stukket en pakistaner ned i december sidste år. Samtidig har en sjette nynazist, den 19-årige Jo Erling Jahr, der menes at være den, der førte kniven, været efterlyst i hele Europa. Natten til fredag blev Jahr anholdt i København efter, at to S-togskontrollører havde taget ham med på politistationen. Benjamin Hermansen begraves på tirsdag i Oslo.brun

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her