Læsetid: 5 min.

Musils hareæg

Lommeulden fra den østrigske forfatter Robert Musils skrivebordsskuffe er også guf. Karsten Sand Iversen er på vej ud i hjørnerne af et stort europæisk forfatterskab
2. februar 2001

(2. sektion)

Kortprosa
Opfinderen af kromatometeret (et apparat til måling af farveperception ved psykologiske tests) Robert Edler von Musil (1880-1942) så sig i 1935 af lommesmerter nødsaget til at afbryde arbejdet med gigaværket Manden uden egenskaber og sammenstille en lille bog af tidligere publicerede fortællinger, skitser og essays, som blev udgivet i 1936 på et schweizisk forlag under titlen Nachlass zu Lebzeiten. Denne bog er nu oversat til dansk under titlen En levendes efterladte papirer.
Det er en passende titel, for bogen har de efterladte papirers spredte karakter, men bærer også tydelige spor af en levende forfatters indgriben. I forordet kalder Musil det selv for en ’mellemudgivelse’, stykket sammen af tekster trykt i aviser og tidsskrifter i årene 1920-29, enkelte dog helt tilbage i 1913. Det er med andre ord gammelt stof, som han har givet en overhaling og fået udgivet seks år efter, at de første 1068 sider af storværket var udkommet, hvilket nok havde skaffet ham gyldig respekt i de litterære snirkler, men ikke afhjulpet hans pengenød, der var lige så stor, som den forblev hele sidste halvdel af hans liv, dvs. efter at han kvittede lønarbejdet og helligede sig skriveriet.
Den foreliggende bog er således en slags skrivebordsskuffens lommeuld, men sligt kan sagtens være god litteratur, især når der er tale om en stor forfatter, hvad Robert Musil så uomtvisteligt var.

Lommeuld
Med ’stor’ menes der, at teksterne er så gode, at deres gennemslagskraft bliver kontinental. På det niveau har der måske ikke været nogen i Danmark siden J.P. Jacobsen, hvem Musil i øvrigt erklærede sig inspireret af. Andre forfattere, han selv udnævner til sine litterære slægtninge er Emerson, Maeterlinck, D’Annunzio, Novalis, Dostojevskij, Tolstoj og Nietzsche. Så skulle han omtrent være placeret på den lærde læsers indre firmament.
Men selv om denne lille, sammenbragte bog altså blegner noget i skyggen af Manden uden egenskaber, så indeholder den også vaskeægte, små, sluttede kunstværker, som f.eks. »Fluepapiret« (trykt nederst her på siden, red.), »Harekatastrofe«, »Kæmpen Avoas« og »Sort magi«.

Genreakse
Genremæssigt ligger de i alt 30 tekster spredt ud fra en midterakse, som kan kaldes grænsen mellem novelle og essay. Et lille flertal placerer sig på essay-siden af hegnet, men er alligevel skrevet af en skønlitterær forfatter, der titter ind, så at sige. Umiddelbart ligner f.eks. »Fluepapiret« og »Abeøen« fiktion, men er det ikke. Begge er de derimod kommenterende beskrivelser af virkelige foreteelser, henholdsvis fluers dødskamp på et fluepapir og abers samliv i en zoologisk have. Disse to tekster er i øvrigt de mest lobhudlede af litteraturhistorikerne, der formentlig læser dem som allegorier på menneskelivet, tilskyndet af Musil, der i forordet selv læser dem sådan.
De 11 essays midt i bogen handler om særdeles forskellige ting som døre, mindesmærker, kunst, natur og Ødipus, og alle er de af høj kvalitet, men personligt foretrækker jeg måske alligevel Musil i det mere skønlitterære hjørne, som f.eks. i det lille mesterværk »Kæmpen Avoas«, der handler om en mand, hvis selvtillid, især i kropslig henseende, ligger i ruiner, men så: »Da blev han reddet af en stor omnibus. Han blev tilfældigt vidne til, at en kæmpemæssig omnibus kørte en atletisk bygget ung mand over, og dette uheld, så tragisk for offeret, blev for ham udgangspunkt for et nyt liv. Atleten blev så at sige skrællet af tilværelsen som en spån eller en æbleskræl, hvorimod omnibussen blot pinligt berørt veg ind til siden, standsede op og gloede bagud fra mange øjne. Det var et sørgeligt syn, men vor mand benyttede rask chancen og klatrede ind i sejrherren.«
Bemærk antropomorfiseringen af bussen med udtrykket ’pinligt berørt’, der lader Musil slippe afsted med betegnelsen ’sejrherren’, som er frydefuldt sigende om helten i historien. Rent guf.

Oversættelsen
For oversættelsen står Karsten Sand Iversen, som vitterligt er en af de allerbedste oversættere fra tysk til dansk. Han har også nyoversat Manden uden egenskaber, så Mogens Boisens udgave endelig kunne pensioneres. En kende svulstigere kunne man sige, at Sand Iversen har befriet den kidnappede Ulrich (hovedpersonen i Manden uden egenskaber). Nå ja, ihvertfald var Boisens udgave ufuldstændig, hvilket hele værket også var fra Musils hånd (han døde).
Første gang man kunne læse Musil på dansk var faktisk fra Nachlass zu Lebzeiten, da Hasselbalchs Kulturbibliotek i 1946 udgav Clara Hammerichs oversættelser af ni af teksterne under titlen Skitser. En slags cirkel er altså sluttet med udgivelsen af den komplette, originale bog.
Sammenligner man de to oversættelser med originalen in mente, så virker Hammerichs udgave ganske fin og gedigen, men jeg foretrækker måske alligevel Sand Iversens mere knitrende præcision i ordvalget. I alle tilfælde er Sand Iversens udgave den komplette og derfor den, som et bibliotek med respekt for sig selv skal have på hylden. Dejligt at se, at danske forlag også kan behandle en klassiker ordentligt og udgive hele bøger istedet for de evindelige genoptryk af udvalgte værker.

Hareæg
Men også med udgivelsen af Sophus Claussens samlede digte i frisk erindring må jeg hellere klavre ned fra kæphesten og istedet fremhæve fortællingen »Børnehistorie«, som Villy Sørensens »En drengestreg« muligvis ikke ville have eksisteret uden. Det er historien om jægerne hr. Pif, hr. Paf og hr. Puf, som fanger en hare og skændes om hvem fangsten tilhører. Så tager haren ordet og beder for sit liv til gengæld for at fortælle jægerne deres fremtid. Den spår, at hr. Pif snart vil »blive mejet ned af dødens le i skikkelse af en tyrs horn«, hr. Paf vil blive gammel, men opleve noget unævneligt forfærdeligt, og hr. Puf vil blive kvalt af en ferskensten. Jægerne tror ikke haren over en dørtærskel og med diverse svært underholdende svinkeærinder får de modargumenteret og fortrængt harens spådomme så grundigt, at historien ender, hvor den begyndte, nemlig hos de tre lystige jægersvende: »’Sådan er det!’ sagde de alle tre, sang en glad jægersang, hvori der var megen tale om grønt, og smed sten efter en kat, som på forbuden vis listede sig ud på markerne for at fange hareæg.«
Der optræder også en hare i fortællingen »Harekatastrofe«, som brillerer med en fuldt aflæselig handling i et næsten surrealistisk billedsprog. Jeg fristes til at citere slutningen: »Denne mand var den første, der steg op af det uudgrundelige og havde Europas faste grund under fødderne.« Begyndelsen er også forrygende: »Damen var bestemt trådt ud af glasruden i en stor forretning så sent som i går; nydeligt var det lille dukkeansigt; man kunne have haft lyst til at røre rundt i det med en lille ske.«
Læsere i det ganske land opfordres til at fatte teskeerne og læse Musil!

*Robert Musil: En levendes efterladte papirer. På dansk ved Karsten Sand Iversen. 168 s., 195 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her