Læsetid: 4 min.

Hurra! Der er mening i galskaben

Skribenten opdager, at man kan slukke for Big Brother – og bliver lettet
2. februar 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
»Cecil? Attrå kapok soigneur!« Det er, hvad jeg har lyst til at sige om tv-koncepterne Big Brother og Baren i denne tv-anmeldelse. Jeg har troet hele ugen, at jeg måtte forholde mig til de programmer, fordi de har så mange seere. Og overskrider nogle grænser for, hvor tæt man kan gå på folk. Og driver tv-etik ud af en bane, hvor slutmålet er noget med en flyvemaskine, uden nok faldskærme. At jeg måske blev nødt til at forsvare programmerne mod den kulturradikale nedrakning. Eller svare Paul Gazan igen på hans vandede demokratiargumenter om seertallenes uimodsigelige raison. Indtil jeg pludselig kom i tanker om, at det behøver jeg slet ikke.
Jeg behøver faktisk overhovedet ikke tage stilling til de programmer, hverken blive forarget eller begejstret. Ligesom jeg heller ikke behøver snage i Anette Engells afsløringer for derefter at kunne forarges over udgivelsen af dem. Jeg kan bare ignorere dem. Jeg har ingen forpligtelser i forhold til Høst & Søns forårsprogram eller TV Danmarks aftensendeflade, og min fjernbetjening kan zappe væk fra deres programmer hvis de keder mig. Prøv det.
Det var en lettelse.

Socialt eksperiment
Især fordi jeg ved at se 48 timer med Big Brother i søndags gik glip af et program om løver på DR1, hvori britiske forskere havde forklædt et kamera som en sten, oven i købet med en lille plante på toppen, og den sten trillede så rundt inde i løveflokken og filmede dem. Kameraet var så smart indrettet at det også kunne følge efter løverne, når de gungrede afsted over savannen. Det synes de i starten var ret underligt, men de vænnede sig hurtigt til deres lille følgesvend. Det missede jeg. I stedet så jeg noget af den slags fjernsyn, som får mig til at føle mig dummere, når jeg slukker, end da jeg tændte.
Der er i hvert fald ét program, som aldrig har gjort mig dummere, end jeg var i forvejen. Der er godt nok tale om en genudsendelse, og endda på den hemmelige kanal DR2, men det er der i dette tilfælde ikke noget at gøre ved. Programmet er ikke helt ukendt, men for få ser det ofte nok. Det hedder Casper og Mandril-aftalen, og det kommer i aften og hver fredag kl. 23.30 på DR2.
Jeg mødte programmet med en vis mistro i begyndelsen. Dets ophavsmænd har tidligere gjort sig skyldige i fissehumor, Jeopardyhumor, tandbørstehumor og noget, der tangerer slet ingen humor. Jeg syntes ikke, det var specielt bevidsthedsudvidende at høre radiostrip med Tæskeholdet. Og jeg nærede ærligt talt en sund mistillid til en mand, der kunne nå op på så høje seertal, som Casper Christensen gjorde det med skrigeprogrammet Husk lige tandbørsten.
Det er svært at forklare, hvorfor Mandrillen er så sjovt. For eksempel har vittighederne aldrig nogen pointe. Det er faktisk ikke engang vittigheder. Programmet går ud på, at Casper Christensen er vært i studie, hvor han læser aktuelle nyheder op, får nogle gæster og viser nogle båndede indslag.
Den eneste forskel fra Deadline på samme kanal er, at det er fuldstændig sort og afsindig morsomt. Programmet kører på en meget smal stil mellem en helt stram planlægning og timing (som for eksempel kan bestå i, at René fra Aqua stikker sit hoved op bag en papkasse, eller at Casper mimer helt perfekt til den østrigske schlager Daß weißt nur du) og en helt løs slapstickstil, som giver deltagerne lov til at improvisere. Tror jeg. For det er faktisk meget svært at regne ud, hvordan det program bliver til. Se bare den programoversigt, Casper præsenterer i begyndelsen af programmet. Jeg forstår ikke, hvordan én redaktion kan sætte så mange ord så sjovt sammen på så kort tid.

Rock’n’Roll-revisoren
Blandt gæsterne har været Fantasiens Mester Sidney Kreutzfeldt, Fissirul, Rock’n’Roll-Revisoren, Rekordmesteren Svenne O Lotta, en
repræsentant fra Dyrenes Hven og Broder Salsa. Sidstnævnte er en af Lars Hjortshøjs figurer, som er særligt sjove, fordi Hjortshøj blot ved at iføre sig noget snævert på sin ubehjælpsomme krop bliver så komisk, at selv Casper er ved at bryde sammen. Man kan se det ved, at hans adamsæble begynder at hoppe. Det er næsten lige så sublimt, som når Dirch Passer i gamle dage kun lige præcis holdt masken.
Derudover kan Mandrillen ikke sammenlignes med noget andet. Det taler et helt nyt sprog (selv om Monty Python ikke er helt langt væk, og John Cleese såmænd kommer på besøg i et af de kommende programmer). Derfor er det også svært at forklare, hvorfor der rent faktisk er mening i galskaben. Ud over at ens bestandige undren helt sikkert er sundere for sjælen end den store pose vat, som Casper meget præcist kalder sådan noget som Finn’sk Fjernsyn. Man bliver nødt til selv at se det. Og giv det et par forsøg. Som i alt andet genialsk er der også et par afgrundsdybe smuttere ind imellem.
Den 27. februar begynder et nyt produkt fra Mandrilholdet (med Casper Christensen og Frank Hvam i spidsen) på en anden hemmelig kanal, TV2 Zulu. Langt fra Las Vegas er en soap-opera om en tv-vært ved navn Casper. Jeg tør ikke engang sige, at det er noget, man skal glæde sig til, for jeg ved altså ikke, hvad jeg skal vente mig fra de unge mænd. Deri adskiller de sig fra, ja, Paul Gazan.
»Cecil? Attrå kapok soigneur!« – og på mandrilsk:
»Ses vi? Det tror jeg nok vi gør!«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her