Læsetid: 5 min.

Hollywoods guldhøne

Instruktøren Steven Soderbergh har fuld fart på – det er, som om, han ikke kan gøre noget forkert
23. februar 2001


(2. sektion)

Portræt
Det kører for Steven Soderbergh. He’s on a roll, som man siger. Ikke nok med at den 38-årige instruktør fra Baton Rouge, Louisiana, USA, i løbet af de seneste tre år har lavet fire kritikerroste og populære film – Out of Sight, The Limey, Erin Brockovich og Traffic – han er allerede i gang med en ny, en genindspilning af Lewis Milestones Rat Pack-krimikomedie Ocean’s Eleven, og han har et selvgjort manuskript til en ny version af Andrej Tarkovskijs klassiske scifi-drama Solaris liggende parat i skuffen.
Det gælder om at lave noget, når man har mulighed for det, sagde Soderbergh, da han præsenterede Traffic på den nys overståede Berlin Festival. Og den anerkendelse, hans seneste fire film har nydt, har givet Soderbergh rig mulighed for at få lavet noget.
Det er ikke helt forkert at sige, at hvad Soderbergh vil have, det får han. En guldhøne som ham holder man fast i.
At han så oven i købet er nomineret til to Oscars for Bedste instruktion – det er ikke sket siden 1938, hvor Michael Curtiz konkurrerede med sig selv (og i øvrigt tabte) – for både Erin Brockovich og Traffic, gør ikke hans muligheder mindre.
Oscarfesten i marts kan gå hen og blive det helt store triumftog for Soderbergh – den etablerede filmbranches hyldest af, ikke så meget hans talent, men en nyvunden og altafgørende kombination af talent og salgbarhed.

Starten
Talent har Soderbergh, hvilket var tydeligt allerede i hans første film, sex, løgn og video, der i 1989 vandt Guldpalmen i Cannes og siden gik hen og blev en økonomisk og kritikermæssig succes for den da 26-årige instruktør.
Ikke kun fordi den fortæller en intelligent og engagerende historie om, ja, sex, løgn og video, er Soderberghs debutfilm interessant. Det var også den, der satte gang i bølgen af uafhængigt producerede film, som skyllede ind over verden i 90’erne.
Hvor independentfilm før Soderbergh ofte var introverte familiedramaer fra syvende kartoffelrække, så gik han en anden vej og viste, at man også kunne lave vedkommende og modige historier om helt almindelige mennesker, der har problemer med sex og ærlighed.
Produceret for ca. én million dollars, indtjente sex, løgn og video 24 millioner dollars alene i USA, hvilket var med til at placere filmens distributør Miramax centralt på landkortet. Pludselig var independentfilm sexede og Soderbergh hot.
Men som var det et forvarsel om fremtiden, modtog Soderbergh sin Gyldne Palme med ordene, »ja, jeg går ud fra, at det bare går ned ad bakke fra nu af.«

Kreativ krise
Fem år og tre film senere ramte krisen Soderbergh hårdt. Efter en fiasko med stiløvelsen Kafka og det sympatiske og fængende coming-of-age-drama King of the Hill, der trods fine anmeldelser ikke tjente penge, var Steven Soderbergh ved at miste troen på sig selv.
Midt under optagelserne til den stilfulde film noir-fiasko Det skjulte gik det op for ham, at han risikerede at komme til kun at lave én slags, uinteressante film resten af sit liv. Han var i tvivl om, hvorvidt han overhovedet havde lyst til at lave film mere. Men i stedet for at give op, begyndte han at lave film på en anden, mere utraditionel måde. Resultatet var den bizarre satire Schizopolis, hvor Soderbergh selv spillede et par roller og ellers eksperimenterede lystigt med form og indhold.
Filmen blev en slags selvpåført katarsis, om hvilken, en anmelder bl.a. skrev: »Publikum vidste meget lidt, da de gik ind for at se den, og de var ikke blevet meget klogere, da de kom ud igen.« Schizopolis kostede 250.000 dollars at producere, og Soderbergh brugte kun et lille filmhold og det mest nødvendige filmudstyr.
Mens Soderbergh klippede filmen, hev han ti dage ud af kalenderen for at lave den aparte dokumentar Gray’s Anatomy om Spalding Gray, der fremfører sine selvbiografiske monologer på scenen.

Lysten tilbage
De to hurtigt producerede film gav Soderbergh luft og troen på sine evner tilbage, og da han fik tilbudt at lave Elmore Leonard-filmatiseringen Out of Sight med George Clooney og Jennifer Lopez, sagde han ja med bevidstheden om, at han på den måde kunne få gang i karrieren igen.
»Det var et bevidst forsøg fra min side på at komme ind i en del af branchen, hvor jeg var forment adgang, fordi jeg havde marginaliseret mig selv,« har Soderbergh sagt. Og han var godt klar over, at det måske var hans sidste chance for at bevise, at han kunne lave en succesfuld studiefilm.
Men det lykkedes for instruktøren, der trods alt havde afprøvet sit udtryk på seks film, at lave en meget sexet, romantisk og cool krimi, der for alvor introducerede ham for et stort publikum.
Tydeligvis en studiefilm var Out of Sight samtidig helt sin egen med et energisk og inciterende billedsprog, stærkt inspireret af Soderberghs store forbillede, den engelske instruktør Richard Lester (Petulia, A Hard Day’s Night). For første gang i sin karriere lykkedes det Soderbergh at kombinere det bedste af to verdener: Studiesystemets store apparatur og sans for velfungerende historier og independentfilmens lyst til at eksperimentere og fokus på karakterer og situationer.
Den side af instruktøren blev tydeligere i den stilrene gangsterfilm The Limey, der med sit abrupte billedsprog, cirkulære dramaturgi og ved at placere engelske Terrence Stamp på udebane i Los Angeles byggede bro mellem en fåmælt og hårdtslående britisk gangsterfilm og en larmende amerikansk slægtning.

Alsidighed
Soderbergh, der er kendt for at tage hensyn til sine skuespillere, er blevet sammenlignet med instruktører som Howard Hawks og John Ford, der i 30’rne, 40’rne og 50’erne arbejdede inden for det etablerede studiesystem, men som alligevel fik lavet personlige og holdbare film.
En imponerende hurtighed og alsidighed har Soderbergh også til fælles med Hawks og Ford. Hans to seneste film, Erin Brockovich og Traffic, er begge socialt og politisk engagerede film, og hvor den medrivende Erin Brockovich er et karakterdrevent mainstreamdrama med et forholdsvis poleret visuelt udtryk, så er ensemblefilmen Traffic tillige et modigt, udfordrende og næsten dokumentarisk statement om den futile krig, USA fører mod narkobaroner og misbrug.
Som de danske dogmebrødre går Steven Soderbergh i en anden retning end hovedparten af den etablerede filmbranche. Han er interesseret i karakterer og vedkommende historier, og han bruger gerne de filmiske virkemidler til at forstærke sine pointer.
Om han kan blive ved med at holde dampen oppe og originaliteten intakt, ja, det må tiden vise. Men netop kombinationen af det publikumsvenlige og mere kunstneriske lader til at være en god opskrift – og sikkert frit og tilfredsstillende for ham.

*’Traffic’ får premiere den 16. marts. ’Out of Sight’, ’Erin Brockovich’ og ’The Limey’ kan begge fås på dvd og video

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her