Læsetid: 4 min.

Klitoris og origami

Det årlige bogudsalg går løs i næste uge. Informations idiosynkratiske kuglepen har sat krydser i kataloget
14. februar 2001

Bogudsalg
Så er det igen ved den tid, hvor forlagene skal have tyndet ud i restoplagene. Hvis lortet ikke sælger, så er to år, hele fire sæsoner, en evighed i bogbranchen. Men samtidig er selvsamme to år dårligt værd at regne med i den verden, bøgerne selv konstituerer med deres læsere. Her gælder en helt anden langsommelighed.
Følgelig er vi mange, som tilhører de læsersegmenter, der er dårlige forbrugere, fordi det kun undtagelsesvis falder os ind at købe en ny bog. I stedet frekventerer vi biblioteker og antikvariater eller går på rov i venners bogreoler. Kun en gang om året tillader økonomi eller nærighed os at gå ind i en almindelig boghandel med den hensigt at købe op til flere bøger. Det er ved det årlige bogudsalg i februar, og i dag udkommer så kataloget og på næste onsdag går læserflokkene velopdragent grassat i boglader landet over.

Hovedattraktioner
For denne læsers blik er dette års hovedattraktion, den bog, man formentlig skal være der allerede onsdag formiddag for at gafle, en to-binds udgave af Karen Blixens breve til 169 kr., hvilket stadig er lidt pebret. Et andet klart hit er Claus Deleurans to tegneserier om Thorfinn til 49 kr. pr. bind. Denne bøvede helt var en stor kanon i min barndoms panteon.
Ellers er der mere end rigeligt med bøger, som man kan sætte kryds ved.
Federico Andahazis første roman på dansk, Anatomen, handler om en mand, der er anklaget for satanisme, fordi han har opdaget klitoris, og den kan fås for 89 kr., hvilket måske stadig er i overkanten. Men for 40 kr. kan man få klassikeren Beretningen om de vidtberømte molboer og deres vise gerninger og tapre bedrifter.
Jeg har før set nogle temmelig interessante sager af Boris Boll-Johansen, så hans roman Solsorten i mit våben skal tjekkes ud. Vibeke Grønfeldts Idag kan fås for 85 kr., og for 98 kr. kan man anskaffe sig Lars Gustafssons Tjenerinden.
Rune T. Kidde er jeg fan af, så hans Midt i havet, midt i himlen får et stort, fedt kryds. Ivan Klímas Fortrolighedens sidste trin er måske også en bog, man bør have læst.
Hvert af de fire bind i kæmpeværket om Josef og hans brødre af Thomas Mann kan erhverves for 149 kr., og hvert bind i en tre-binds udgave af Montaignes Essays koster 89 kr., så de to herrer klassikere er tunge poster på regnskabet, når den endelige prioritering skal foretages.
Den følgende historie af Cees Nooteboom (hvilket herligt navn: hele tre dobbeltvokaler!) koster kun 48 kr., så den får måske lov at smutte med. Nævnes bør også Det nye liv af Orhan Pamuk.
Bo Reinholdts Tavlen fås for kun 49 kr, og den mexikanske klassiker Juan Rulfos eneste roman, Pedro Páramo, sælges nu for 79 kr. Folkeeventyr er en yndlingsgenre, og 23 russiske af slagsen kan købes for 48 kr.
En anden mand, der er helt oppe i liga med Deleuran og Kidde, er Kim Fupz Aakeson, hvis roman Læseren også skal have et kryds.
Kriminalromaner kan også være en god ting, især hvis hjernen skal have lidt incitament til gymnastikken, og inden for genren er der tilbud på hele seks bøger af Raymond Chandler, Den hemmelige agent af Joseph Conrad, Dashiell Hammetts Den tynde mand og John Le Carrés Single & Single.
Af digtsamlinger er der bestemt også gode køb, især Thomas Bobergs fem første digtsamlinger for rørende 30 kr. og Klaus Høecks kæmpebog Hjem og Tomas Tranströmers Samlede digte, begge for 99 kr.
Johannes V. Jensens Digte går for 89 kr., og har man sagt Johs. V. må man også sige Hans Otto Jørgensen, hvis Jeg har ventet er sat ned til 59 kr.
Harald Landt Mombergs Parole – 33 ekspressionistiske digte lyder skisme også interessant.

Ronkedorer
I afdelingen for biografier og erindringer findes agtværdige ronkedorer som Torben Brostrøm, Aage Henriksen, Ulrich Horst Petersen og Jesper Jensen. Iben Nagel Rasmussens skildring af Eugenio Barba er også et kryds værd, og Villy Sørensens tre bind dagbøger så afgjort ligeså.
Af historisk faglitteratur er der bøger af Thomas Boberg, Albert Hourani, Amin Maalouf og Octavio Paz, som skal undersøges, samt en bog om ’dansk videnskabs guldalder’, hvilket var dengang Hjelslev, Bohr og Høffding slog deres folder (hvorhen? fristes man til at spørge).
Søren Baggesens sonderinger i den panerotiske linje i dansk lyrik er sikkert en læsning værd.
David Favrholdts introduktion til kinesisk filosofi får også et kryds, ligesom Hegels forelæsninger om historiefilosofi.
Inden for håndbøgerne findes de særeste dimser, f.eks. Den store bog om hamp, Væv uden væv og Origami for begyndere.
Dertil kommer en bunke bøger for børn og unge, men jeg vil kun nævne Reuters Vi der valgte mælkevejen foruden, selvfølgelig, igen, Deleurans Thorfinn-hæfter.
Godt udsalgshysteri ønskes herfra.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her