Læsetid: 5 min.

Kunstneren som forbryder

Peter Grimes med fransk accent på Den Jyske Opera
20. februar 2001

Opera
Antonin Artaud skrev om Van Gogh om »den af samfundet selvmyrdede«, og selv om afstanden mellem Artaud og Benjamin Britten måske synes stor, i hvert fald gjorde det i deres fælles samtid, er lighederne mellem dem i dag måske større.
Det er jo klart nok, at Brittens opera handler om kunstneren i samfundet. Og at det er samfundet, der spiller hovedrollen. Operaens købstad, Aldeburgh på den engelske østkyst, lidt nord for Harwich og med direkte adgang til Doggerbanke, har det hele. Alt hvad der skal til for at sætte samfundets hykleriske selvforståelse i sving.
To præster, begge grimme, men den ene sådan set endnu grimmere end den anden, en narkotiseret og sexgal overklasseenke, en kvaksalver af en læge, to ludere og deres madamme, og en gennemkorrupt, liderligt fordrukken sagfører.
På den anden side er der også den sentimentalt engagerede lærerinde, der vil børnene det bedste og tror, at samfundet kan forandres til det bedre ad den vej, og hendes ven, den på sin vis selvstændigt tænkende vitalistiske filosof og kaptajn.
For Britten var det et portræt af England under Anden Verdenskrig. Selv var han homoseksuel, intellektuel, venstreorienteret militærnægter. Det samme var hans samlever gennem mange år, sangeren Peter Pears, der var stærkt indblandet i operaens tilblivelse, og kredsen omkring dem, i hvert fald digterne Wystan Hugh Auden og Cristopher Isherwood.
De kombinerede en ofte ret flamboyant homoseksualitet med politisk engagement og en uforskammet af og til næsten Monty Python-agtig humor, så det er oplagt, at den krigsførende nation så på dem med nogen skepsis.
Det er jo generationen efter de store, vilde modernister. De var omkring tredive, da borgerkrigen i Spanien brød ud. Deres liv blev hugget midt over med verdenskrigen. Auden rejste til Amerika og blev der resten af livet. Det snævre engelske miljø blev for meget for ham.

Fransk
Det er Francoise Terrone og Philippe Godefroid fra operaen i Nantes, der har stået for Den Jyske Operas version af Peter Grimes. Francoise Terron har iscenesat og kostumeret, og Philippe Godefroid har lavet scenografien.
Universet er fransk, med bretonsk accent. Nantes er jo porten til Bretagne, og ud langs kysten, i Saint-Nazaire og Lorrint, ligger stadig værnemagtens gigantiske ubådsbunkere. Tidevandet er kraftigt. Ved lavvande er der fem-seks meters styrt ned til bådene i fiskerihavnene.
Tidsmæssigt er operaens handling flyttet til en mere vag nutid, måske. Peter Grimes er gjort til en slags Daniel Cohn-Bendit, i læder, og det lille sammenknugede hyklersamfund samler sig i tredje akt til noget, der ligner den kinesiske kulturrevolution. Med ens uniformer og røde snore i hænderne danner de blod og ild under Peter Grimes’ læderfrakke, som de korsfæster, hvorefter han på sin vitalistiske rådgivers råd sejler ud i døden med den som sejl. Eller måske sejler han bare væk, for livet går jo videre. I så fald er vejen lang, men Grimes kunne jo også nøjes med at stikke tværs over til Amsterdam. Der er provo i ham.
Og bøsse. Det aspekt betoner Francoise Terrones iscenesættelse uden ret meget blusel. Der er noget decideret pæderastisk over forholdet mellem Grimes og hans læredreng. Og det bliver kun yderligere understreget ved, at lærerinden Ellen Orford klæder ham ud i matrostøj og syr et anker på, så hun kan genkende ham, når han er død.
Hendes ven, kaptajn Balstrode, ligner en slags Rudyard Kipling i hvidt. Han slæber rundt på den hvide mands byrde, men i baglommen har han sin egen lille plan om at slippe af med den farlige rival, Peter Grimes, der fascinerer frøken Orford så enormt.

Moderne
Det er et modernistisk værk. Operaen er uden de helt store smældende arier. Det er folket, der synger. Folket står sammen, folket er magten, truende ond og dum. Og i samfundets flossede kanter kan den gale metodistpræst drikke sig fuld og kaste sig over de parate damer.
I Musikhusets balkongalleri ledsager billedkunstneren Per Kramer for øvrigt forestillingen med stærke udsagn om »enerens kamp mod massen«. Det er også Kramer, der har anbragt forestillingens vartegn i Århus Å nede foran alle cafeerne. Et flydende oppustet lig med et flag i ryggen, der reklamerer.
Kramer sad der selv i pausen under premieren med sin runestok og sit snoede overskæg. Men den slags rager tilsyneladende slet ikke en sådan operas yderst besynderlige premierepublikum. For dem synes den ikke at fortælle nogen historie.
Men det gør den. Og først og fremmest i musik. Det er havet, der syner. Det er tiden og rummet. Og det er i den musik, man hele tiden hører længslen efter noget andet. Det er ikke en nostalgisk længsel, der er ikke meget folkemusik i den. Det er en længsel, der vender den anden vej. Det er en dybt sørgmodig, mørkt blå og rasende simpel længsel, der er denne operas budskab. Den man går hjem med.
Scenografien er ind imellem en anelse besynderlig. Et par stativiske kasser, der i første akts indledende retsscene er vidneskranke, mens de senere bliver både små bure til Grimes og hans dødsdømte læredreng og en slags gangstativ i tredjeaktens indledende strandscene for sagfører Swallow.

Opførelsen
Det er også lidt af et problem, at man i hvert fald på premiereaftenen ikke rigtigt kunne fatte, at læredrengen styrtede ned fra kajen eller klippen med et skrig. Og at han faktisk altså var død. I stedet kravlede han ganske langsomt ud over et stativ, og Peter Grimes kravlede efter. Men ellers fungerede det hele flot. Måske bortset fra overteksterne. Enten var de dårlige, eller Mantagu Slaters libretto ikke særlig god. Sangene gjorde, hvad de kunne og skulle.
Anders Lundh heroiserede Peter Grimes, Ellen Øland og Søren Mulvad var henholdsvis øm og stejl som hjælperne Orford og Balstrode, Sasse Flodgaard rørende som den søgende enke med en hvis kåbes narkotika kastet over sort hysterisk begær, og især måske Ole Hedegaard flot som den gale metodist Bob Boles.
De i den her sammenhæng betydningsfulde orkestermellemspil havde stor og forvirrende dybde hos Aarhus Symfoniorkester med Søren Kinch Hansen på podiet. Koret var kollektivt truende meningsløs magt, som det skal.
Forestillingen rejser nu videre rundt i Danmark. Orkestrene skifter, men der er ingen tvivl om, at Brittens centrale budskab holder hele vejen igennem. Kunstens pris er høj, og de færreste ønsker at se den. Havents musik styrer det hele ad veje, ingen kan kende. Og dybest set er alting det samme som altid.

*Peter Grimes af Benjamin Britten. Francoise Terrone og Philippe Godefroid fra operaen i Nantes har stået for Den Jyske Operas version. Iscen. & kostume: Francoise Terron. Scen.: Philippe Godefroid. Aarhus Symfoniorkester, dir.: Søren Kinch Hansen. Turne rundt i landet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu