Læsetid: 3 min.

Jelved presses af bagland

Kun én ud af 11 radikale amtsformænd vil bevare nuværende efterlønsordning
2. februar 2001

Den nuværende efterlønsordning nyder meget ringe opbakning i det radikale bagland. Kun én ud af de 11 radikale amtsformænd, som Information har talt med, vil bevare efterlønsordningen i sin nuværende form. Seks amtsformænd ønsker ordningen ændret eller afskaffet inden for de nærmeste år, og én mener, at det bliver nødvendigt at justere efterlønssystemet på længere sigt. Tre ønskede ikke at udtale sig.
En af dem, der mener, at det bliver nødvendigt at indføre ændringer på området, er kredsformanden for København/Frederiksberg, Anders Thomsen. Han siger:
»Vi må se i øjnene, at vi bliver nødt til at afskaffe efterlønsordningen. Det kan ikke være det offentliges opgave at støtte raske og rørige mennesker, der ønsker at forlade arbejdsmarkedet, før de når pensionsalderen. Til gengæld skal vi hjælpe dem, der reelt er nedslidte.«
Han bakkes op af Bo Jellesmark Thorsen, amtsformand i Københavns Amt: »Samfundet skal ikke betale for, at en masse akademikere kan trække sig tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet,« siger han.
»Vi skal kun yde tilbud til dem, der virkelig er nedslidte. Og i den forbindelse skal vi også afgøre, om vi skal bevare efterlønnen, eller om vi skal erstatte den med førtidspensionen eller en anden ordning. Det afhænger af, hvordan man rent teknisk vælger at løse problemet.«
Niels Busch-Jensen, amtsformand i Storstrøms Amt, gør sig de samme overvejelser.
»Jeg kan godt sympatisere med dem, der synes, at det er urimeligt, at en 60-årig i fuldt vigør kan benytte en skattefinansieret efterløn til at trække sig tilbage og pusle i sin have,« siger han. »Men hvis vi indfører en generel forringelse af efterlønnen, så rammer vi også dem, der virkelig har behov for den. Derfor bør vi overveje at erstatte hele efterlønsordningen med et mere menneskevenligt førtidspensionssystem. Det nuværende er kafkask indrettet og ydmygende for de mennesker, der skal igennem det.«

Tvivler på S
Om det vil være politisk muligt at gennemføre en ændring eller afskaffelse af efterlønssystemet, tvivler de reformvenlige amtsformænd dog på.
Søren Nielsen, amtsformand i Vejle Amt, forestiller sig, at det bliver nødvendigt at gennemføre en mindre justering af ordningen om to år og en gennemgribende reform om fem år. Men han er ikke sikker på, at det kan lade sig gøre i samarbejde med Socialdemokratiet.
»Ændringerne i samfundet kan dog blive så voldsomme, at alle – også socialdemokraterne – indser, at det er nødvendigt at justere på efterløsordningen,« siger han. Og tilføjer: »Jeg synes i den forbindelse, at Socialdemokratiet bør forberede sine vælgere på, at det kan ske. Ellers løber de ind i endnu en troværdighedskrise, når de – tvunget af omstændighederne –bliver nødt til at reagere.«
Jens Peter Thestrup Jensen, radikal amtsformand i Sønderjyllands Amt, er også skeptisk over for Socialdemokratiets vilje til at gennemføre reformer efterlønsområdet.
»Spørgsmålet er politisk betændt,« siger han.
»Og det er ikke realistisk at forestille sig, at Socialdemokratiet vil være med til at ændre på efterlønnen foreløbig. Jeg tror, at der skal komme et oprør fra den ung generation, der ikke vil betale for, at de 60-årige uden skavanker kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, før politikerne vil røre ved efterlønnen.«
Bo Jellesmark Thorsen er mere optimistisk.
»Vi kan godt gennemføre de nødvendige ændringer med Socialdemokratiet,« siger han: »Men først efter valget.«

Først pres på om 2o år
Gunner Nielsen, amtsformand i Vestsjællands Amt, oplyser, at man efter hans mening ikke behøver at røre ved efterlønssystemet i de kommende år. Først om cirka 20 år vil presset fra det stigende antal ældre betyde, at man bliver nødt til at justere på ordningen.
Og amtsformanden på Bornholms Amt, Niels Møller, afviser, at der overhovedet er behov for en ændring af efterlønssystemet.
»Vi skal i langt højere grad gøre en indsats for at få de udstødte tilbage på arbejdsmarkedet,« siger han: »Hvis det lykkes, vil det ikke være nødvendigt at røre ved efterlønnen.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu