Læsetid: 5 min.

Israels fredsfløj i defensiven

Dybt ind i sine egne partirækker møder Ehud Barak kritik, og kritikerne er rådvilde
3. februar 2001

TEL AVIV – »Når jeg ser Sharon får jeg lyst til at stemme på Barak, men når jeg ser Barak, får jeg lyst til at stemme blankt,« siger den israelske fredsaktivist Uri Avnery.
Bemærkningen rummer essensen af den israelske venstrefløjs store dilemma op til ministerpræsidentvalget den 6. februar.
Mange vægrer sig ved at give ministerpræsident Ehud Barak deres stemme, mens andre tværtimod ser det som bydende nødvendigt at stemme på Barak, fordi alternativet, den højrenationalistiske Likud-leder Ariel Sharon, er værre.
I en menneskealder har den 78-årige Uri Avnery været en af de markante stemmer på Israels venstrefløj og står nu i spidsen for den relativt nye fredsbevægelse Gush Shalom, Fredsblokken. Selv er han voldsomt i tvivl om hvordan han vil placere sin stemme.

NATO eller Milosovic
»Dette er ikke en afstemning i nogen skønhedskonkurrence, men nok et af de mest afgørende valg i hele Israels politiske historie. Derfor er det så forfærdeligt, at vi har to kandidater som begge er elendige,« fortsætter Uri Avneri med fortvivlelse i stemmen.
En stor del af de israelske vælgere til venstre for midten deler dette dilemma. Ariel Sharon vil være den mest radikale israelske leder nogensinde, men på den anden side har man vanskeligt ved at give Barak mandat til fortsættelse af den kurs, mange anser for ødelæggende for fredsprocessen.
»Situationen i Israel svarer til at sige, at hvis man er imod NATO må man være for Milosovic. Eller omvendt,« siger Yitzhak Laor, som er digter, mangeårig fredsaktivist og blandt Ehud Baraks mest udtalte kritikere på venstrefløjen.
Yitzhak Laor bryder sig ikke om, hvad han ser, men han vil bruge sin demokratiske ret ved at møde op og indgive en blank stemme.
»Naturligvis er der et alternativ til de to kandidater,« fortsætter han.
»Men i Israel hersker en dybt forankret flokmentalitet, som tvinger folk til at synes, at de bør vælge mellem de to. Jeg kommer fra en kibbutz, har været i Nahal (hærenhed som med ideologisk baggrund bygger nye kibbutzer, red.) og HaNoar HaOved (socialistisk ungdomsbevægelse, red.) og ved derfra, at det er forbudt at træde uden for de kollektivt vedtagne grænser.«
Yitzhak Laor efterlyser en alternativ kandidat.

Udfordring fra Peres
Utilfredsheden med Ehud Barak ulmer overalt i den del af Israels politiske spektrum, som man normalt betegner fredsfløjen. Denne omfatter ministerpræsidentens eget parti, hvor oprøret også har vist sig gentagne gange.
For en måned siden regnede mange med at se veteranen i arbejderpartiet, Shimon Peres, opstille mod Barak.
Forholdet mellem de to har aldrig været godt, hvilket forklarer, at Barak for halvandet år siden kun tildelte sin nok mest erfarne partifælle et ubetydeligt ministerium, og Peres var da også tidligt ude med sin kritik af regeringschefen.
Peres erklærede sig for en måned siden villig til at kandidere til ministerpræsidentposten, hvis de fornødne 10 af Knessets 120 medlemmer ville være stillere. Han satte sin lid til venstrefløjspartiet Meretz, som har netop 10 mandater, men efter megen overvejelse valgte man her at trække følehornene tilbage.
»Der er noget interessant i, at den hårdeste kritik af Barak kommer fra partiets venstrefløj, som anklager ham for at skride for hurtigt frem i fredsprocessen,« siger politologen Baruch Kimmerling.
Her hører Shimon Peres til lige som andre fremtrædende medlemmer af partiet, som alle har været nævnt som mulige udbrydere for at danne en ny politisk gruppering sammen med Meretz.
Indtil videre er dette dog ikke blevet til noget, og Peres fortsætter i stedet med sin kritik af ministerpræsidenten. Denne svarede i denne uge igen ved at citere afdøde Yitzhak Rabin for tilbage i 1979 at kalde Peres en »utrættelig sabotør«.
Sabotør eller ikke – der er stadig mange, som håber på at se Shimon Peres stille op mod Sharon. Hvor Barak ifølge de seneste meningsmålinger halter 16-20 procentpoints efter Likud-lederen, er Peres næsten Sharons ligemand, og her kommer de blanke stemmer ind i billedet.
»Det her har ikke så meget med ideologi at gøre. Det er ren taktik,« forklarer Yitzhak Laor.
»Ved at opfordre folk til at stemme blankt, giver vi dem, som skal spise kvalmepiller ved tanken om at stemme på Barak, et alternativ. Vi håber på at mobilisere venstrefløjen, for hvis de blanke stemmer lægges sammen med stemmerne på Barak kan de forhindre Sharon i at opnå 50 pct., og valget skal gå om.î

Langsom reaktion
»Der er ingen rigtig venstrefløj i Israel,« indvender Shulamit Aloni, som var blandt grundlæggerne af Meretz, mod andres tale om sammenhold og solidaritet. Hun anser det for vanskeligt at opstille noget bæredygtigt alternativ, fordi der i Israel ikke findes nogen fælles venstrefløjsidentitet som i Europa, men kun spredte grupperinger og udløbere af de etablerede midtsøgende partier, som Arbejderpartiet i hendes øjne tilhører.
Det var en af hendes grunde til at forlade posten som frontfigur for Meretz for nogle år siden. Yossi Sarid, som er partiets nuværende formand, er tidligere medlem af Arbejderpartiet, og selv om hun ikke siger det direkte, er hans politiske fremfærd et godt eksempel på den flokmentalitet, Yitzhak Laor snakker om.
Et andet element, Shulamit Aloni peger på, er desorienteringen, som opstår, når en leder fra fredsfløjen forkludrer fredsprocessen:
»Det er naturligt, at venstrefløjen reagerer langsomt, når regeringen tilhører den politiske fløj, som traditionelt ligger til venstre for midten.«
Dette bruger hun også som forklaring på, at venstrekræfterne var relativt længe om at mobilisere nogen form for protest mod den israelske hærs håndtering af sammenstøddene på de besatte områder.
»Hæren er en hellig ko i Israel,« fortsætter hun.
»Når hæren går for vidt og overtræder sine beføjelser, varer det meget længe, før nogen reagerer, for i Israel er alle i hæren og uanset politisk observans er det næsten en betinget refleks, at man må forsvare sig i enhver situation.«
Men hun forklarer, at billedet har ændret sig i de sidste to-tre år. Likud-lederen Benyamin Netanyahu gjorde sit til at samle venstrekræfterne ved sin nedfrysning af fredsprocessen, og Ehud Baraks forfejlede politik har fået mange til at bryde med den traditionelle opfattelse af, at en Arbejderparti-regering altid har ret.
»Ehud Barak sagde, at han ville vende hver en sten i sin søgen efter fred, og så endte det med, at han omtrent vendte hver en sten i El Bireh,« slutter Shulamit Aloni med henvisning til en af Vestbreddens hårdest ramte palæstinensiske byer.
»Vi glemmer ikke Emil«, er en af parolerne ved en demonstration, venstrefløjen har organiseret i Tel Aviv i aften. Man taler om Emil Gruenzweig, som blev dræbt, da højreorienterede aktivister smed en håndgranat i en demonstration mod Ariel Sharon i 1982. I aften demonstrerer bevægelsen Fred Nu også mod Sharon, men det sker i en atmosfære af dyb tvivl om fremtiden.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her