Læsetid: 3 min.

Malling Bio er der stadig

Jensens gamle biograf klarer sig på charme og kvalitet, men hvor blev de tre træmænd af?
16. februar 2001

(2. sektion)

Kulturtempel
Det kom sig af, at der var udsolgt til filmen Italiensk for begyndere i biograferne i Århus. I Malling var der endnu billetter at få og med motoriserede venner i den sydlige udkant af Århus var det såmænd lige så hurtigt at smutte til Malling som til Århus City, hvor der nu er flersalet biograf der, hvor jazzklubben Saratoga lå i de både gode og dårlige, gamle dage.
Enhver har sin barndommens biograf, sin Mine aftener i Paradis-biograf, og min hed netop Malling Bio. (Samme Malling, som skallingen personligt boede i).
Malling Bio, hvortil vi cyklede i sol, regn og blæst for at se Sheriffen fra Dodge City, Det gamle guld og Far til fire og hjem igen i halvmørke under stor fare for at blive snuppet af den lokale sherif, politimester Grønbæk, hvis vigtigste opgave var at ligge på lur efter børn uden cykellygte. Og da vi alle kom fra små hjem, var der ikke råd til både cykellygte og biografbillet.

Jensen skældte ud
Mørkeræd, som man var, kunne det være mere uhyggeligt at cykle de fem kilometer hjem end at se en gyser. Et træs susen i mørket og en gren, der rakte ud efter en. Åh, Gud! Så hjalp det at nynne for sig selv: Det er sommer, det er sol og det er søndag.
Dengang var der lysreklamer og altid forfilm. De tre første rækker var forbeholdt børn, og man kom ind for en krone, eller var det 10 øre, og her var der trampen, piften, hujen, og bolcheposer og ispapir, og ikke mange sad stille, før lyset blev slukket, hvorfor biografejer Jensen med jævne mellemrum kom ind og tyssede. Da blev man bange, for han viste konsekvent de mest larmende ud. Nutidens pædagoger kunne lære meget af Jensen. Fra de tre tæt besatte førsterækker var der så et gab med tomme rækker til dér, hvor de voksne sad.
Af forfilm udløste Søren Spætte altid enormt begejstrede udbrud på de første rækker. (Lille, næppe anvendelig iagttagelse: I skolen var det altid på de bageste rækker, der var larm, i biffen de forreste).

Hauberg i 24 år
På samme måde udløste De tre træmænd jubel, bare man nævnte dem – drengene bankede hinanden af fryd – og her har jeg et eksistentielt problem: Jeg kan ikke huske selve filmene, har måske ikke engang selv set dem og har aldrig hørt om dem siden.
Kan nogen hjælpe? Hvem var de tre træmænd, hvad blev der af dem og hvorfor? Og nu, kære kvindelige læser og ægtefrue, skal De ikke henvende Dem og fortælle mig, at De ved, hvor i hvert fald den ene af de tre træmænd blev af.
Træmændenes modstykke må være de tre coole messingblæsende kvinder i lårkort, som stadig optræder som afslutning på reklamerne. Opløftende i Malling Bio var det at se, hvordan traditionen med lysbilledstills, reklamerende for små lokale erhvervsdrivende, er holdt i hævd, et fænomen, som dog også kendes fra andre små biografer.
Malling Bio, der har eksisteret siden 1943 (åbningsfilm: Frk. Kirkemus) har de seneste 24 år været ledet af Per Hauberg med god sans for kvalitetsfilm og for den nyeste teknologis betydning for biografoplevelsen. Han har også været hurtig med at få de nyeste film op, og det har altsammen givet bonus. Hertil kommer, at han har skabt et godt miljø omkring biografen, der således hjulpet har undgået døden.

Hund i døren
Med hjemlig hygge og dermed en fin, afslappet, anderledes atmosfære. I forhallen eller den forvoksede entre stod et gammelt fremviserapparat, og foran toilettet lå en kæmpestor live-hund som for at passe på, at folk ikke utidigt løb derud under forestillingen og dermed forstyrrede denne.
Fortæppet så ud, som om det var fra salig biografejer Jensens tid – jeg var et øjeblik bange for, at han ville dukke op og skælde ud – og der var enhedspriser i salen og masser af plads til de lange ben.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her