Læsetid: 2 min.

Om igen

16. februar 2001

(2. sektion)

Nedslag
DET ER IKKE altid de bedste bøger, man læser flere gange, faktisk er det modsatte ofte tilfældet. Og selvom man ikke skulle tro det, så er romaner af thriller-, sciencefiction- og krimigenren – gerne hårdkogte – oplagte ofre for både fjerde og femte genlæsning.
Frank Herberts Klit og de første bind af Jan Guillous Hamilton-serie, for at tage to eksempler, bør læses mindst en gang om året. Selv har jeg endda yndlingspassager: scener, ikke nødvendigvis de centrale eller de afgørende, som jeg bladrer direkte hen til. Handlingen kan man alligevel på rygraden.
En særlig, men også mærkelig attraktion består i, at man intet nyt opdager, og at bøgerne heller ikke lægger op til det. De er gennemlyst og gennemskuet efter første læsning, og hvordan kan de være andet? Kender man krimiens whodunnit eller plottets snoninger i en thriller, så er der ikke meget mere at komme efter. Andet end at følge vejen fra a til z, fra start til slut.

PÅ EN MÅDE minder det om lyrik. Nogle digte indeholder formuleringer, som udgør en art sprogets lykkeamuletter. Der er noget magisk ved dem: Man husker dem, bærer dem med sig, gentager dem, vender tilbage til deres udgangsdigt. Men forstår dem hverken værre eller bedre af den grund.
»Every invitation/ to every stranger is met at the station,« skriver den amerikanske digter John Ashbery i samlingen Houseboat Days. »Enhver indbydelse/ til enhver fremmed bliver mødt på stationen« er en kluntet oversættelse, men de magiske kvaliteter sidder i rytmen og rimet, ikke i indholdet. For der er ikke ligefrem tale om visdomsord. Faktisk giver sætningen ikke mening, eller rettere: Den giver næsten mening, og så går der alligevel – diskret, men tydeligt – kludder i grammatikken på en måde, tusind genlæsninger ikke kan løse op for. Jo, man kan invitere en fremmed. Jo, man kan møde ham på en station. Men at møde indbydelsen...?
Genlæsningens glæde ligger således i manglen på nye erkendelser. I ikke at lære noget nyt, men i stedet – som en anden stålkugle – at få sig en tur i sprogets store flippermaskine. Styrmand er litteraturens ord og fortællinger, yndlingspassagerne særligt attraktive ping-pong kombinationer.
Når bogen er slut, er man tilbage ved sit udgangspunkt. Game over … til man læser den igen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu