SAKHNIN I et lille haveanlæg med nogle oliventræer på en græsplæne står et monument. Grimt og dystert er det i kontrast til byens hvide huse og de lysegrå bjerge, som rejser sig, hvor olivenlundene slutter.
Den israelsk-arabiske by Sakhnin i Nedre Galilæa har en række mørke perioder i en historie, som iøvrigt er kendetegnet ved en forholdsvis harmonisk sameksistens med Israels jødiske befolkningsflertal.
Det mørke monument blev rejst kort efter nogle blodige sammenstød mellem lokale borgere og israelske soldater i 1976. De voldsomme sammenstød kostede to borgere fra Sakhnin livet og bredte sig hurtigt til mange andre arabiske samfund i Israel. Begivenhederne mindes hvert år som Jordens Dag.
I disse dage er folkene fra Sakhnin ved at opføre et nyt monument. Det kommer til at stå på en lille plads, som har faæt navnet Al Aqsa Intifadaens Martyrers Plads.
Her vil fremtidige generationer kunne mindes de to fra Sakhnin, som blev dræbt, da den palæstinensiske intifada i oktober sidste år bredte sig til de israelsk-arabiske samfund.
Skuffet by
For Israels en million arabere er det stadig jord, striden drejer sig om.
Bag erklæringerne om solidaritet med Vestbreddens palæstinensere ligger følelsen af at være tilsidesat og klemt mellem de jødiske byer som den egentlige årsag til at gå på barrikaderne.
Ministerpræsident Ehud Barak må bære hovedansvaret for, at 13 af landets arabiske statsborgere mistede livet under sammenstødene, er den gennemgående tænkemåde, og det vil man straffe ham for på valgdagen, den 6. februar.
Men på den anden side har man det ikke godt ved tanken om at se den højrenationalistiske Ariel Sharon som regeringschef efter valget, og kun få har lyst til at stemme på ham som alternativ til Barak.
»Sakhnin er en såret og skuffet by,« siger borgmester Mustafa Abu Raya.
»Vi er presset på alle sider af jødiske byer og har vanskeligt ved at finde plads at vokse på. Derfor demonstrerede vi, og som følge heraf er der opstået en ny kløft mellem os og jøderne.«
På en normal lørdag er hovedgadens restauranter tæt besat af jødiske endagsturister, som skaffer mange af byens borgere en god levevej. Men siden de voldsomme dage i oktober har både restauranter og forretninger kigget forgæves efter kunder.
»Her kommer stort set ingen, og vi føler allesammen, det er Baraks skyld,« siger Muhammed, som sælger lokalt produceret kurveflet.
Borgmesteren oplyser, at 98,2 procent af vælgerne i Sakhnin, som har 30.000 indbyggere, stemte på Ehud Barak ved valget i 1999. Resten pegede på modkandidaten til ministerpræsidentposten, Benyamin Netanyahu.
»Stemmefordelingen mellem Barak og Sharon vil ikke være meget anderledes den 6. februar, men valgprocenten vil denne gang være minimal. Ingen af de to kandidater appellerer til de arabiske vælgere.«
Stemmer ikke
»Det er ret kompliceret,« siger en mand, der præsenterer sig som Raslan. Han er malermester og kommer fra den nærliggende landsby Turan.
»Efter det, som er sket, ville jeg aldrig kunne stemme på Ehud Barak, men jeg kan heller ikke få over min samvittighed at give Sharon min stemme.«
Han forklarer, at Turan er en af de meget assimilerede landsbyer. Da han var 18, henvendte han sig til hæren for at aftjene værnepligt lige som jøder på samme alder, men han blev afvist.
»I begyndelsen af intifadaen rykkede grænsepolitiet ind i Turan. Nogle børn kastede med sten når de kørte ind på hovedgaden og jeg var blandt de voksne, som prøvede at forhindre det. Men da jeg en dag gik hen til en af deres jeeps for at sige, at vi gerne ville styre situationen selv og at det nok var bedst at de forlod byen, rettede de deres våben mod mig. Da mistede jeg mine sidste illusioner om Ehud Barak.«
»Jeg har ikke tænkt mig at stemme den 6. februar, men hvis Peres stiller op vil jeg tænke mig om én gang til,« fortsætter Raslan.
