Læsetid: 2 min.

Hinandens skæbne

Maskulin trekant på Kaleidoskop Teater
26. februar 2001

Maskulin trekant på Kaleidoskop

Teater
»Jeg hedder Stefan. Jeg gik ned med Baltic Queen. Jeg overlevede. Det er ikke min skyld.« »Jeg hedder Danny. Jeg gik ned med Baltic Queen. Jeg overlevede. Det er ikke min skyld.«
Fælles skibbrud er sødt. Det blir det også, men først efterhånden, mange år efter for Danny og Stefan, der bindes sammen af en dobbeltlås – forliset og kvinden Nea. Femme fatale eller rodehoved, i hvert fald benyttede hun lejligheden – forliset – til at bytte Danny ud med Stefan. Ikke meget kosher og en rigtig dårlig start for et mandevenskab, skulle man mene.
Men vi er i en verden af myte og drøm, erindring og udviklingshistorie, hvor historiens terninger er kastede - og så spilles der derfra. Det samme gør Lars Mikkelsens Danny og Thomas W. Gabrielssons Stefan, der ikke kan frigøre sig fra hinanden, ikke klare et clean cut, men manøvrerer høfligt rundt om hinanden, så længe såret er friskt.
Senere rejser de sammen, den ene stikker af, den anden genfinder ham, man er igen sammen. Og forblir sammen, mentalt.
Tekstligt har Mikkelsen og Gabrielsson haft fingrene med nede i Lyset på bunden af floden og dens episodestrøm forløber både litterært og teatralsk i skæve, men sigende billeder af karaktererne. Gabrielsson som den kødelige, næsten fråsende kok, der slagter, køber forsyninger og elsker med samme intenst tilstedeværende tændthed; Mikkelsen som den tilbageholdende, fint eftertænksomme skønånd – visionær gambler med en astronom i ascendanten – der gemmer på metafysisk-religiøse hemmeligheder og har et stort potentiale for venskab. Sanseligheden og den civiliserede æstet i hver sin form – den maskulint skrævende og den i lange linier elegant positionsskiftende; karakteristikkerne er fulgt godt til dørs og hvis Feigenberg er inde på noget gammelfreudiansk med to sider af den samme mand, så har han åndsnærværelse nok til at gå stille med den forslidthed. Til gengæld går jeg så ikke stille med, at med Lyset på bunden af floden har dramatikeren sagt farvel til den selvhøjtidelighed, der ofte har tynget teksterne; her er ægte smag af salt liv, sansninger og skæbne i dynamiske tonarter og spillende indre lys. Hvor langt eller kort Feigenberg kommer ned i jalousien kan diskuteres; det ser ud som om Nea-historien mest er en psykologisk rekvisit, der skal levere benspænd til forbrødringen. Og når forfatteren fremturer med den mytologiske Lilith, er det så ikke Feigenberg som passioneret skrønesamler, der løber over, hvor han burde have strammet til?
Hvad der værre for helheden integreres mindre godt, er Klaus Risagers musik, parafraseret over Gamblers Mass fra Carmina Burana ; (for) langt hen ad vejen bævrer den og fremførelsen af den selvhøjtidelighed, der ellers lykkeligt er sagt farvel til. Først i næstsidste nummer fremkommer lidt tiltrængt galskab og den afsluttende ballade falder fint i hak med udgangstonen. Love conquers – ikke everything, som popsangene hævder – men everybody; og det er jo så sandt, som det er sagt.

*Lyset på bunden af floden – af Gerz Feigenberg i samarbejde med spillerne. Instr.: Gerz Feigenberg. Enkel, virkningsfuld scen.: Julie Forchammer. Komp.: Klaus Risager. Kaleidoskop t. 17. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her