Læsetid: 5 min.

Når jazz er Gud

1. februar 2001

Nogle får spirituelle oplevelser af jazzmusik – i San Francisco har man taget konsekvensen og dannet trossamfundet John Coltrane

Jazz
SAN FRANCISCO – I San Francisco på Gough Street 930 ligger et trossamfund med katolske og baptistiske rødder, med egen kirke, menighed og liturgi, plus et omfattende humanistisk virke.
Det spektakulære ved dette samfund af kristne er imidlertid dette, at den rette tro får man ved at lytte til tenorsaxofonisten John Coltranes musik. Kirkesamfundet hedder da også »Saint John Coltrane African Orthodox Church«. Coltrane er den ledende profet og helgen, gennem hvis musik og musikforståelse, man kommer nærmere gud.
Når man går ind i den lille kirke, som højest kan rumme hundrede mennesker, falder blikket på tre ikoner, en Jesus figur, en madonna figur og et maleri af Saint John of Hamlet, hvor man ser Coltrane, holde en brændende saxofon mellem hænderne og med et meget alvorligt udtryk i ansigtet. Her bliver der hver søndag morgen afholdt en fire timers gudstjeneste. Halvdelen af tiden er dog en jamsession. Seks til otte jazzmusikere jammer under seancen, og der bliver delt tambouriner ud til kirkegængerne. Her bliver spillet med saxofoner, piano, congas, trommer og bas, og der bliver spillet over Coltranes forskellige temaer.
Ud over et religiøst indhold tilbyder kirken også et måltid gratis mad, en midlertidig seng at sove i, gratis undervisning i teoretisk og praktisk musik, med henblik på det kreative og skabende element, samt en dybere indsigt i musikkens universelle sprog som healende kraft.
Instrumenter, cd’er og noder etc. gives videre til de mindre bemidlede som, ifølge kirken selv, er en voksende gruppe i San Francisco. Kirken ejer også sin egen radiostation, hvorfra profetens budskab viderebringes, og hvis formålsparagraf er et citat af profeten selv: Uplift people as much as I can. To inspire them to realize more and more of their capacities for living meaningful lives, because there certainly is meaning to life.

Helligånden
I 1960’erne gik en desillusioneret ung mand ved navn Franzo King rundt i San Francisco. Han var religiøst opdraget, men havde tabt sin tro. Han arbejdede som frisør og spillede selv saxofon. Ved en koncert med John Coltrane fik han nærmest en åbenbaring og har senere udtalt:
»Jeg begyndte at se John Coltrane som mere end verdensmester i saxofonspil. Hans musik var fyldt af helligånden, og det åbnede noget i mig«.
Franzo King var 27 år, da han i 1971 grundlagde St. John, og han fungerer i dag som biskop i African Orthodox Church.
At forskellig jazzmusik gennem tiderne har haft stor betydning for mange menneskers følelsesliv, er en kendt sag. Billy Hollidays sang har hos en del fans en nærmest eksistentiel betydning, og hun virker da også i dag som et ikon, et symbol på smerten og livets tragik. Chet Baker, der kan ses som en mandlig pendant, spillede og sang også med sådan en dybde, at stemmen selv blev en åben nerve, der sørgede for et intimt indblik i mørket. Miles Davis var kendt for sin wounded sound’, og det siges, at folk brød ud i spontan gråd ved ur-opførelsen af »Scetches of Spain«.
Når John Coltrane spillede sine soloer, oplevede publikum ofte, at der strømmede en åndelig kraft fra hans musik, og han spillede, ikke mindst i sit balladespil, med en glød så kraftig, at man ikke skulle tro, den var fra denne verden. Og det er her hele ideen til Saint John Coltrane stammer fra.
At Coltrane i virkeligheden er et medie for en højere åndelig magt, og at denne magt taler gennem ham med improvisationen som talerør.
Coltrane kunne spille nogle meget lange soloer, og da også til irritation for Miles Davis, som han engang forklarede, at han havde problemer med at standse sine
soloer, og at de nærmest tog magten fra ham, hvor til Miles Davis svarede: Just take the fucking horn out of your mouth!

Prædiken
Nogle mennesker, der i blandt Franzo King, begyndte at se Coltranes spil som en slags automatskrift, hvor en ’tredje part’ var indblandet i skabelsen af musikken. En slags guddommelig indgriben i det irreversible, i improvisationen.
Coltranes soloer kunne også have en art ’prædiken’ over sig, hvor hans tone var mørk og flad og messende. De kunne, med lidt god vilje, sammenlignes med den lidenskab, som præsterne i African Methodist Episcopal Zion Church talte med til sine menigheder, der i blandt Coltranes to bedsteforældre der begge var præster.
Den rytmiske form, vækkelsen, gentagelsen, inderligheden, den syngende messen, som bl.a kunne høres i Martin Luther Kings prædikener.
At jazz også har sit udspring i gospelmusikken, kan høres helt op i den moderne jazz, hvor et nummer som »So what!« af Miles Davis , er en omskrivning af kirkens ’Amen’! Jazzmusik bygger også i høj grad på gospelmusikkens ’call and response’, som er en vokal ping-pong mellem forsangere/præst og koret/menighed, og samme vekselvirkning kan høres i jazzen, i samspillet mellem solist og orkester.
John Coltrane startede da også sin musikkarriere med at spille i den lokale kirke, Hamlet, North Carolina, hvor den ene af hans bedsteforældre var ansat, hvilket gav ham et tæt forhold til religion helt fra begyndelsen.

Hul til himlen
I 1964 indspillede Coltrane A love supreme, et album han dedikerede til Gud, indspillet som ét nummer delt i fire, med undertitlerne »Acknowledgement«, »Resolution«, »Pursuance« og »Psalm«. Han lod sig inspirere af forskellig etnisk musik, blandt andet af Ravi Shankar fra Indien, med hvem han indledte et samarbejde og opkaldte sin søn efter.
Musikalsk var Coltrane nemlig en opdagelsesrejsende, der undersøgte hele sit instruments lydregister. Han overblæste hornet og aflokkede det overtoner, farver, og søgte efter, blandt andet i spansk og indisk musik, harmoniske grundlag der var logisk opbyggede, og som gav ham stor frihed til at tilføje og udskifte harmonier i sine improvisationer, til at ’tale frit’.
I det modale udgangspunkt, som er få gentagne harmonier, der er forenelige med en enkelt skala, fandt Coltrane denne frihed.
Der er ingen tvivl om, at lytter man til John Coltranes musik, specielt noget af det sidste han spillede, kan man høre en søgende kraft og en forholden sig til den religiøse følelse. Men at Coltrane skulle ophøjes til profet og helgen, er som fænomen sjældent.
At musikfans har et nærmest tilbedende/religiøst forhold til en musiker, er der masser af eksempler på: Elvis, Glenn Gould, Maria Callas, Jimi Hendrix – men at der direkte skulle komme handling bag en decideret musikoplevelse, og at en æstetisk oplevelse skulle udmønte sig i et kirkesamfund, hvor man kan blive gift, døbt, konfirmeret og begravet, hvor der deles mad ud til de fattige og er gratis undervisning i musik etc. er som fænomen meget enestående.
Hvad der er baggrunden for dette er et åbent spørgsmål: Måske kan det forklares med en underliggende psykologisk faktor. Eller måske fik John Coltrane virkelig blæst et hul igennem til det guddommelige.

*Saint John Coltrane African Orthodox Church, 930 Gough Street. San Francisco, CA 94102 www.saintjohncoltrane.org

*Rene Fagerlund er lærer og journaliststuderende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu