Læsetid: 4 min.

Munch går lige igennem

Arken viser flot udstilling af Edvard Munchs vulkanske sjælerystelser og ekkoet af hans skrig i det 20. århundredes billedkunst. Den gamle mester knejser over de fleste af efterfølgerne
3. februar 2001

Udstilling
Det er et generøst udvalg af Edvard Munchs malerier, tegninger og grafik, Arken har kunnet få lov til at vise i de brutae udstillingsrum, som de sagtens kan hamle op med.
Det skyldes den gode idé, der ligger bag Skrigets ekko – at se en væsentlig vej igennem det foregående århundredes billedkunst som arven fra Munch. Det kunne Munch-museet i Oslo og Arken gå sammen om, men museet i Ishøj fik lov at vise udstillingen først.
Det gælder om at kende sin besøgelsestid, for det er billeder, der skal opleves i al deres maleriske fylde, ikke som sofapuder med indbygget lyd eller voldtaget af reklamebranchen. Hvor man kan blive grundigt træt af Munchs skrækscenarier, når de er i den kommercielle vridemaskine, folder de sig overvældende ud i tidsoverskridende kunstnerisk pragt, når man står lige over for dem.
Yderligheder
Asger Jorn, der kiggede Munch grundigt i kortene, formulerede det i Helhestens dage således, at hvis ikke man gik til yderligheder, var der ikke nogen grund til at gå.
I det halve århundrede, der næsten er gået siden da, har billedkunsten mistet den mulighed: Der er ikke flere yderligheder. Men man bliver helt paf, når man ser det mod, hvormed Munch allerede i begyndelsen af det 20. århundrede kastede sig ud i ekstremerne.
I 1907 malede han et billede som hedder Amor og Psyke, og det er heldigvis med på udstillingen. Motivet er, for en gangs skyld, stilfærdigt – der er ingen vampyrer eller syfilitiske spædbørn, kun en mand og en kvinde i konfliktløst samvær. Men over deres kroppe tegner penslen egenmægtigt gitre og farven siler ned over lærredet uden nogen skikkelsesdannende funktion.
Ved siden af sådan et billede er den samtidige Picasso næsten lige så klassisk-kultiveret som Ingres. Man forstår godt, at Jasper Johns for chokeret sammen, da han første gang så Munchs billede, engang i 1970’erne.
Også et maleri som rød vildvin, hvor det hvide hus er tilsprøjtet med blodrøde plamager og den maniske figur i forgrunden både er mand og kvinde, Munch og Ingen, er fabelagtigt dristigt for tilblivelsestidspunktet: 1898-1900.
Da var der end ikke tænkt på afrikanske masker eller luderne fra rue d’Avignon, men Munch viser, at det ikke blot er avantgardistiske fiksfakserier som de kubistiske, der kan vise vejen frem.

Vejen
Netop vejen: Det er mærkeligt, når Ordrupgaard samtidigt præsenterer Danmarks eneste reelt impressionistiske maler Theodor Philipsen, at se hvor forskelligt to samtidige kunstnere kan omgås det gamle tema.
På Philipsens veje går der køer og de leder blikket sikkert mod bondegårde, den fjerne kirke og sollys. På
Munchs landevej går genfærdene af en gruppe småbørn eller der ligger et lig, mens morderen forvildet stirrer ud på os.
Den store historie delte de, med første verdenskrig under optræk, kunsthistorien var de også fælles om med Gauguin som formidler af ny erkendelse til Norden – men det er vanskeligt at forestille sig mere forskelligartede udtryk for tidsånden end Munchs og Philipsens.
Forskellen kan ikke blot ligge i, at de var så forskellige personligheder – måske aner man, at arven fra Eckersberg-skolen ender med at sætte de danske malere i stå omkring år 1900?

Valgslægtskaber
Det er interessant at følge arven fra de munch’ske energiudladninger igennem Europas og Amerikas kunstneratelierer. Kun ganske få består ildprøven, hvorimod andre falder helt igennem.
Gilbert & George’s facile popsprog i rosa og grønt bliver fimset i samvær med den nordiske vildskab, og også Jasper Johns er, i denne repræsentation, noget tam. Islændingen Erros anekdoter er lidt bedagede, mens
Svend Wiig Hansen har en styrke, der får de andre til at blegne.
Det er en formidabel oplevelse at se den store væg med atten selvportrætter, som man kun kan ønske sig, at et dansk eller et udenlandsk museum skyndsomst erhverver. Billederne er fra 1989, og de er vel værd at give videre til vore efterkommere.
Man kan såmænd synes, at Francis Bacons skrig bliver lidt af et postulat, når det kommer i clinch med Wiigs sjælenød.

Endnu et højdepunkt
Den eksistentielle meddelelse klinger også rent i de mange tegninger af Joseph Beuys, som er et andet højdepunkt i Arkens og Munch-museets udstilling. De maleriske kvaliteter finder til gengæld deres civiliserede, tæmmede ekko i Per Kirkebys nordiske moltoneart, mens Asger Jorns dæmoner koloristisk nikker til Munchs dybtgrønne skove. I øvrigt nikker Jorns Femelle Interplanetaire fra 1953, et intergalaktisk fruentimmer, også til Bjørn Nørgaards genetiske skrækvisioner fra sidste års Expo.
Der er meget at komme til Arken efter dennegang: Skrigets ekko er meget mere end en aha-oplevelse. Og så er der fint og yderst billigt læsestof i det glimrende katalog, som kan fordøjes inden det næste besøg på udstillingen.

*Skrigets ekko. Arken fra i dag til 5. jun. Munch-museet, Oslo fra 17. jun.-30. sep.

*Katalog med samme titel, 158 s. ill. 99 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hvem har skreget denne anmeldelse? Hvorfor sletter webredaktionen skribenternes navne? Det er en mærkelig form for anonymisering. Historien - også kunsthistorien og -kritikken - skabes og skrives som bekendt af mennesker. Dbh Lisbeth Bonde