Læsetid: 6 min.

Nu er der kun os

Vi skal ikke længere legitimere os ved at være bedre end dem på den anden side. Nu der kun os, siger professor i tysk Per Øhrgaard, der netop er blevet tildelt den prestigefyldte Steffens-pris
9. februar 2001

(2. sektion)

Interview
For nylig blev Per Øhrgaard belønnet for sit virke som formidler af tysk kultur med Steffens-prisen, der årligt tildeles en skandinav for »en fremragende indsats af europæisk betydning«. Prisen overrækkes i Kiel den 11. Maj, hvor Günter Grass holder en pristale for sin danske oversætter. I den anledning talte jeg med Per Øhrgaard. Ikke om ham selv, men om det, han formidler: Tyskland. Og om Nobelprismodtageren Grass, som Øhrgaard efterhånden kender godt:
»For mange år siden hørte Günter Grass om nogle af sine bøger, at de var dårligt oversat. Det kunne Grass ikke kontrollere. Han kunne ikke læse de pågældende sprog så i stedet betingede han sig, at oversætterne skulle møde ham, inden de oversatte hans bøger. I dag får man ganske enkelt ikke lov til at købe Grass’ bøger til oversættelse, med mindre man sender oversætteren til sådan et møde. Hans tyske forlag betaler opholdet, og de udenlandske forlag betaler rejsen. Så sidder man i fire-fem dage og kigger bogen igennem med forfatteren.«
Da Grass fik Nobelprisen, var Danmark det eneste land, hvor hans seneste bog, Mit århundrede, allerede var blevet oversat.
»Vi får bøgerne meget tidligt fra Grass, så jeg var næsten færdig med oversættelsen, da bogen udkom i Tyskland. Jeg har et andet job, så jeg bliver nødt til arbejde koncentreret, når jeg har tid tilovers, siger Per Øhrgaard«
Per Øhrgaard arbejder som professor ved Institut for Tysk og Nederlandsk i København, og har udgivet en bog om Tyskland efter genforeningen, et stort essay om Goethe, og oversættelser af Kafka, Enzensberger, Adorno og mange flere.
»Der er to ting, jeg værdsætter ved at oversætte. Det er en god måde at læse på: Det skærper den sproglige iagttagelse. Og så giver det en mere praktisk forbindelse til litteratur, som minder én om, at litteratur ikke bliver skrevet for akademikere, men for at nogen skal læse den. Akademikere er i bedste fald særligt gode til at læse, men litteraturen er ikke skrevet for vores skyld.«

Amerikanisering
– Du skrev i 1991 en bog om Tyskland efter genforeningen, ’Gæld og Arv’. Den er ikke skrevet som en akademisk afhandling, men snarere som tre essays?
»For nylig læste jeg en anmeldelse i New York Times, hvor anmelderen bebrejdede en forfatter, at han desværre havde publiceret sin forskning i stedet for at skrive en bog. Den pointe kunne jeg godt lide: Der ligger tre års forskning bagved Gæld og Arv, men jeg ville gerne skrive en bog, som var let læst.«
– Der er mange citater i din bog. Er det en ambition for dig at præsentere en hel kontekst snarere end én position?
»Det er min erfaring, at når det gælder Tyskland, så er uvidenheden herhjemme enorm. Jeg ville gerne føre læseren ind i, hvad det ville sige at leve i DDR eller i Nazityskland. Og spørge, hvordan det kunne fungere i stedet for at sige: ’Sikke nogle idioter. Hvorfor gjorde de ikke noget ved det?’ Det har ikke nogen erkendelsesværdi.«
– Det er lidt ironisk. Man taler om globalisering og det internationale samfund, men vi læser mindre oversat litteratur og vi bliver dårligere til fremmedsprog?
»Hvis du lægger mærke til det, betyder globalisering næsten altid amerikanisering. Tysk er det største modersmål i EU. Der er næsten 100 millioner, som taler tysk i EU, men herhjemme kan man nu for første gang gå igennem et uddannelsesforløb uden nogensinde at lære tysk. Hvis man møder en forskningspolitiker, som spørger, om man har publiceret internationalt, så mener vedkommende, om man har publiceret noget på engelsk.«

Indlemmelse
– Du er i din bog meget skeptisk overfor genforeningen af de to Tysklande?
»Jeg mener ikke, der var tale om en genforening, men derimod en indlemmelse af DDR i Vesttyskland. Det var slående at se, hvordan ordet frihed fra den ene dag til den anden blev til markedsøkonomi. Før muren faldt, handlede det om nogle tapre mennesker, som kæmpede for deres frihed. Næppe havde vi fået adgang til Østtyskland, før det hed markedsøkonomi i stedet.«
»Jeg sidder ikke og siger højt og flot, at man kunne have gjort det hele anderledes, men det er tankevækkende, at de østtyske dissidenter kæmpede for et frit Østtyskland og ikke i første omgang for et forenet Tyskland. Østtyskerne blev lovet guld og grønne skove, og de havde ikke en chance for at gennemskue den vestlige retorik. De havde jo levet i et andet system i 40 år. Som Grass sagde: ’Østtyskerne kom af med ét regime og blev ført direkte ind i et andet, som de heller ikke selv havde lavet’.«
– I din bog, som er næsten ti år gammel, sammenligner du østtyskernes position i det nye Tyskland med negrenes i USA. Er det stadig sådan?
»Jeg tror ikke, at ret mange østtyskere ville bytte tilbage, hvis de fik chancen. Men de er et konstitutivt mindretal, og de kan aldrig blive et flertal.«
– For at fastholde analogien: I USA taler kritikere om den nye udenrigsminister Colin Powell som en ’hvid’ sort. Ser man i Tyskland en tendens til, at de tidligere østtyskere tænker som vesttyskere, når de kommer til magten?
»I debatten om Joschka Fischers fortid stod CDU’s nye leder Angela Merkel, som er opvokset i DDR, forleden dag i Forbundsdagen og afkrævede Joschka Fischer en erklæring, om at han tog fejl dengang. Nu skal han stå frem og sige, at han har altid levet i den bedste af alle verdner. Hvis ikke han gør det, tror man ikke på ham. Hvor ved hun det fra? Det absurde er, at så er der endelig en østtysker, som er blevet til noget i det ny Tyskland og så burde man sige: Det er da herligt. Men når jeg sidder og siger: Hvor ved hun det fra? så indtager jeg også en vestlig attitude.«

Tænkeforbud
– Grass forudså, at østtyskerne ikke ville få en chance i den stærke vesttyske økonomi. Er det gået sådan?
»Det må man nok sige. Kløften mellem øst og vest bliver ikke mindre, men det mentalt vanskeligste har nok været, at østtyskernes fortid er fuldstændig annulleret. Eller i det højeste noget, de bør skamme sig over. Man kan ikke gøre en østtysk erfaring frugtbar, fordi det østtyske samfund og system er blevet nedlagt.«
– Du skriver, at Vesttyskland greb chancen for at afskaffe socialismen som idé?
»Selvfølgelig. Det mærkelige er, at det ideologiske felttog ikke er blevet afblæst, selvom ’vi’ forlængst har vundet. I sidste uge læste jeg et ganske tankevækkende essay af filosoffen Slavoj Zizek om det Denkverbot (tankeforbud, red.), som han mener, hersker i dag: Det er det her samfund magtpåliggende, at der ikke må tænkes noget alternativ. Er det ikke mærkeligt, at en sejrende samfundsorden har et så hysterisk behov for loyalitetserklæringer eller for en nærmest kinesisk ’selvkritik’ hos sine opponenter?«
»Det er jo ikke en kommunistisk kritik, vi har brug for. Men ethvert sobert og seriøst forsøg på at tænke samfundet anderledes, er straks under mistanke for at være totalitært: ’Vi er jo demokrater, og hvis nogen er uenige med os, er det, fordi de ikke er demokrater.’ Man kan også sige det på en anden måde: Efter Muren er faldet, behøver vi ikke længere legitimere os ved at være bedre end andre. Nu er der kun os.«
– Hvordan viser det sig konkret?
»Næsten som en selvfølgelighed siger mange nu, at velfærdsstaten ikke kan overleve. Meget af det, som kapitalen har været tvunget til at acceptere i det tyvende århundrede, synes den på vej til at frigøre sig for igen. En erhvervsmand sagde engang til mig: ’Verden er blevet ondere’. Og det sagde han vel at mærke flere år efter Murens fald. Men jeg er nok ikke helt så pessimistisk som Zizek. Der vil opstå nye kritiske bevægelser – og i virkeligheden kan selv tilhængere af det bestående ikke ønske sig, at det ikke sker, for så går samfundet i stå.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu