Læsetid: 6 min.

En helt overflødig aftemning

Færingerne bør ikke tøve med at droppe folkeaftstemmningen om selvstændighed. Grundlaget er for tåget, mener folkeretseksperten Frederik Harhof
26. februar 2001

Færøernes lagmand Anfinn Kallsberg fra Folkeflokken har fået kolde fødder. Nu anbefaler han »kraftigt«, at aflyse den planlagte folkeafstemning den 26. maj om en køreplan for færøsk selvstændiggørelse i løbet af de næste 12 år.
Lagmanden lægger ikke skjul på årsagen til sin 180 graders vending: Statsminister Poul Nyrup Rasmussens åbne trussel om, at hvis folkeafstemningen medfører et ja, vil Danmark aftrappe sit økonomiske tilskud til Færøerne i løbet af fire år.
Selvstyrepartiet og Republikanerne, som er Folkeflokkens regeringspartnere er uenige med lagmanden – og den endelige afgørelse om folkeafstemningen skal aflyses bliver truffet i denne uge.
Dr. jur. Frederik Harhoff, lektor i Folkeret ved Københavns Universitet anbefaler, at færøerne dropper folkeafstemningen, fordi afstemningstemaet er tåget:
»I den afstemning, som – måske – finder sted i maj skal færingerne tage stilling til en samlet køreplan for vejen til selvstændighed. Planen går ud på, at de gradvist overtager den politiske og administrative myndighed over diverse sagsområder i løbet af 12 år, og derefter afholder afstemning nummer to senest i 2012 om endelig udmeldelse af Rigsfællesskabet.«
Problemet er, at det med lige god ret kan tolkes på to forskellige måder, påpeger Frederik Harhoff:
»Dels kan man forstå det som, at befolkningen nu blot skal tage stilling til, om det er en god ide at indlede forhandlinger med Danmark om at udvide hjemmestyret. Dels kan man tolke det som, at færingerne allerede nu tager stilling til, om de vil melde sig ud af Rigsfællesskabet.«
»Hvilket betyder, at alle, der går ind for en udvidelse af hjemmestyret inden for Rigsfællesskabet kan stemme for – fordi der kommer endnu en afstemning om udmeldelse i 2012. Det samme kan alle dem, der går ind for selvstændighed.«
»Denne måde at skrue afstemningen sammen på kan kun forstås som et politisk trick for at sikre sig et flertal.«

Forspildt mulighed
Det ironiske er, at landsstyret beder folket stemme om noget, der slet ikke er uenighed om – nemlig at hjemmestyret kan udvides, mener Frederik Harhoff:
»Der er endog ret bred enighed om, at det bør udvides. Det behøver man slet ikke en folkeafstemning for at afgøre. Den er overflødig.«
Han understreger, at hvis folkeafstemningen gennemføres i den annoncerede form, forspilder færingerne deres mulighed for at stille op med et klart mandat: »Det bedste udgangspunkt for Færøernes forhandlinger med Danmark er naturligvis, at den færøske delegation forhandler på grundlag at et klart og overvældende folkeligt mandat.«
»Jeg vil foreslå, at de i stedet afholder en folkeafstemning om, hvorvidt hjemmestyreloven skal ændres. Når en folkeafstemning har givet grønt lys for det, kan Folketinget derefter vedtage loven. Så overholder man den statsretlige pointe, at Folketinget kun kan ændre hjemmestyreloven i samspil med hjemmestyret.«
– Men kan færingerne melde sig ud af Rigsfælleskabet som det passer dem?
»Færingerne kan melde sig ud, fordi de udgør en egen enhed, som er væsensforskellig fra de to andre dele i Riget: Danmark og Grønland.«
»Men de kan ikke melde sig ud uden videre, for der må være en køreplan for, hvordan de oversøiske rigsdele kan træde ud af fællesskabet, hvis de ønsker det En forfatningsretlig regel om, at vilkårene skal forhandles, er den bedste måde alle rigets parter kan sikre deres interesser, og Danmark kan sikre, at det hele ikke pludselig går i opløsning – og eksempelvis Bornholmerne pludselig siger, at de hellere ville høre til Sverige,« siger Frederik Harhoff.
Han stiller sig uforstående over for, at den danske regering insisterer på, at den økonomiske overgangsperiode op til selvstændiggørelse kun kan løbe over fire år:
»Der er grænser for i hvor hurtig takt, færingerne kan overtage det økonomiske ansvar for tunge områder som uddannelse, sundhed og socialforsorg. Hvordan skulle et så lille samfund i løbet af fire år kunne fremtrylle ressourcer til det? Færingernes tidshorisont på 12 år forekommer mere realistisk.«
– Man kan få den tanke, at regeringen opstiller de skrappe betingelser fordi de vil gøre svært som muligt for færingerne at opnå enighed om udmeldelse?
»Hvis det er tilfældet, synes jeg, man spiller dobbeltspil. På den ene side siger man, færingerne har ret til at melde sig ud. På den anden side gør man det praktisk umuligt for dem. Det er ikke en loyal måde at indgå i forhandlinger på,« siger Frederik Harhoff.

EU-hensyn
Der er også praktiske og politiske begrundelser for at forhandle vilkårene for en færøsk udmeldelse af Rigsfællesskabet. For det første de helt jordnære forhold som, at færingerne skal betale for de bygninger, biler og inventar de overtager, nuværende ansættelsesforhold skal afklares o.s.v.
For det andet udenrigspolitiske hensyn:
»Frankrig og England, som også har oversøiske besiddelser, følger med stor interesse, hvilken ordning for Færøernes udmeldelse af Riget, man finder frem til. Derfor er den danske regering interesseret i at finde en løsning, som er bæredygtig ud fra både folkeretlige og politiske hensyn. Dette hensyn er ikke afgørende, men spiller helt givet en rolle i regeringens overvejelser,« siger Frederik Harhoff, og påpeger samtidig et sikkerhedspolitisk element i forhandlingerne:
»Hvis udmeldelsen betyder en alvorlig svækkelse af rigets samlede sikkerhed, må det naturligvis spille ind. Det tror jeg ikke længere er tilfældet for Færøernes vedkommende. Derimod kan man påstå, at Riget har en væsentlig interesse i at bevare adgangen til råstofferne i den færøske sokkel.«
– Nu er den olie vel færøernes?
»Når jeg hæfter mig ved dette punkt skyldes det, at statsministeren flere gange efter 22. december 1992, hvor Færøerne overtog råstofområdet, har fastholdt, at højhedsretten over den færøske undergrund er udelelig. Det er et synspunkt, som jeg finder selvmodsigende. Jeg kan ikke se, hvordan man på den ene side kan overføre den lovgivende og udøvende myndighed samt det finansielle ansvar på området – og på den anden side stadig påstå, at højhedsretten er udelelig.«
»Den praktiske konsekvens af dette synspunkt må jo være, at Riget stadig har ret til et eller andet. Men hvad er dette et eller andet, hvis det hverken er den lovgivende eller udøvende magt til bestemme om, hvordan og hvornår ressourcerne skal udvindes – og overskuddet fordeles?«
»Alt det, der praktisk kunne ligge i Højhedsretten er jo overført til færingerne – derfor er Højhedsretten tømt for indhold.«
– Kan man argumentere for, at Danmark i kraft af højhedsretten i sidste ende har hånd- og halsret over råstofferne i den færøske undergrund?
»Det ville i så fald betyde, at de dispositioner, Færøerne træffer indenfor dette sagsområde, skulle kunne ophæves eller ændres ensidigt af den danske regering. Hvilket ikke bare ville gøre det overordentligt vanskeligt for Færøerne at forhandle med olieselskaberne. Det ville også være en juridisk tvivlsom affære,« siger Frederik Harhoff.
Han understreger imidlertid, at det nok er mest fair at sige, at spørgsmålet står åbent:
»Svaret afhænger af, hvilken forfatningsretlig karakter, man mener, hjemmestyret har. Den officielle danske holdning er åbenbart, at hjemmestyret har fået overdraget det, vi i juridisk sprogbrug kalder delegation af magt inden for en enhedsstruktur – nemlig Riget – hvor der kun findes et sæt lovgivende, udøvende og dømmende magt.«
»I delegationskonstruktionen ligger, at den overordnede myndighed skal sikre sig, at der findes et effektivt kontrolsystem med den underordnede, samt at den overdragede kompetence er nøje afgænset. «
»Ingen af de to krav er tilfredsstillet i overdragelsen af myndighed til hjemmestyret, og både færingerne og grønlænderne opfatter det som utænkeligt, at Folketinget skulle begynde at ændre på deres love.«
Derfor mener Frederik Harhoff, at Rigsfællesskabet reelt har tre autonome lovgivende myndigheder. Den danske, den færøske og den grønlandske:
»Deres beføjelser udøves efter min opfattelse direkte under Grundloven. Hvilket indebærer, at vi har en tredelt struktur, og at Danmark kan ikke ensidigt ophæve grønlandsk eller færøsk lov.«
»Og ærlig talt – når Folketinget erkender, at man aldrig kunne finde på at gribe ind i grønlandsk og færøske lovgivning, så kan man da lige så godt besmykke den politiske regel med juridisk gyldighed,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu