Humaniora på skrump
»Der er en iboende utilitarisme i politik i de her år. Nærmest ligegyldigt hvilket parti, man kommer fra, mener man som politiker, at de penge man giver ud, skal afspejle sig i en umiddelbart genkendelig nytte. Og dér er forskningsmidler altid diffuse: Man ved aldrig, hvor de afgørende gennembrud kommer og de interessante indsigter skabes. Det ligger i sagens natur. Forskning går ud på at komme til at vide noget, som man ikke vidste før. Det giver en vældig usikkerhed i forhold til nytteværdien.«
»Jeg synes, det ville klæde de involverede, hvis de holdt op med at tale om nytte og i stedet accepterede, at det er en kulturnations glade pligt at bidrage til udforskningen af vores omverden på alle planer. Det har i mangfoldige tilfælde nogle nyttige afkast, men det er bare en ekstra gevinst. Man skal vende prioriteringen om, men det har politikerne svært ved.«
Hvad er den politiske interesse i det større optag på universitetet?
»Jeg laver ikke økonomiske kalkyler af den art, men det har været et vedholdende rygte, at de unge mennesker var billigere på universitetet end på arbejdsløshedsunderstøttelse.«
Man har flyttet folk fra arbejdsløshedsstatistikkerne og over på SU?
»Hvis det passer, er det vel ikke nogen dårlig idé. Problemet er bare, at bevillingerne ikke følger det øgede optag. Og det udhuler naturligvis uddannelserne.«
Ond taxametercirkel
Kritikken af den danske uddannelsespolitik viser sig tit som en kritik af taxametersystemet, hvor institutterne får penge efter, hvor mange beståede kandidater, de producerer. Er det et rimeligt princip?
»Nej. Ikke efter min mening. Hvis du tager et fag som tysk: De decimeres, fordi de ikke lever op til antal beståede kandidater, men det er jo ikke givet, at den gennemførte decimering vil forbedre stå-produktionen ( beståede kandidater red.) Tværtimod. Man kan sagtens forestille sig, at princippet virker stik modsat. Et institut med en dårlig stå-produktion tvinges til at afskedige folk og får efterfølgende et dårligt ry. Så vil endnu færre søge ind, og de, som bliver optaget, vil være af en lavere kvalitet, fordi adgangskravene sænkes. På den måde kan taxameterprincippet komme til at skrue sådan et fag ned.«
»Det er absurd, at spørgsmålet, om vi overhovedet skal have statsfinansieret forskning inden for områder som filosofi og tysk, afgøres af, om fagene tilfældigvis ophidser de 18-årige. Sådan noget skifter jo med konjunkturerne. Om ti år vil det være andre fag, der interesserer de unge. Resultatet er, at man skal nedlægge og genoprette de samme fag over en årrække, men så tabes forskningens kontinuitet og forskningsmiljøer ødelægges.«
Det problem kan vel ikke afgrænses til humaniora?
»Nej. Der er aktuelt et stort søgningssvigt til de hårde fag, og der ser man samme onde cirkel: Niels Bohr Institutet er inden for de sidste ti år skåret ned til halv størrelse. De havde opbygget en fremragende gruppe forskere inden for kaosteori og kompleksitetsteori, som nu er spredt for alle vinde. I sin rene form volder taxameterprincippet mange skader på de forskellige institutter.«
Udbud-efterspørgsel
Taxameterprincippet definerer undervisning ud fra udbud og efterspørgsel?
»Det er et bestemt styringsprincip, som staten bruger mere og mere. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra. Måske er det sådan en særlig modestrømning inden for new public administration: Man anerkender markedets evner til at fordele midler smidigt, og så prøver man at simulere dem ved at lave et kunstigt marked inden for områder, som ikke er en del af det almindelige marked.
Taxameterprincippet skaber jo et helt kunstigt marked. Her er det en kunstig efterspørgsel, som defineres ved unges lyst til at studere et område. Og deres evne til i en fart at aflægge prøver på det område. Men den efterspørgsel har jo ikke nogen gennemskuelig sammenhæng med samfundets brug for den viden, der produceres. Og heller ikke med den videnskabelige interesse for de forskningsresultater, der opnås på området. Så den svarer hverken til den samfundsmæssige eller videnskabelige efterspørgsel.«
Hvordan kunne man korrigere taxameterprincippet?
»Der er ikke noget galt i at honorere produktivitet, men taxameterprincippet er alt for enerådende. Man må overveje, hvordan man undgår de dårlige virkninger. Selve princippets vægt står jo åben for politisk diskussion. Man kunne f.eks. give det halv vægt sammen med andre kriterier, som sikrer, at vi fortfarende kan have et bredt fagudbud på alle de centrale områder.«
Fra politisk hold hævdes det, at uddannelsen ikke udhules af det øgede optag. Er det muligt?
»Hele taxameterpolitikken går tilbage til Bertel
Haarder. Jeg har altid syntes, det var mærkeligt, at en erklæret liberalist som han ikke kunne indse, at taxameterprincippet automatisk skaber inflation i karakterskalaen. Og dermed gradvis vil kunne udhule uddannelserne, uden det bliver synligt på karaktererne. Det er rystende naivt, når man fra politisk hold siger: Vi stoler sandelig på, at den enkelte underviser har så meget faglig integritet, at han kan holde karakterniveauet. Det er en klassisk indsigt i økonomi, at økonomiske lovmæssigheder er noget, som enkeltpersoners vilje er afmægtig overfor. Hvis der er inflation, nytter det ikke noget, at den enkelte købmand nægter at sætte priserne op. På samme måde har den enkelte lærer ikke en chance for at sige: Nej, jeg vil ikke give en højere karakter for en dårligere præstation, bare fordi de andre gør det. Man bliver nødt til at følge med for ikke at være unfair over for de studerende.«
Man tildeler underviseren en illusorisk autoritet?
»Det er da klart, at når man sidder og bedømmer en præstation, og man ved, at ens instituts budget er afhængigt af, at han består, så vil man alt andet lige være tilbøjelig til at lade den studerende komme igennem.«
En fantastisk ulykke
Der var en studerende i vores serie om »Humaniora på skrump«, som efterlyste en praktisk dimension på humaniora?
»Grundlæggende mener jeg, at universitetets ideal er karakteriseret ved, at det er her, man forsker og underviser op til det højest mulige niveau. Og det er der jo kun ét sted i samfundet, man gør. Det er universitetets særlige dyd, og som det bør holde på. Den studerende har ret i, at den universitære uddannelse næppe er tilstrækkelig i forhold til mange af de jobfunktioner, som vore studerende kommer ud i. Man skal lære at skrive og formidle, man skal lære IT og andre praktiske ting. Men der er jo uddannelser i den praktiske dimension alle mulige andre steder. Jeg kan ikke se, hvorfor vi skal udhule det, vi egentlig skal, for at undervise i noget, som man kunne lære mange andre steder.«
»Man kan sammenligne med gymnasielærerrollen, som mange fag her på fakultetet producerer kandidater til. Dér går man heller ikke direkte ud og underviser. Man har altid skullet have et pædagogikum ud over den universitære uddannelse.«
Det er vel meget svært at undervise og forske indtil det højest mulige niveau efter, at man har gennemført 18 måneders ph.d.-stop?
»Så vidt jeg har forstået var det midlertidige ph.d.-stop motiveret af en ekstrem og akut mangel på ressourcer. Men jeg synes også, at ph.d.-stoppet er en fantastisk ulykke. Jeg har selv siddet som formand for et ph.d.-udvalg. Vi havde fem stipendier til fire fag, og der var over 60 ansøgninger. Der var i hvert fald 40 kvalificerede, og af de 40 var de 20 virkelig dygtige. Det er sørgeligt at sidde i sådan et udvalg, når der er tyve stærkt kompetente ansøgninger og kun fem pladser. Specielt fordi der bliver brug for en masse arbejdskraft, når 68erne snart begynder at forlade stedet. Netop derfor er det vigtigt, at der er en kontinuerlig produktion af ph-d.er. Det er dem, vi skal ansætte. «
Serie
Humanioras krise
Hvorfor klager alle? Hvad er problemerne? Kan de løses? Information har talt med en række universitetsstuderende og -lærere på humaniora. De første artikler i serien blev bragt 6., 7., 8., 9., 10.-11. 13. og 14. februar. Serien fortsætter.
