Læsetid: 3 min.

Den kinesiske mur

En sørgmunter beretning om ugers kamp med kinesiske bureaukrater i et forgæves forsøg på at få et journalistvisum
26. februar 2001

OL-forberedelser
Det siges, at franskmændene lagde navn til fænomenet, men at det var kineserne, der opfandt det: Bureaukratiet.
Mens Europa endnu rodede rundt i interne krige, var Kina for længst et samlet rige, hvor embedsmændene var godt i gang med at udvikle et kompliceret system, der skulle sikre kejseren magten.
Den kinesiske bureaukrat har således årtusinder på bagen, og han sidder der endnu. Under nutidens etparti-styre som en særegen udgave af den internationalt kendte skrankepave: Nidkær, magtfuld og samtidig meget kinesisk.
Tilsammen udgør Kinas millioner af bureaukrater en formidabel styrke, en bureaukratisk udgave af Den Kinesiske Mur – forsvarsværket, der i sin tid skulle holde ’barbarerne’ fra Mongoliet ude.
Nutidens barbarer er vestlige journalister. Eller det er i hvert fald det indtryk, man får, når man begiver sig ud i det minefelt, det er at søge et journalistvisum til Kina.

Oh, åh...
Information har i de seneste uger været igennem en strabadserende proces af kafkaske dimensioner i forsøget på at opnå tilladelse til at dække Beijings bestræbelser på at blive OL-værtsby i 2008. En, skulle man tro, rimelig ansøgning, da Kina må have en klar interesse i at få mest mulig omtale af disse bestræbelser.
Første skridt i processen er at slippe igennem til den kinesiske ambassades visumkontor. En ikke helt nem opgave, da man her støder på den første ’mur’ i form af en automatisk telefonsvarer, som på den ene side kort og præcist forklarer reglerne for at søge visum, men som det på den anden side er svært at slippe forbi.
Efter nogle forsøg lykkes det dog at finde et levende menneske og præsentere sig som journalist.
»Journalist!? Oh, åh...« udbryder manden forskrækket, som om han lige har erfaret, at han her har med et Hannibal-agtigt uhyre med hang til at spise små kineserbørn at gøre.
Efter en stund får han dog hold på sig selv og skyndsomt stillet om til en anden person med tydeligvis større erfaring i at håndtere den slags bæster.
»Du skal have en vært i Kina,« lyder beskeden derfra.
Og ja, som journalist kan man, som det allerede er fremgået, ikke bare rejse ind i Kina, men skal finde en kinesisk vært, der kan sende en invitation til den kinesiske ambassade i København, hvorefter ambassaden vil udstede et visum. Måske.

Wei!?
Information går frisk på opgaven og havner efter en del opkald, en del »wei!?« (kinesisk for hallo) hvorefter røret bliver knaldet på, inden man når frem til emnet, mirakuløst hos en imødekommende medarbejder i Beijings olympiske komité.
Jo, komiteen kan sagtens fungere som vært og vil med glæde sende en invitation, lyder det glade budskab, som vi straks lader gå videre til ambassaden. Her bliver der dog hurtigt lagt en dæmper på optimismen:
»Vi skal først kontrollere, om der er tale om en instans, der er bemyndiget til at invitere journalister.«
Selv om det synes indlysende, at en olympisk komité må være den rette til at invitere en journalist, der vil skrive om Kina og OL, kommer denne kontrol til at vare flere dage, før svaret omsider foreligger: Jo, komiteen er bemyndiget til at udstede en invitation. Men:
»Vi mangler et dokument! En skriftlig bekræftelse på, at komiteen virkelig vil være din vært. Først derefter kan vi udstede et visum,« lyder det.
Øh... Forvirring og utallige samtaler med komiteen i Beijing følger. Her ved man tilsyneladende ikke, hvilket dokument, der er tale om, og heller ikke hvilket stempel det i øvrigt skal udstyres med, hvis man vidste det, osv. Imens går tiden, og datoen for den planlagte afgang til Beijing nærmer sig med rasende fart – og er i skrivende stund for længst overskredet.
Information fik aldrig et direkte afslag. I bedste bureaukratiske tradition blev der hverken sagt ja eller nej, så er man da sikker på, at man ikke har sagt noget forkert. Men undervejs har der været tid til at gøre sig følgende overvejelse:
Hvis Kina bliver OL-vært i 2008, vil rundt regnet 20.000 udenlandske journalister følge med i købet. Man ser det for sig: En mindre hær af råbende, skrigende og masende journalister, der forsøger at slippe over en massiv mur af kinesiske bureaukrater. Oh, åh...

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu