Læsetid: 7 min.

Konfrontationsfjernsyn

For tiden excellerer tv i at lade mennesker mødes, som har noget alvorligt i klemme med hinanden. Og hvad kan vi så lære af det?
9. februar 2001

Qlummen
Mellem stat og marked bor menneskene. Det kaldes civilsamfundet, det sted, hvor vi spiser, lever, får børn og hygger os. Civilsamfundet er, groft sagt, samfundets tredje ben, de to andre er stat og marked, hvor vi blandt andet betaler skat eller køber ind.
Men bortset fra det faktum, at »vi, folket« udgør det civile samfund af almindelige borgere, er vi ret forskellige. Tænk på en fest eller længere rejse, hvor man strander ved siden af nogen, man har virkelig svært ved at snakke med.
Præcis denne form for pinagtigt samvær excellerer de landsdækkende tv-kanaler i for tiden. For det første selvfølgelig i de helt bizarre fænomener som Big Brother, hvor kedelige mennesker lader sig indespærre i månedsvis sammen med andre kedelige mennesker. Men også ellers strømmer sendefladen over af programmer, hvor man lader mennesker mødes, som har noget alvorligt i klemme med hinanden. Konfrontationsfjernsyn, kunne man kalde formen, der længe har været kendt i aktuelle politiske debatprogrammer af typen 3 til tiden på TV3, 45 minutter på DRtv og senest Reimer Bo og Trine Gregorius’ Rottweiler. Her sørger en studievært (med svingende held) for, at mundhuggeriet (for det er det) ikke går over i direkte håndgribeligheder.
Det nye er, at det nu er almindelige mennesker, der sættes til at diskutere. Tager man for eksempel DR-serien Praktikanten, der for tiden sendes mandag aften i prime time, klokken 20.30, er programmet hver gang bygget op som et møde mellem tilsyneladende uforenelige størrelser, hvor mennesker mødes og mislyde opstår. Blandt andet har en dyreven været på besøg hos en forsker, der arbejdede med forsøgsdyr; en landhusmor tog sig en kigger på stripperens arbejdsplads; en indædt modstander af skønhedsoperationer var på fransk visit hos plastikkirurgen; og i den forløbne uge besøgte en inkarneret EU-modstander Freddy Blak, medlem af EU-parlamentet.