Arbejderpartiets Shimon Peres er relativt populær blandt de israelske arabere og ville kunne trække folk til urnerne, hvis han var modkandidat til Sharon. Ikke mindst fordi han i meningsmålingerne står til at kunne besejre Sharon knebent.
»Det ville være vigtigt at hjælpe Peres til sejr, for dels har han vores tillid og dels ville han kunne sætte fredsprocessen på benene igen, siger han, og fortætter efter at have funderet lidt:
»På den anden side kan det jo også være, at Sharon er manden, som kan slutte fred med Arafat. Jeg kan ikke fordrage Sharon, men jeg har respekt for, at han gør, hvad han siger. Det er lidt som Begin. I sin tid sagde han, at han ville invitere Sadat til Israel, og en måned senere stod Sadat i Jerusalem, og det førte til fred med Egypten. Barak snakker bare.«
Ehud Barak har ved flere lejligheder forsøgt at forbedre sit anstrengte forhold til landets arabiske mindretal. I november tog han således under stor presseopmærksomhed til byen Taibe, hvor han spiste hummus med lokale ledere.
»Den slags hummus-diplomati er patetisk og viser kun, hvor lidt han respekterer os. Ved du, at samme eftermiddag godkendte han at forlænge den helt uberettigede varetægtsfængsling af 40 af vore folk, som havde været med under demonstrationerne?« spørger en mand ved navn Nashef ophidset.
13 martyrer
Han var selv med under den fredelige del af demonstrationerne i Sakhnin, men forlod scenen, da skyderierne begyndte.
»Barak skaffede 13 martyrer helt unødvendigt,« tilføjer han.
I sidste uge var ministerpræsidenten i det arabiske Nazareth, hvor kampene i oktober var særligt hårde.
Barak kom til byen under stort politiopbud og blev ført ind til de ventende tilhørere ad bagdøren for at undgå konfrontationer med vrede pårørende til de 13.
Den undskyldning til den arabiske befolkning, de fremmødte havde ventet at høre, kom aldrig, og da Shimon Peres få dage tidligere på hele regeringens vegne sagde undskyld for »de 13 unge araberes mødres smerte og lidelse« tog kun få det som oprigtig tale.
»Det er for sent for Barak. Det arabiske samfund har allerede besluttet at boykotte valget,« sagde Knesset-medlemmet Abdulmalik Dehamshe (fra Den Forenede Arabiske Liste) ved den lejlighed.
I superligaen
I Sakhnin deler de fleste Dehamshes indstilling. Barak har kørt sit løb, og imens fortsætter diskrimineringen.
Byens stolthed, fodboldholdet, er i denne sæson godt på vej mod en oprykning til superligaen, men Sakhnins stadion egner sig med borgmesterens ord end ikke til et tredjedivisions-hold.
»Vi har fået godkendelse fra ministeriet for videnskab og sport til at bygge et nyt, og havde også fundet et stykke jord, som ville være egnet,« siger han.
Men de regionale myndigheder slog bremserne i, fordi grunden var øremærket til at udvide Ashbel, en nærliggende jødisk landsby. Man fik dog løfte om at få stillet et andet stykke land til rådighed, men dette kan have lange udsigter.
Militærbase som nabo
I større format ulmer vreden over anlægget af en gigantisk militærbase ved indkørslen til Sakhnin. Den skal indeholde depoter og værkstedsfaciliteter, og har således ikke noget med den sikkerhedsmæssige situation at gøre, men dens placering og enorme omfang blokerer for byens vækst i den retning.
Borgmester Abu Raya fortæller at kasernen er under flytning fra Kiryat Motzkin, en forstad til Haifa, hvor grunden skal bruges til boligbyggeri.
»Jeg må konkludere, at planlæggerne ikke mener, vi har behov for vækst,« siger han bittert.
I øjeblikket får Ehud Barak skylden for alt. Naturligvis kan man godt se, at han ikke kan være personligt ansvarlig for alle Sakhnins vanskeligheder, men man føler sig desillusioneret over at se en leder, man for blot halvandet år siden knyttede så store forhåbninger til, skuffe så voldsomt.
»Han førte sig frem med budskabet om, at han var hele folkets leder. De 13 dræbte er det bedste bevis for at dette ikke er sandt!« siger en mand på gaden i Sakhnin.
