Læsetid: 4 min.

Heroisk ekshibitionisme

Forsynet er blevet til fjernsyn, og gud fader er blevet til storebror
9. februar 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Hvis ikke allerede Lars von Trier havde lavet en genial film med titlen Idioterne, så havde det vel været det bedste at kalde TvDanmarks seneste og medieombruste sats, Big Brother. En sen hverdagsaften tog jeg mig sammen og konfronterede mig med programmet. »Jo dårligere film, jo bedre metafysik« læste jeg for nylig et sted – og nærede håb om, at denne pointe også kunne udstrækkes til at indbefatte dårlig underholdning.
Det første, jeg blev klar over, er, at Big Brother er et ungdomsprogram. I min naivitet havde jeg forestillet mig, at huset ved havnen skulle rumme et tværsnit af Danmarks befolkning, og at alle aldre skulle være repræsenteret. Men nej – beboerne i glashuset er alle unge og uformede, og jeg vil mene, at programmet har stærkt begrænset interesse for alle over 15. Eller sagt på en anden måde: Programmet er udtryk for det ungdomsvælde, vi er underlagt, og som er en skingrende sørgelig parodi på det såkaldte ungdomsoprør. ’Ungdom’ er ikke længere en værdi, der kan bringe ravage i det stive, etablerede, konforme – ungdommen er selv blevet den etablerede, konforme værdi. Og det er forbandet synd, ikke mindst for de unge.
For TvDanmark betyder ungdom vist mest af alt ungt kød, boblende af seksuelle lyster. Det var nærmest komisk, hvordan klipningen forsøgte at få lavet noget lir ud af en brusebadssituation: naturligvis skal vi se den smukke mulatpige nøgen i brusebadet, og der dvæles ved de minutter, hvor hun er alene på badeværelset med den gyldentbrune nydansker Nico, selv om jeg havde svært ved at vejre nogen form for ophidselse bag de kulørte frottéhåndklæder. Ja, ja – naturligvis forventer Big Brother, at det er disse brune, eksotiske kroppe, der først giver efter for trykket.

Gud-som-hob
En af deltagerne, Jill (hennahår og piercet tunge), rendte meget af tiden rundt med en dildo og sagde: »Åh nej, nu begynder I nok at kalde mig Jilldo«.
Da der var tøsesnak i pigernes soveværelse, var hun meget bange for, at de andre skulle synes hun var »sexfikseret«... Denne tåbelige pendlen mellem frivolitet og bondeanger vakte af en eller anden grund min medfølelse. Som om Jill var blevet lokket ud i noget, hun ikke rigtig kunne overskue. Den unge pige, der får drømmen opfyldt og bliver mediestjerne, er mediernes offer. Endelig har hun fået sin fallos, men den er ærlig talt ikke meget bevendt – og fjumset render hun rundt med den og bliver mere og mere forvirret.
Jill var en af dem der blev vist i ’skriftestolen’, hvor deltagerne kan gå i ’enerum’ og skrifte for ’Big Brother’, hvilket vil sige skrive en dagbog, som er tilgængelig for enhver på Internettet... Vi skrifter ikke længere for en skriftefader; vi skrifter for den store anonyme hob. Vores samvittighed er henlagt til det store ’man’. Det er ikke Gud, der ser dig; det er alle de andre. Eller alle de andre er blevet Gud.
Det er denne Gud-som-hob, TvDanmark kalder Big Brother. . På den måde realiserer fjernsynet Orwells dystopi på en måde, der måske er endnu mere skræmmende: Big Brother er ikke den totalitære stat, men det store mediedyr i åbenbaringen.
Mediesamfundet har erstattet faderens autoritet med broderens. Og han vil gerne hænge ud med Jilldo’er og skønne mulatkvinder. Men han kan ikke klare stille piger og intelligente piger. Deltagerne i Big Brother skal (en gang om ugen?) nominere to kandidater til udvisning, og seerne stemmer så om, hvem af de to det skal være. De to første nominerede til at blive udvist var naturligvis den stille Eva og den intelligente, handlekraftige Pil.
Samme Pil sad på et tidspunkt og snakkede om, hvordan psykologerne nok sad og iagttog deltagerne og kunne forudsige udviklingen i deres behov for kropskontakt. Hun følte sig med andre ord som en rotte i et eksperimentalpsykologisk laboratorium.

Unge og uinteressante
Det værste er, at hun ikke er det. De tv-værter, der fra studiet på den anden side af vejen kommenterer forløbet, er desværre ikke eksperter i psykologi, men ligner til forveksling de ’indsatte’: unge og uinteressante. Hvis Big Brother var et eksperimentelt studie i gruppepsykologi, kunne det faktisk have været vældig interessant. Så ville man blot kunne undre sig over – eller måske ligefrem se det som udtryk for heroisk offervilje – at nogen havde lyst til at stille op som ’rotter’.
Ligesom Lars von Trier engang udtalte, at han havde svært ved at forstå, at folk frivilligt bliver filmskuespillere: Stiller op til at inkarnere et andet menneskes billeder. Men skuespillere er det store medietempels orakler. Og når Jilldo slipper ud af Big Brother-huset, skal hun vel også interviewes om verdenssituationen.
Et atypisk skuespillerinterview faldt jeg ind i, da DR2 genudsendte Reimer Bos interview med Thomas Bo Larsen. Thomas Bo er simpelt hen for meget sig selv til at stille op i den rolle som orakel, som vore dages skuespillere har fået af årsager, der er alt andet end rationelle. Reimer Bo har anlagt eksistentialistisk fipskæg og firkantede briller og kastet sig over den dybere samtale.
Det klæder ham egentlig forbavsende godt, og helt indfanget blev jeg af hans samtale med Asger Baunsbak Jensen sidste torsdag. Den tidligere forstander og radikale politiker sad og fortalte om et liv med angst og depression. Aldrig, fortalte han, er der gået én nat i hans liv uden angst. Og hele hans karriere blev bygget på den kontrol og selvdisciplin, som må til for at holde angsten stangen.
Det ene kamera, som zoomede ind på Baunsbaks ansigt, fik afdækket tusinde gange mere end de hundredevis af kameraer, der overvåger Big Brothers bimbos. At træde frem for Big Brother og prøve at vise, hvad der skjuler sig bag mediemasken – dét er heroisk ekshibitionisme.
Big Brothers deltagere, derimod, er så klædte i kamerablikke, at enhver ekshibitionisme er umuliggjort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her