(2. sektion)
Ny film
Det er aldrig for sent at lære nyt. Skal man tro gangsterdramaet The Yards, er noget så tilsyneladende uskyldigt som New Yorks jernbanevæsen gennemsyret af kriminalitet og korruption langt ind i de kommunale embedsmænds rækker. Ganske vist renses der til sidst ud for brådne kar, men fra nu af sætter man sig ikke op i et new yorker-tog uden bange anelser.
Ikke at filmen oppisker til hysteri: Den er påfaldende sober i sin sindige, ret forudsigelige blanding af gangsterhistorie og familiedrama. Nok er vi i gangsterland, men ikke af den forherligede eller mytologiserede art. Filmens kriminelle er for det meste små bange mænd, når det kommer til det stykke, hvor det virkelig gælder: Forholdet til familien og drømmene om et liv på den solfyldte side af new yorker-gaden.
Syndebuk
Unge Leo Handler vender tilbage til uglamourøse
Queens efter fire år i fængsel, nu opsat på at undgå kriminalitet.
Han ledes alligevel ind i sin onkel Franks korrupte lokale jernbaneselskab, lokket af vennen Willie, der tjener lette penge, når han boltrer sig i den lokale andedam af bestikkelige embedsmænd og lyssky håndlangere. Leo slår følgeskab med Willie og får uretfærdigt en mordanklage på halsen. Willie er morderen, men Leo gøres til syndebuk. Det må ende i et kontant venne-opgør, så meget mere som de begge er lune på samme pige.
Hvad der kunne være endt som corny melodrama, holder sig det meste af vejen oprejst som en velfortalt historie om at være fange af sit miljø og sin familiefølelse. Leo er fra start til slut den gode dreng, der kommer i uføre - Willie den svage karakter og farlige frister. Men der er ingen dæmoni på spil: Også Willie vil helst leve leve det gode liv med sød kone og rar familie.
Fin Joaquin Phoenix
Som fremstillet af den altid inciterende Joaquin Phoenix bliver Willie filmens mest fængslende figur forbryderen med en blød skal, oprigtig i sit venskab, men hurtig til at forråde.
Tilsvarende er James Caan fængslende som den korrupte jernbaneboss, ofte motiveret af familiefølelse. Ikke
nogen hårdkogt eller gennemforhærdet mand, men drevet af modstridende følelser.
Selvfølgelig er der inspiration fra Godfather her, men tonen i The Yards er mindre sværmerisk og langt mere realitetsbetonet.
Og som Leo har Mark Wahlberg en jævn hverdagsudstråling, der modarbejder heroisering. I mindre moderroller ses Ellen Burstyn og Faye Dunaway.
James Gray har instrueret lidt tungt og højtideligt, men uden glanspolering og uden storforbrug af genrens traditionelle klicheer. Først mod slutningen generer nogle usandsynligheder. Indtil da indfanges man af sikker miljøskildring og redelig karaktertegning.
En amerikansk film over gennemsnittet.
*The Yards. Instruktion: James Gray. Manuskript: James Gray og Matt Reeves. Amerikansk (Empire, Palads, Scala)
