Læsetid: 3 min.

Lille Lisa let på tå

Folkekære Lisa Ekdahl har forladt den svensksprogede visesang til fordel for rollen som fortolker af Salvadore Poes kompositioner i zonen mellem tresserpop, natklubjazz og bossa nova
3. februar 2001

Koncert
Lad det være sagt med det samme – man skal være i humør til Lisa Ekdahl, ellers kan hun være temmelig enerverende med sin hele-tiden-lige-ved-at-være-falsk-lillepigestemme og en så sødmefyldt fremtoning, at man nemt kommer til at føle sig lettere klistret ved mødet dermed.
Og sådan var det også passagevist til koncerten torsdag aften i et propfyldt Store Vega i København, men efterhånden som såvel hun selv som det i øvrigt ferme band fik spillet sig varme – efter en fem-seks næsten utåleligt indsmigrende numre i den kendte svenske aftenskolejazz-møder-bossa-stil – fandt de i alt seks personer på scenen en tungere rytmisk form, som tog den værste candy floss-smag, hvad der gav musikken fremdrift, og den antog karakter af andet end det pysse-nysselige.

Tyk svensk accent
Lisa Ekdahl var i byen for at promovere sit Sings Salvadore Poe-projekt, bestående af sange skrevet af amerikaneren af samme navn, som hun ifølge den gribende pressemeddelse mødte ved foden af Himalaya i 1998. Poe mestrer pastichen til fingerspidserne, og har god smag med alt han planker, hvad enten det er tresserpopkoryfæer som Burt Bacharach, Tin Pan Alley-legender fra før verden gik af lave eller bossa nova-ikoner som (især) Antonio Carlos Jobim – en sang som »Sunny Weather« kunne være skrevet af mesteren selv, akkord for akkord. Et underspillet og smagfuldt show, omend ikke et dyt originalt.
Her bliver Ekdahls næsten for cute lillepige-stemme en force, idet hun enten ikke vil eller kan synge teknisk ’korrekt’, og derfor har opfundet sin egen stil.
Hos en mere ortodoks sangerinde ville materialet være gået i ét med tapetet, thi modsat f.eks. landsmændene i Bo Kaspers Orkester, der er ude i samme ærinde, er her ingen tekster, der dobbelttydigt og intelligent maner til eftertanke – ja, titlerne taler deres eget klichefyldte sprog: »Rivers Of Love«, »Only You«, »Since You’ve Been Gone« etc. og mere etc. En lind strøm af almindeligheder i kærlighedens hellige navn, og man har hørt det hele før, bare bedre, hvorved alt kommer til at stå og falde med Ekdahls præstationer.
Når hun er bedst, løfter hendes umiskendelige tone, charmerende tykke svenske accent og særprægede fraseringer sangene ud af almindelighedernes morads og giver dem en forjættende klang af sexet længselsfuldhed, som kan være særdeles indtagende, men når hun ikke tilfører materialet sit bedste, falder det til jorden, tynget af sine iboende, oven for skitserede svagheder.

Skrappe musikere
Med sig havde Ekdahl – udover Poe på spansk guitar – fire af de der svenske musikere, som kan spille røven ud bukserne på hvem som helst, uden at man helt er i stand til at se pointen dermed.
Stor publikumsyndest nød blæsertalentet Magnus Lindgren, hvis tværfløjtespil nu forekom irriterende kækt med sine sub-Herbie Mann-påvirkede fraseringer, mens han til gengæld spillede en potent, næsten rocket tenorsaxofon, som flere gange løftede materialet op under loftet i Store Vega.
Instrumental-esset var dog trommeslager Jonas Holgersson, hvis spil var det mest originale, man hørte denne torsdag aften.
Ikke mærkeligt bestod sættet primært af Lisa Ekdahl Sings Salvadore Poe-sange med tre tilføjelser, hvoriblandt den atmosfæriske og frem for alt anderledes »The Night Is« var aftenens mest interessante udladning med sine skæve akkorder, eksperimenterende melodilinje og fuldstændige mangel på indsmigrende takter. Mere af det næste gang, please.
Alt i alt kunne man ikke frigøre sig for tanken om at den her musik havde gjort sig bedst på en natklub – hvis en sådan altså fandtes et sted i Norden! – hvor de seks musikere givetvis ville have kunnet levere smagfuld, upåtrængende akkompagnement til en let soupe efterfulgt af lidt tætslynget voksendans.

*Lisa Ekdahl & Salvadore Poe m/ orkester, Store Vega, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her