Det mest perspektivrige program i serien var, synes jeg, Betjenten og indvandreren, der blev sendt den 22. januar. Både på grund af emnet og fordi de involverede agerede med så fin situationsfornemmelse, at der burde være kommet noget mere interessant ud af det.
Det begyndte nemlig i bedste ånd: Asad Khan, 18 år, flot og venlig fyr, der ser kvik ud, modtages af den flinke ca. 40-årige Palle Redder Madsen fra Århus Politi (hvor, formoder man, Asad ikke er kendt, derimod har han mødt de københavnske kolleger ’med sirener og blå blink’, som han siger med et skævt smil). Asad går med politifolkene til skydning, til workout i politiets træningssal, han kører med i bilen og lærer hurtigt at se med det, som en forsker der også engang var på tov hos politiet kaldte ’politiblikket’. Politifolkene klager endda spøgefuldt over, at Asad nærmest synes, de skulle ’gå mere til’ folk.
Selv en pinlig scene, hvor en midaldrende dame ved det blotte syn af Asad giver sig til at genfortælle en ubehagelig episode, hvor hun blev taget om halsen bagfra i bussen af en ung fyr i en mindre flok indvandrerdrenge, tager Asad med stoisk ro. Som om han var kollektivt ansvarlig for alt muligt mellem himmel og jord, bliver damen ved og ved, så seeren tåkrummende skammer sig: »Så er det jo, man begynder at tænke racistiske tanker, tænk at det skal ske i ens eget land, at man ikke kan gå ud om aftenen, for det tør jeg ikke mere.«
»Det er jeg enig med dig i, det er også for galt, jeg kan jo ikke undskylde på hans vegne, for jeg kender ham ikke, men sådan skal folk da ikke opføre sig, hvad enten det er indvandrere eller danskere,« medgiver Asad med samme englelige fasthed, som han sikkert benytter over for børnene i den børnehave, hvor han arbejder. – Det er ihvert fald det, man kommer til at tænke på, mens man beundrer hans cool. Og – hvis man er en mand – måske også overvejer, om ikke han på et tidspunkt kunne smide høfligheds maske og sige: »Ja, jeg forstår det godt, men hvorfor fortæller du mig alt det? Jeg var der jo ikke.«
Men alt i alt er indvandrerens møde med betjentene næsten for godt til at være sandt – og det er det også. Da politfolkene i ’Bazaren’ i Gellerupparken tjekker en midaldrende mand, der kører i en lånt bil med defekte bremser, ryger kæden af for Asad: »Det er altid indvandrerne, I er efter, hvorfor kan vi ikke gå i fred?«
Politifolkene nægter blankt: »Det gør vi ikke, du ser det meget mere, når det er indvandrere.« Og sådan kan snakken gå, minut efter minut, uden at det falder de brave politifolk ind at sige: »Ok, hele dagen i morgen tæller du kontakterne og vurderer den andel, der involverer indvandrere, så snakker vi om det igen.«
Men programmet søger netop ikke at finde berøringspunkter eller konkrete muligheder for at efterprøve synspunkterne. Tænk, hvis knægten skulle have ret! Tænk, hvis han ikke har ret!
I begge tilfælde ville udsendelsen producere en aktiv erkendelse. Men det er åbenbart ikke ’godt fjernsyn’, som defineres ved konflikter.
Problemet er blot, at når »almindelige mennesker« oplever en konflikt – også en journalistisk iscenesat konflikt som her – bærer de sig ikke professionelt ad. Kort sagt, de skændes, og det bliver de ved med. I dette tilfælde gentager politifolkene stædigt, tålmodigt, deres påstande igen og igen, næsten med den samme ordlyd: »Det gør vi ikke, du tager fejl, du fokuserer på de ting.« Den unge mand ryger derimod over i netop den position, som den krakilske dame ikke kunne få ham i, nemlig i en form for kollektiv ansvarlighed. Han gør sig til repræsentant for et indvandrer’vi’: »Vi er nødt til at holde sammen en 15 stykker, så vi ved at I opfører jer ordentligt.«
Men interessant nok taler Asad ved udsendelsens slutning også om, at han nu ser anderledes på politiet. Han skelner, klogt og konkret, mellem københavnske uroers hårde stil og de afdæmpede århusianere, f.eks. ville det være rart om det københavnske korps havde lidt flere af Palles og hans kollegers slags, »med livserfaring«.
Politiet derimod nævner ikke med et ord, om de nu bedre end før kan se indvandrerne som individer, eller om de nu forstår, hvorfor de hurtigt bliver omringet af 15-30 mennesker, hvis de standser én i en bil. – Noget, der i øvrigt tydeligt får dem til føle sig ubehageligt berørt. Nej, politifolkene taler kun om, hvad de tror, Asad nu synes om dem, og om han mon har lært noget. Det håber de, han har. Og i øvrigt skulle han da være velkommen i korpset, hvis han ville søge ind, på lige fod med alle andre.
Lad det derfor stå for min regning, når jeg siger: – Vil du ikke nok, Asad?
Især fordi forskningskonsulent Britta Kyvsgaard ugen efter, nemlig den 31. januar ved et møde i Dansk Kriminalistforening, faktisk gav Asad fuldstændig ret: Indvandrere bliver langt oftere anholdt, sigtet eller blot standset af politiet, som blandt andet Information skrev den 1. februar. Det sker f.eks. 82 procent oftere for andengenerationsindvandrere, at de anholdes eller varetægtsfængsles for forhold, hvor sagen må opgives eller de frifindes.

Men Asad vandt altså konfrontationsrunden på points. Han lærte at se flere nuancer og forholdt sig aktivt til de mennesker, han mødte. Politiet slap derimod for billigt.
Men selve programmet har et problem. Det, man fik ud af det, var, at sådan er der jo så meget, der er ikke noget at gøre ved noget, men når man møder folk personligt, er de såmænd meget flinke, det er bare alle deres dumme venner/ kolleger, der er problemet. ’Dem og os’-konstruktionen blev opløst – ikke i enkeltindivider, men i ét individ, den/ dem man har mødt, og i resten af gruppen. Hvoraf hverken seere eller medvirkende har lært en snus.
Jeg forstår godt meningen med, at tilrettelæggeren forsvinder og overlader løsningen til folk selv. Det er et forsøg på at skabe en situation, hvor det til lejligheden oprettede ’civilsamfund’ selv må rykke, i modsætning til det traditionelle ekspertfjernsyn, hvor Systemet altid griber ind.
Men man glemmer, at aktørerne i en præpareret konflikt mangler motivation til at løse problemerne eller finde noget at mødes om, f.eks. planlægge en udflugt til politistationen for børnene i børnehaven, hvor Asad arbejder. Uenigheden er iscenesat, uforpligtende og fuldstændig gratis. De medvirkende ved, at de snart skilles, præcis som det ilde matchede par ved festbordet blot kan bryde lettede op og sige farvel og tak. De løser ikke problemerne, for det er ikke nødvendigt.
Men netop derfor har konfrontationsfjernsynet også svært ved at lære os andre noget. Og netop derfor er disse konfrontationer faktisk så fjernt fra det virkelige liv. Hér slipper vi jo ikke for at forvandle et påtvungent samvær – arbejds- eller bo- – til et valgfællesskab, hvor vi lærer at indse den gavn, vi har af de andre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu