Læsetid: 3 min.

Hele hjertet er med

Ivan Pedersen udsender debutalbum i minefeltet mellem voksenrock og dansktop
20. februar 2001

Ny cd
I en branche, hvor selvfremførelse er en livsbetingelse, er Ivan Pedersen en undtagelse. Nok rager han op i landskabet, både fysisk, musikalsk og på det seneste ikke mindst musikpolitisk, men offentlighed er for ham ikke et mål i sig selv. Det holder han for meget af musikken til. Derfor passede det næsten for godt ind i billedet, at Ivan Pedersen, da han endelig i 1996 fik en Grammy som Årets Bedste Sanger, var bortrejst på dagen og derfor lod sig repræsentere af en stand-in.
Til gengæld står han ikke i dag og skraber i jorden med hatten i hånden. Da udkommer nemlig hans debutalbum Monogram. Det er selvproduceret, selvfinansieret og selvdistribueret. Og dobbelt.
Ivan Pedersen har gjort sit hjemmearbejde. Og i lyset af det netop overståede danske Melodi Grand Prix fristes man til at tilføje ’og ikke så helt lidt til’. Når det falder naturligt at bruge grand prix’et som reference, er det selvfølgelig, fordi Ivan Pedersen som halvdelen af legendariske Laban i sin tid brød et poptabu og satte en ny dagsorden med spørgsmålet »Hvor skal du sove i nat?« – et spørgsmål, 80’ernes danske rockpopbølge forsøgte at besvare. Men også fordi Ivan Pedersen på sit debutalbum, uden at blive Jørgen de Mylius’ yndlingssangskriver, fortsat arbejder med at forny og udvide en form, som ellers år efter år holder melodisk ophørsudsalg, senest i lørdags.

Musik i minefeltet
Han er med andre ord ikke bange for at rime hjerte på smerte, hvis det er sådan, han har det eller den givne sang forlanger det, og som sangskriver går han stolt på to ben: Han elsker dansktoppens
uakademiske enkelhed lige så meget som den sydstatsrootsrock, der også har sin naturlige plads i hans Monogram. Han er altså ude i et minefelt, hvor fordommene truer med at tage livet af hans gode intentioner. Dem om det.
Monogram rummer to sider af ikke helt samme sag.
Den engelsksprogede cd overrasker ikke den, der kender Ivan Pedersen som leverandør af skridsikre rocksange. Af og til løber produktionen lidt af med ham, og der går totalt Toto i den, men gennemgående er det solidt håndværk med sangerens distinkte stemme som fikspunkt i sange, der ville have gjort en verden til forskel i lørdags. Eller for den sags skyld på mangen en aktuel, danskproduceret cd.

Grandios lyd
Med al respekt er det dog på udgivelsens dansksprogede cd, at Ivan Pedersen træder i musikalsk karakter. Vellyd er en selvfølge i hans selskab, men ikke af den selvnydende slags. Den omhyggelige produktion udvisker ikke den melodiske profil, men bliver en organisk del af sangskriveriet. Resultatet er en grandios lyd med intelligente keyboards og raffinerede akustiske guitarer i sange, der ikke bare går efter det nemme refræn. Det kan Ivan Pedersen nemlig allerede.
Hans ærinde er et andet. Projektet har været at lade en voksen mand komme til orde i et musikalsk regi, der har for højt et lixtal til P3. Kort fortalt: Det projekt er lykkedes.
Sangene vrimler med overraskende b-stykker, overgange og overraskende omkvæd, men der er over musikken en organisk helhed, der slører den tekniske sværhedsgrad.
Sangene handler om det, pop- og for den sags skyld også rocksange nu engang handler om: Den tossede kærlighed, både den svære og den lette. Og om konflikterne, både de tavse og de porcelænskastende.
Sproget er jord- og hverdagsnært. Det er sådan vi tænker og taler, og Ivan Pedersen fejrer stille triumfer som en vokalist, der evner både at favne hele verden og den næreste nære.
Radiohittet må være »Alting En Gang Til« om forelskelsens tilbagevendende magnetisme. Mens »Tilbageblik« er en fin, bittersød ballade om at gense hende fra dengang, »nu lidt for tyk, iført børn og mand med slips«. Og mere i orkanens øje er »Du Ved Lige Hvordan« om høfligheden som det mest dræbende våben mellem to, der elsker hinanden.
Hjertet skal være med, synger Ivan Pedersen. Det er det. I hver eneste taktslag.

*Ivan Pedersen: Monogram. Producer: Ivan Pedersen, Søren Skov, Peter Holm m.fl. Silly Songs. Udkommer i dag. www.sillysongs.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her