Læsetid: 3 min.

Mr. Indierock kom til byen

Amerikanske Stephen Malkmus fra 90’ernes førende band på den alternative rockscene, Pavement, kan stadig skrive gode numre, men ikke til en hel plade
12. februar 2001

Koncert og ny cd
Timingen var i orden, da den tidligere leder af indie-rock-orkestret Pavement, Stephen Malkmus, gav koncert i Vega i København, blot to dage før udsendelsen af solodebuten, der slet og ret hedder
Stephen Malkmus.
Men som de sidste af Pa-vements plader er Malkmus’ nye udspil også noget uegalt, og det smittede af på koncerten, der trods god stemning blandt band og publikum aldrig overbeviste om, at den alternative rock lever og har det godt.
Før indierock-tilbedere i starten af 90’erne kunne nå at begræde Pixies’ bortgang og se til, mens forsangeren Frank Blacks solokarriere stille og roligt kørte af sporet, blev de på målstregen reddet af Pavement. Bandet dukkede op med skramlet, skæv slackerrock i en tid med buldrende metal, aggressivt klynkende grunge og overeksponeret stadionrock. Debutpladen, Slanted And Enchanted, havde en energisk lo-fi-energi, spøjse tekster og masser af godt melodistof. »Summer Babe« blev det alternative hit i sommeren 1992, men også »Trigger Cut« og den Velvet Underground-inspirerede »Loretta’s Scars« satte sig fast, og den blå »Here« blev siden genindspillet af selveste Tindersticks. Det hele kulminerede, da Pavement samme år varmede op for kongerne Sonic Youth i Den Grå Hal på Christiania.
Armene kunne igen hives op to år efter med Crooked Rain, Crooked Rain, hvor »Cut Your Hair« blev noget af det tætteste Pavement kom på et hit, og »Range Life« tekstmæssigt og musikalsk stod som antitesen til grunge-bølgen.

Mere kuriøst end godt
Pavement var i 90’erne sammen med kollegaerne Sebadoh, Built To Spill, Yo La Tengo og Sonic Youth de toneangivende inden for den guitarorienterede del af den alternative rockscene i Amerika. Siden gik gassen af ballonen, bandet udgav yderligere tre plader, men der var generelt for langt mellem de skarpe genstande.
Stephen Malkmus var selv træt af sit engagement i Pavement, hvis medlemmer var spredt ud over hele Amerika og stort set kun mødtes, når Malkmus havde samlet nok melodier til et album.
At man ikke kan høre den store forskel på Malkmus’ eget udspil og Pavement, er derfor ikke så overraskende, men alligevel skuffende, da det er svært at se, hvad der driver manden frem. Nok kan Malkmus diske op med gode melodier, men ikke til et helt album, og vist kan han skrive skæve, originale numre, men han er ikke lige så legesyg som f.eks. Beck.
Men der er trods alt også gode stunder, såsom
»Church On White« og »Trojan Curfew«, hvor tempoet sættes ned og Malkmus lirer sin krøllede poesi af. Det mere traditionelle »Jenny And The Ess-Dog« går rent ind, samt »The Hook«, et simpelt svingende nummer, hvor Malkmus har lånt et par af Lou Reeds træfsikre akkorder. »Jo Jo’s Jacket« introduceres med skuespilleren Yul Brynner, der forklarer hvad det betød for hans karriere og personlighed, at han lod sig kronrage, men nummeret er som resten af pladens sange mere kuriøst end egentlig godt.

Dæmoner og lig savnes
Malkmus og backingbandet The Jicks spillede til kon-certen alle numrene fra den nye plade, og selv om publikum øjensynligt håbede til det sidste, blev det ikke til nogen perlerække af Pavement-klassikere. Dem var Malkmus naturligvis i sin gode ret til at gå uden om, det handler trods alt om solokarrieren nu, men det betød også, at koncerten aldrig løftede sig op til min-deværdige højder. Trods heftig feedback og guitarstøj er Malkmus’ materiale endnu for rudimentært og skitseagtigt, og da koncerten blev afsluttet med et unavngivent nummer, der bragte de værste klichéer fra 70’ernes tunge rock på banen, luskede undertegnede bort lidt mere desorienteret og skuffet end ønsket.
Stephen Malkmus virker som en hyggelig og rar fyr, men man kunne godt unde ham nogle lig i lasten, evt. problemer med alkohol, et stigende stofmisbrug, et par tvangsfjernede børn eller en kæreste, han regelmæssigt banker. Simpelthen et par dæmoner, han kan uddrive via sin kunst. Ikke at det nødvendigvis er opskriften på god musik, men i Malkmus’ tilfælde er det måske lige dét, der mangler, for at han igen kan fremvise et helstøbt værk.

*Stephen Malkmus, Vega i København, fredag. Stephen Malkmus: Stephen Malkmus. Produceret af Stephen Malkmus. MNW. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu