.
Humaniora på skrumpJakob Leth studerer græsk som sidefag i København, Kristoffer Weiss læser filosofi samme sted. Og så har de to ting til fælles: De er 23 år gamle, og de er utilfredse med forholdene på humaniora.
Kristoffer Weiss: »På grund af besparelser er fagudbudet på filosofi stærkt reduceret. Man udbyder nu kun halvt så mange kurser på overbygningen, som man gjorde for bare ganske få år siden. Samtidig er der ikke længere mulighed for at søge vejledning uden for instituttet det er der ikke råd til. Der er centrale filosofiske problemer, som man ikke kan skrive opgaver om, fordi der ikke er nogen autoriteter på de områder.«
Jakob Leth: »Taxameterprincippet er et forsøg på at få institutterne til at konkurrere med hinanden, fordi man har en forestilling om, at den bedste kvalitetsgarant er fri konkurrence. Men man kan jo ikke sammenligne et forskningsgennembrud i analytisk filosofi med en ny indsigt inden for afroamerikanske litteraturstudier og så med rimelighed afgøre, hvem der er længst fremme.«
Har der ikke altid været et kompetitivt miljø på universiteterne?
Jakob Leth: »Det er klart. Man kan jo nævne Schopenhauer og Hegel, der begge underviste i Berlin på samme tid. Det er fantastisk at se den energi, Schopenhauer brugte på at hade Hegel, der var langt mere populær. Og man har jo oplevet rivaliseringer mellem forskellige skoler og positioner, men den rivalisering har nu fået et andet ansigt: Det er blevet en økonomisk rivalisering.«
Forskning i fritiden
Hvordan viser konkurrencen mellem institutterne sig?
Kristoffer Weiss: »På Litteraturvidenskab har man lavet en ny overbygning, Moderne Kultur, som mange kunsthistoriestuderende søger ind på. Nu overvejer man på Kunsthistorie at oprette noget lignende for at tiltrække flere studerende og for overhovedet at kunne opretholde et fag for visuel kunst. Det koster jo, når man ikke får så mange kandidater. På den måde opstår der nogle underlige behov, som ikke var opstået, hvis der ikke havde været en konkurrencesituation. En konkurrence, som igen er ressourcekrævende, og som tager ressourcer fra det, som det burde handle om: Forskning og undervisning.«
Jakob Leth: »Det er blevet den enkelte undervisers opgave at tiltrække studerende. Vi står i en situation, hvor en universitetsansat skal være entertainer, pædagog og formidler. Og så skal han være forsker. Sociologen Bo Jacobsen har citeret en forsker for at hævde, at forskningsfrihed efterhånden betyder, at man er henvist til at forske i sin fritid.«
Men der er vel stadig nogle rammer, som forhindrer de studerende i at flyve rastløst fra fag til fag efter underholdning?
Kristoffer Weiss: »En tredjedel af bacheloruddannelsen er tilvalg på andre institutter. Det er altid svært at afgøre hvilke motivationer, der ligger bag, men de kurser, der nu udbydes på filosofi, har en profil, som er letspiselig og tiltrækker mange studerende: Tyske filosoffer i det tyvende århundrede. Vældigt lovende fag, men man læser Being and Time i stedet for Sein und Zeit, og det varer kun ét semester. Selvfølgelig bliver det meget udvandet, og det sætter fagets integritet under pres.«
Pensum reduceres
Hvordan oplever man taxameterprincippet som studerende?
Kristoffer Weiss: »Man har mange steder været nødt til at ændre fagene for at presse flere studerende igennem. Man har f.eks. reduceret pensum på de tungere fag. Der er ikke råd til at holde et ambitionsniveau, der vil betyde færre beståede studenter. På filosofi slækker man nu også på sprogkravene. Hvis man stiller krav om, at de studerende skal læse fransk og tysk, så får de studerende svært ved at læse pensum, og så går de ikke til eksamen. På længere sigt vil det betyde, at der vil blive uddannet en generation af forskere, som vil være mindre kompetente inden for fremmedsproget filosofi. Lige nu oplever vi gradvise reduktioner i pensa og en stadig slækkelse af kravene, men på langt sigt vil skaden være større. Og det er svært at vurdere, hvilke skader der er sket. For hvad skal man sammenligne med? Derfor må det være en principiel diskussion, som man er villig til at tage: Vil man forpligte sig på at sikre, at undervisningen på universitetet forbliver på et vist niveau?«
Jakob Leth: »Der var en studerende i Jeres serie, som sagde, at universitetet ikke er gearet til fremtiden. Jeg mener omvendt, at det er samtiden og fremtiden i det her samfund, som ikke er gearet til universitetet. Alle er enige om, at det går dårligt, når man laver et ph.d.-stop, og når humaniora bliver decimeret. Men man taler om administration og bruger alle modeordene: New public management, benchmarking og decentralisering. Jeg er enig med Kristoffer: Det er et principielt og dermed politisk spørgsmål.«
Inden for de sidste tredive år har man talt om de studerende som en særligt kritisk og nærmest revolutionær befolkningsgruppe. I dag ser de studerende passivt deres uddannelser blive udhulet?
Jakob Leth: »Simo Køppe har ret, når han advarer mod, at universitetet bliver en slags 5.g. De fleste studerende mangler en bevidsthed om, hvad det vil sige at gå på universitetet. Det kunne man afhjælpe ved at indføre et filosofikum eller et studium generale, hvor man tog de vigtige diskussioner om universitetets forhold til andre faktorer i samfundet. En diskussion, hvor de studerende blev tvunget til at gøre op med sig selv, om det var det, de ville. Eller om de hellere ville tage en erhvervsrettet uddannelse.«
Hvordan vil I selv beskrive universitetets ideelle forhold til samfundet udenom?
Jakob Leth: »Det er vigtigt at fastholde forestillingen om, at de studerende skal udvikle sig til kritikere. De skal være retningsgivende eller nuancerende i den offentlige debat og på alle områder. Det er en klassisk oplysningstanke om, hvad universitetet skal kunne gøre: Stille folk i et mindre afhængigt forhold til samfundets autoriteter. Traditionelt er det kirken eller staten, i dag kunne det være medierne eller markedet. Der er en demokratisk antiautoritær værdi i det, som er vigtig at fastholde. Og så må politikkerne afgøre, om de vil betale for noget så utaknemligt som konstant kritik.«
