Læsetid: 4 min.

Mahogniforlaget i Bermudatrekanten

Gyldendal får hvert år tilsendt ca. 1.200 danske manuskripter, der vurderes af redaktører og konsulenter
16. februar 2001

(2. sektion)

Forlagsportræt II
Gyldendal er fra 1770 og dermed så gammel som Amerikas Forenede Stater. Forlaget er Danmarks største. Johannes Riis har i snart syv år forvaltet det skønlitterære fra direktørstolen. Han citerer en af forgængerne, Peter Nansen, som har skrevet, at Gyldendal skal være det store hus med de mange boliger, der »gæstfrit står åbent for alt, hvad der rører sig i tiden.«
Det var for ca. 100 år siden, men gælder stadig, mener han og siger, det betyder, at Gyldendal skal kunne udgive bøger af både Søren Krarup og Jørgen Knudsen, uanset hvor politisk forskellige disse to forfattere er.

Redaktørernes rolle
Afdelingen får hvert år tilsendt ca. 1.200 danske manuskripter – og ca. lige så mange udenlandske. På et ugentligt møde behandles den store stak indkomne forslag. En 12-14 forlagsfolk sidder med ved bordet, de fleste forlagsredaktører.
En del manus’er kan hurtigt sorteres fra og returneres. Hver redaktør følger nogle bestemte forfattere. Man kan bede kolleger læse med eller sende videre til konsulenter, en fem-seks såkaldte generalister og et stort netværk af specialister. I dag kommer også bl.a. filosofi, historie og debatbøger ind over den skønlitterære redaktion.
Hvor langt skal redaktørerne gå? Der skal ydes et kvalificeret med- og modspil, men et af bonmot’erne er: »Vi skal jo ikke skrive manuskripterne for forfatterne!«
Riis har netop læst i Die Zeit om Gordon Lish, den forlagsredaktør, Raymond Carver havde, og som på det nærmeste skrev hans første noveller for ham. Så langt vil man ikke gå på Gyldendal. Dertil er faren for at anrette skader for stor, faren for at overse og ødelægge noget nyt og anderledes, der er ved at bane sig vej. Det er ikke noget tilfælde, at det første og vigtigste bud til forlagsredaktøren ifølge amerikansk forlagsfilosofi lyder: ’Do no harm’.

Agenter og scouts
Hvad angår udenlandsk litteratur får Gyldendal ideer til udgivelse fra agenter, kataloger, aviser, masser af kontakter, men forlaget har også deciderede scouts i New York, Milano og München. Der er jævnligt besøg af udenlandske forfattere. Ishiguro, Kerstin Ekman, A.S.
Byatt, Nadine Gordimer, Isabel Allende, Doris Lessing og Günter Grass er eksempler på forfattere, der personligt har lagt vejen om ad Gyldendal. De kommer som regel for at lancere en ny bog og giver mange interviews på en dag eller to. Gyldendal forsøger at føle sig frem til, hvad de ønsker af deres ophold. De fleste angelsaksere vil gerne se Kronborg. Og ellers er især Louisiana et yndet mål.
Der er nogle udtryk, man forbinder med Gyldendal. Et af dem er mahogni-forlaget. Det siges ofte med en blanding af foragt og respekt. Udtrykket er opstået af de fine gamle møbler og paneler, men har også en overført betydning. Noget solidt, men også noget med en mangel på at turde satse på det ukendte og usikre. Johannes Riis peger delvis dementerende på en moderne computer på mahognibordet og siger: »Jeg kan slet ikke se, at vi skulle bortforklare, at vi er et af verdens ældste forlag. Hvis ikke vi skulle bruge det som en styrke, så ved jeg sgu ikke,« tilføjer han og mener i øvrigt, at kritikken ikke rammer rigtigt, da forlaget har mange debutanter og hele tiden forsøger at udvide udgivelsesfeltet.
Et andet udtryk, der forbindes med Gyldendal er Ford Knox. Johannes Riis: »En forfatter sagde engang, at der var noget Vatikanagtigt over Gyldendal. Det synes jeg, vi har bestræbt os på at få aflivet – og han skrev da også et par år senere til os, at det var der vist ikke så meget om alligevel.«
Udtrykket Ford Knox hentyder dog ikke kun til en utilnærmelig fæstning, men også til det amerikanske fort, hvor nationens guldbarrer opbevares. Således har Gyldendal sine klassikere, som man hele tiden kan hente op fra kælderen og trække på, ifølge litteraturfolkets vid.
Man taler om en typisk Gyldendal-bog, som fra gammel tid har været kvalitet, men også har en klang af pænhed og måske endda snobbisme. Riis: »Vi har snakket meget om her på forlaget, hvad en Gyldendal-bog er? For der er en fornemmelse af, at der er noget, der er en Gyldendal-bog og noget andet, der ikke er. Men det begreb har vi forsøgt at udvide noget. Forestillingerne om, hvad man bør, og hvad der er god smag, hvordan bøgerne må se ud, og hvad der må stå i dem, har i den grad flyttet sig i de senere år. Lægen, tandlægen og sagføreren har ikke længere den fornemmelse af, at der er noget, man bør følge med i og have læst for at være med i det gode selskab. Folks vaner, inklusiv deres læsevaner, er blevet mere anarkistiske og uforudsigelige, kulturforbrugets rammer er videre, det må også et forlag tage bestik af, og det kan man sagtens gøre uden at suspendere kvalitetskravene.«
Endelig er der Bermuda-trekanten. Der var engang, man talte om, at Danmarks Radio, Politiken og Gyldendal fungerede i et mere eller mindre udtalt samarbejde. Riis mener ikke, at nogen kan fastholde den opfattelse med rette i dag og henviser til, at den tidligere direktør, Kurt Fromberg, sad i Berlingske Tidendes bestyrelse, ikke i Politikens. I samme Berlinger er Gyldendals encyklopædi netop blevet kritiseret for at være venstreorienteret i nogle af artiklerne.
»Det er ikke så firkantet... eller trekantet... mere,« hævder han, for der er jo sket et tydeligt opbrud i de ideologiske fronter. Ingen kan vide sig sikker.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her