Læsetid: 1 min.

Koldkrigs-toner mellem Rusland og USA

Rusland reagerer skarpt på USA-anklager for at ’sprede atom-teknologi’ – og gennemfører en simuleret atom-krigs-øvelse
17. februar 2001

I en tilsyneladende magtdemonstration gennemførte det russiske militær i går en militærøvelse, der skulle simulere en atomkrig – med samtidig test-affyring af langtrækkende raketter fra landjorden, u-både og fly.
Øvelsen skal »signalere til omverdenen, at Rusland holder sine atomraket-arsenaler i form«, som den russiske militærekspert Pavel Felgengauer i går udtrykte det over for Reuters.
Samtidig svarede den russiske regering skarpt igen på udtalelser fra den amerikanske forsvarsminister, Donald Rumsfeld, om, at Rusland »spreder atomteknologi«.
Rumsfeld sagde onsdag, at Ruslands modstand mod Bush-regeringens planer om at bygge et raketskjold »er malplaceret«. Rusland er »en aktiv spreder af atomteknologi«. »Man sælger til og hjælper lande som Iran, Nordkorea og Indien med en teknologi, der truer andre lande, herunder USA,« erklærede den nye amerikanske forsvarsminister.
Leonid Ivasjov, det russiske forsvarsministeriums chef for kontakter med udlandet, svarede vredt tilbage, at »Rusland – i modsætning til USA – opfylder sine internationale forpligtelser, herunder dem, der angår ikke-spredning af raketteknologi.«.
Ivasjov afviste i øvrigt oplysninger i Washington Times om, at Rusland har udstationeret taktiske atomvåben i Kaliningrad – den russiske baltiske enklave, der ligger klemt inde mellem Litauen og Polen. Washington Times skrev, at amerikanske spionsatellitter havde observeret en transport af taktiske atomvåben på vej mod Kaliningrad.
Men Ivasjov tilføjede, at Moskva måske vil overveje at flytte taktiske atomvåben til Kaliningrad, hvis NATO blev udvidet længere mod øst.
Endelig tilbød Ivasjov Europa del i et raketskjold, som vil garantere europæerne sikkerhed mod et overraskende raketangreb for »en brøkdel af«, hvad det amerikanske raketskjold vil koste.
Planens detaljer vil blive forelagt NATO’s generalsekretær, George Robertson, når han i næste uge besøger Moskva.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her